Stålets mænd krydser krigens grænser

Ukraines magtfulde stålindustri er kommet i skudlinjen i den blodige konflikt i landet. Forræderisk at købe kul af fjenden, siger kritikerne.

Kul og koks holder sammen på Ukraine. I hvert fald kommercielt. Kullet kommer fra den oprørskontrollerede del af Ukraine, mens fabrikken ligger i den regeringskontrollerede del. (Foto: Asger Ladefoged) Fold sammen
Læs mere

Det syder og brager, når de gigantiske ovnlåger glider til side. Rød­glødende koks vælter fra ovnens indre ned i sodede containere, der rasler af sted på rustne jernbanehjul.

Larmen i hallen er øredøvende.

Men selv ikke de tungeste maskiner på Ukraines største koksværk kan overdøve virkeligheden udenfor. Som en malplaceret stortromme trænger de dæmpede drøn fra artillerigranater ind gennem den mekaniske larm.

Dum-dum-dum, lyder det.

Værket ligger mindre end seks kilometer fra frontlinjen mellem regeringsstyrker og pro-russiske oprørere i den østukrainske krig.

Da det var værst, lå det sovjetisk ­byggede koksværk midt i skudlinjen. Mere end 300 artillerigranater har ramt fabrikkens område under den to år lange konflikt. To arbejdere er blevet dræbt under angrebene. Yderligere syv ansatte har mistet livet under beskydningerne af den ukrainske provinsby Avdijivka, hvor værket ligger.

Alligevel går 3.900 mennesker stadig på arbejde på værket her midt i krigszonen.

De har måttet vænne sig til lyden af krigen, siger Eduard Rjapolov, ingeniør i værkets ovnhal.

»Jeg var på arbejde, da de ramte ovnene første gang. Det var frygteligt,« siger Rjapolov, der har arbejdet på koksværket i 11 år.

»I dag ved alle, hvordan det lyder, når det er tæt på. Du skal altid være klar til at løbe i beskyttelsesrummet.«

Koksværket er byens livline. Uden det ville Avdijivka dø. Fold sammen
Læs mere

Under politisk beskydning

Men granaterne fra fronten er ikke den eneste trussel mod det nedslidte koksværk.

Stålindustrien i Østukraine er også kommet under beskydning fra politisk hold. Ifølge kritikerne har industriens magtfulde ejere nemlig vist en bemærkelsesværdig evne til at gøre forretninger under krigen.

Ikke mindst den ukrainske rigmand Rinat Akhmetov har med held forsvaret sit vidtstrakte kul- og stålimperium, som nu er delt mellem regeringskontrollerede byer og områder under oprørernes kontrol.

Hver nat brager nye kampe langs front­linjen mellem parterne. Men om dagen krydser godstog med stenkul, koks og stål stadig frem og tilbage mellem de stridende parter.

 

Sværindustriens enkeltdele, miner, koks­værker og stålvalseværker, er nemlig dybt afhængige af hinanden.

De er en del af en sovjetdesignet, industriel fødekæde, der strækker sig fra kul­minerne i øst over Avdijivka, hvor stenkullet brændes til koks, og videre til stålværkernes højovne i havnebyen Mariupol.

Den kæde har krigen slået knuder på. Koksværket og de store stålværker ligger i de ukrainsk kontrollerede områder. Men kulminerne – og hele koksværkets elforsyning - befinder sig på den anden side af fronten under de russisk-støttede oprøreres kontrol.

Det er bestemt ikke ukontroversielt.

Den ukrainske regering har erklæret de oprørskontrollerede områder for besatte, og handelssamkvem med de russisk-støttede oprørsledere er officielt bandlyst.

3.900 medarbejdere henter deres økonomiske udkomme på koksværket. Fold sammen
Læs mere

Alligevel kan enhver her i Avdijivka flere gange om ugen iagttage godstog med kul fra det oprørskontrollerede Donetsk tøffe over fronten for at aflevere deres last på koks­værket.

Det sker ikke kun her i byen. Selv de ukrainske elselskaber køber kul fra de oprørs­kontrollerede områder. Det har indtil videre vist sig umuligt at finde andre leverandører af det såkaldte antracitkul, som Ukraines sovjetbyggede kraftværker er designet til, sagde den ukrainske energiminister for nylig.

Masser af smuthuller

Kulhandlen hen over over frontlinjen er imidlertid et ømt punkt for den ukrainske regering. Mange i hovedstaden Kiev ser handlen med modparten i en igangværende krig som noget nær forræderi.

»Separatisterne kontrollerer i praksis disse miner. Det vil sige, at vi indirekte er med til at finansiere deres krigsførelse mod os,« siger Sergej Garmasj, chefredaktør på den ukrainske netavis Ostrov, der har stået i spidsen for en undersøgelse af stålindustrien i krigszonen.

Der er imidlertid masser af juridiske smuthuller, der muliggør den livlige handel for både staten og industrien, siger han.

Ukraine har indført strenge begrænsninger på handel med de oprørskontrollerede områder. Men kulhandlen foregår formelt via selskaber, der er registreret i Ukraine.

Samtidig har stærke økonomiske interesser på begge sider sørget for, at frontlinjen i praksis er åben for handel, hvis man har de rette kontakter.

Ukraines rigeste mand

Det sidste er stålkongen Rinat Akhmetov et lysende eksempel på.

Før krigen var Akhmetov Ukraines rigeste mand. Hans største aktiv var det øst­ukrainske kul- og stålimperium med op mod 300.000 ansatte. Læg dertil den højtprofilerede fodboldklub Shakhtar Donetsk, der som den første ukrainske klub vandt det europæiske klubmesterskab.

Den magtfulde Akhmetov var også en nær allieret af den daværende præsident, Viktor Janukovitj. Da store protest­demonstrationer i 2014 tvang den russisk-venlige Janukovitj fra magten, tog Akhmetov sine forholdsregler. Han blev mere end mistænkt for at opildne til pro-russiske protester i sit hjemlige Østukraine i et forsøg på at befæste sin forhandlingsposition over for de nye magthavere i Kiev.

Hvis det var planen, mislykkedes den spektakulært. Det spæde oprør blev snart overtaget af andre kræfter. Våben og soldater strømmede ind over grænsen fra Rusland, og russisk-støttede separatister udråbte to selvstændige republikker, der nu i to år har ligget i væbnet kamp med ukrainske regeringsstyrker.

I dag er Rinat Akhmetov selv persona non grata i den oprørskontrollerede såkaldte Donetsk Folkerepublik (DNR).

Men hans netværk af kulminer, koks­ovne og stålværker har formået at holde forsyningsruterne åbne ved at give store indrømmelser til begge parter. Oprørerne har senest nationaliseret en række kulminer og kraftværker til gengæld for at tillade dem at fortsætte eksporten. Og både oprørerne og regeringen i Kiev har hårdt brug for arbejdspladser og skatteindtægter.

Koksværket i Avdijivka er det næststørste i verden. Fold sammen
Læs mere

I oprørernes lommer

Men der er ingen tvivl om, at indtægter fra kulstrømmen flyder direkte ned i oprørernes lommer, vurderer Sergej Garmasj.

»Denne handel har åbnet et sort hul af korruption,« siger Sergej Garmasj.

På koksværket i Avdijivka ser man mere pragmatisk på sagen. Den daglige leder på værket, underdirektør Aleksander Pasternak, fremhæver kulhandlen som en økonomisk nødvendighed for begge parter.

»Vi er ikke politiske. Vi vil bare arbejde,« siger han.

Den gensidige afhængighed er samtidig en faktor, der forhindrer konflikten i at optrappes yderligere, mener han.

»Også fra den anden side forstår de, at her arbejder folk. Derfor skyder de mindre. Værket eer n konsoliderende faktor i den her konflikt,« siger han.

Folk i Avdijivka har da heller ikke mange alternativer. Koksværket er den eneste større arbejdsplads, der er tilbage efter nu godt to år med væbnet konflikt ved bygrænsen.

»Hvordan skulle vi ellers overleve? Værket er det vigtigste, vi har i byen. Uden værket ville Avdijivka dø,« siger Eduard Rjapolov.