Stærk alkohol dræber 42 indere

INDIEN: En ualmindelig heftig indisk sprut har indtil videre kostet 42 mennesker livet. Ifølge Huffingtonpost.com menes en uautoriseret, dødelig sprut at være årsag til 42 menneskers død i løbet af de seneste tre dage i det nordlige Indien.

40 personer er under behandling på sygehuse i staten Uttar Pradesh. Politiet har anholdt 32 personer, der mistænkes for at stå bag den illegale og dødbringende form for alkohol.

Drikken blev solgt til festivalgæster ved en religiøs festival i Azamgarh distriktet i sidste uge. Det er ikke ualmindeligt, at ikke-autoriserede drikke florerer i Indien, især blandt Indiens fattige, der ikke har råd til alkoholiske drikke med banderoler på.

Den ulovligt fremstillede alkohol er ifølge Huffington Post ofte tilsat kemikalier såsom plantegifte, angiveligt fordi det siges at kunne fremme potensen hos dem, der indtager dråberne.

BNB