»Star Wars«-mager skyder penge i Starbucks

Filminstruktøren og faderen til film som »Star Wars« og Indiana Jones investerer millioner af dollars i kaffeimperium.

Foto: PAUL J. RICHARDS

Skal man se hele sagaen om stjernekrigen eller følge Dr. Henry Jones, Jr. med fedorahat og pisk overleve strabadser i arkæologiens tjeneste, kan det blive nødvendigt med en stærk espresso for at få det hele med. Måske endda en kop kaffe fra Starbucks. For skaberen af både Star Wars og Indiana Jones, den amerikanske filminstruktør og -producent George Lucas, har netop investeret ti millioner dollars - omkring 58 millioner kroner - i aktier i kaffeimperiet Starbucks.

Det fremgår af oplysninger givet til det amerikanske finanstilsyn, skriver Bloomberg. Der var George Lucas' kone, 44-årige Mellody Hobson, der indberettede investeringen. De to blev gift i juni i år, men udover at være gift med en af verdens mest kendte manuskriptforfattere er Mellody Hobson medlem af bestyrelsen i Starbucks. Den position kræver, at hun opgiver alle transaktioner med kaffekædens aktier foretaget af hende eller hendes nærmeste familie.

Men investeringen i kaffeimperiet er kun en dråbe mælk i mokkaen. Den 69-årige filmmogul har tjent styrtende på sine mange succesfilm. I december 2012 solgte George Lucas sit selskab, Lucasfilm Ltd., til Walt Disney-koncernen for omkring fire milliarder dollar - svarende til lidt over 22 milliarder kroner - i kontanter og aktier, skriver Bloomberg.

Og Mellody Hobson har med sine titler også en god formue i bagagen. Hun er en af de mest succesfulde forretningspersoner i USA. Ud over at være bestyrelsesmedlem i Starbucks, er hun administrerende direktør for finansvirksomheden Ariel Investments, der ifølge Bloomberg har aktiver for godt 6,3 milliarder dollar.

Desuden har hun siden 2012 været bestyrelsesformand for DreamWorks Animation, men hun har været medlem af bestyrelsen siden 2004. Et år længere end hun har været en del af Starbucks. Her har hun nemlig været i bestyrelsen siden 2005.

Starbucks åbnede sin første butik i 1971 i Seattle og har siden åbnet butikker og franchises i snart hele verden. I juli sidste år var der i alt 17.651 butikker. De tre ligger i Københavns Lufthavn og en enkelt ligger i indkøbscenteret Fields.

Nu er der tale om, at der skal åbne flere butikker i Danmark, som ifølge Starbucks er nummer fire på listen over verdens mest kaffedrikkende nationer. Den 8. august åbnede den første Starbucks i Jylland i stormagasinet Salling Aarhus. Inden slutningen af 2013 er der planer om at åbne yderligere fem nye Starbucks i Salling Aalborg og i Bilka i Kolding, Hundige, Næstved og Vejle, skrev Dansk Supermarked i en pressemeddelelse i starten af august.