Opdateret

Starmer og Trump har diskuteret en øget støtte til Ukraine under besøg

Trump siger, at han troede, at krigen i Ukraine ville være en af de nemmeste af "udfordringerne at løse".

Donald Trump (til venstre) og Keir Starmer (til højre) er uenige, når det handler om Israel og Gaza, lød det torsdag på et fælles pressemøde. Foto: Leon Neal/Reuters

USA's præsident, Donald Trump, og Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, har blandt andet talt om teknologisamarbejde, forsvar og sikkerhed under Trumps besøg i landet.

Det siger Starmer under et fælles pressemøde mellem de to ledere, hvor han desuden understreger, at relationen mellem de to lande ikke kun strækker sig tilbage i fortiden, men også ind i fremtiden.

Ifølge Starmer har de også diskuteret måder at øge støtten til Ukraine.

Under pressemødet siger Trump, at han troede, at krigen mellem Rusland og Ukraine ville være en af de nemmeste "udfordringer at løse". Han erkender dog, at det har vist sig at være svært.

- Putin har skuffet mig, siger Trump med henvisning til den russiske præsident, Vladimir Putin.

Et af de første spørgsmål, der bliver stillet under pressemødet, går på Gaza og Israel.

- Jeg er uenig med premierministeren på det her område. Det er et af de eneste områder, hvor vi er uenige, siger Trump.

Starmer har tidligere udtalt, at Storbritannien har planer om at anerkende en palæstinensisk stat.

Ifølge flere britiske medier venter Starmer med formelt at anerkende en palæstinensisk stat til efter Trumps besøg.

Adspurgt om dette svarer premierministeren, at Trumps besøg intet har at gøre med timingen for en anerkendelse af en palæstinensisk stat, der ifølge Starmer allerede blev planlagt i slutningen af juli.

Starmer mener dog, at de to ledere overordnet er enige, når det kommer til behovet for fred i Gaza.

- Vi er fuldstændig enige om behovet for fred og en køreplan, fordi situationen i Gaza er utålelig, siger han ifølge Reuters.

Under pressemødet fortæller Trump desuden, at USA forsøger at få Bagram-luftbasen i Afghanistan tilbage.

Bagram var ifølge nyhedsbureauet Reuters en hovedbase for amerikanske soldater under krigen i Afghanistan, der varede indtil 2021, da USA trak sig ud af landet, og Taliban overtog styringen.

Ifølge Trump har basen en strategisk vigtig placering nær Kina, hvorfor præsidenten gerne vil have den tilbage under amerikansk kontrol.

/ritzau/