Sri Lankas civile fanget mellem terror og statsterrorisme

Borgerkrigen på tropeøen Sri Lanka har nu varet i mere end 25 år og kostet op mod 70.000 mennesker livet. Civilbefolkningen er fanget i en konflikt, hvor de både er ofre for statens og oprørernes vilkårlige angreb. Og mens omverdenen ser på, er det helt store blodbad på vej.

En gruppe tamilske børn er flygtet fra kampene i Vakari-provinsen og har søgt beskyttelse i en statslig flygtningelejr. <br>Foto: Buddhika Wersinghee/Reuters Fold sammen
Læs mere

Krigens første offer er sandheden, siges det.

Således også i Sri Lanka, hvor borgerkrigen mellem den singalesisk-dominerede regering og oprørsgruppen De Tamilske Tigre (LTTE) raser på tredje årti og dermed er en af verdens længstvarende væbnede konflikter.

I det aktuelle slag om byen Vaharai i det østlige Sri Lanka beskylder de stridende parter gensidigt hinanden for at tage civilbefolkningen som gidsler. Regeringshæren anklager De Tamilske Tigre for at forhindre 10-15.000 af byens indbyggere i at flygte fra Vaharai. De civile bruger dermed som levende skjolde, lyder det fra hæren.

Men det passer ikke, hævder tigerne. De beskylder derimod regeringshæren, der har belejret Vaharai siden september, for at bombe civile mål og forhindre nødhjælpen i at nå frem til byens nødlidende civilbefolkning. 15.000 civile nægtes fødevarehjælp, skrev det tamilske nyhedsbureau, Tamilnet, tirsdag i denne uge. Tigernes kritik er delvist blevet bekræftet af en række store donorlande - USA, EU, Japan og Norge - der allerede i november sidste år beskyldte Sri Lankas hær for at beskyde tæt beboede områder og derved dræbe civile.

Sandheden befinder sig et eller andet sted midt imellem. Borgerkrigen i Sri Lanka er ikke en sort-hvid konflikt med de gode mod de onde.

Tigerne er terrorstemplede
Tamilerne, der udgør omkring 18 procent af østatens samlede befolkning, har i mange år haft en vis sympati i verdensopinionen for deres kamp for selvstyre/selvstændighed i det nordlige og nordøstlige Sri Lanka. Men denne goodwill er skrumpet ind efter terrorangrebet på USA i september 2001 og ikke mindst efter EUs beslutning om at opføre De Tamilske Tigre på unionens liste over terrororganisationer. De Tamilske Tigre havde ganske vist ikke det fjerneste med terroren i USA at gøre. Organisationen er ikke engang islamisk, og tamilerne er hinduer ligesom befolkningsflertallet i nabolandet Indien.

Men alene det, at tigerne er blevet stemplet som terrorister, har kastet et negativt skær over deres væbnede frihedskamp, og ingen kan da heller bestride, at tigerne står bag en lang række, blodige terrorangreb - ikke bare på ministre og andre myndighedsrepræsentanter, men også mod uskyldige civile.

Eksempelvis tidligere på måneden, hvor en - antagelig - kvindelig selvmordsbomber detonerede en kraftige bombe i en bus i den sydlige, ikke tamilske del af Sri Lanka.Terroranslaget, der dræbte mindst 15 mennesker og sårede over dobbelt så mange, fandt sted mindre end et døgn efter, at en eksplosion i en bus nær hovedstaden Colombo dræbte seks mennesker og lemlæstede 70 andre.

Ingen har taget ansvaret. Men myndighederne anklager De Tamilske Tigre, der ikke lægger skjul på, at de bruger terrorvåbnet, men som samtidig kritiserer verdenssamfundet for at se igennem fingre med regeringshærens statsterrorisme. Kritikken er især rettet mod FNs Sikkerhedsråd, hvis vigtigste opgave netop er at forhindre krig og standse den, når den er brudt ud.

Men tigernes - og tamil-befolkningens - kritik er også rettet mod USA og EU, der i andre sammenhænge gerne protesterer, når en statsmagt ikke beskytter civilbefolkningen i kampen mod en oprørsgruppe.

Blod på tanden
Tamilerne beskylder ligefrem EU-landene for at have blåstemplet konfliktens anden part - den srilankanske regering - og dens hårde fremfærd - ved at sortliste tigerne som terroristerne. EU har pustet til ilden, lyder kritikken - og ikke kun fra tamilerne, men også fra eksperter og sågar den norske regering, der i de senere år har forsøgt at mægle mellem tropeøens stridende parter.

I hvert fald er det et faktum, at Sri Lankas regering har fået blod på tanden efter EUs terrorstempling af tigerne, og regeringshæren synes opsat på en gang for alle at knuse tigernes væbnede modstandskamp og tamilernes drøm om deres egen lille ministat.

Den drøm har tamilerne haft i årtier efter Sri Lankas - eller det daværende Ceylons - uafhængighed i 1948, hvor briterne opgav koloniseringen. Tamilerne ville ikke lade det engelske herredømme afløse af et singalesisk. Og da deres sprog blev forbudt i 1956, kom det til voldsomme kampe, og urolighederne fortsatte op gennem 1960erne.

Singaleserne, der udgør 47 procent af befolkningen mente, at der var deres tur til at komme til fadet, efter at briterne havde favoriseret tamilerne.

I 1983 efter drabet på 13 regeringssoldater i tamilernes hovedby Jaffna og flere tamilske massakrer på den singalesiske befolkning, begyndte en egentlig borgerkrig, som mere eller mindre intenst har varet lige siden.

Ingen islamiske fingeraftryk
Dermed er borgerkrigen i Sri Lanka en klassisk konflikt, hvor et mindretal i et land kæmper for selvstyre/løsrivelse. Den slags konflikter er der en del af i denne verden, men de overskygges af de altdominerende brændpunkter i Irak og i Afghanistan og den overordnede kamp mod den islamiske terrorisme.

Netop denne altoverskyggende dagorden, som er med til at forpeste megen internationalt samarbejde, er blodbadet i Sri Lanka på ingen måde en del af. Singaleserne er buddhister, tamilierne er hinduer og det lille muslimske mindretal på ca. otte procent af befolkningen er kun statister og ofre i borgerkrigen. Og derfor burde omverdenen også kunne enes om at at gribe effektivt ind i den srilankanske konflikt.

Men verdenssamfundet, med USA, EU og FNs Sikkerhedsråd som de ledende aktører, tøver. Da borgerkrigen for alvor blussede op igen i august i fjor, kunne Sri Lanka end ikke finde vej til dagsordenen for EU-udenrigsministermødet i Bruxelles. Og FNs Sikkerhedsråd har ikke fået indført den våbenembargo, som ellers plejer at være FNs svar på væbnede konflikter. Og som kunne dæmme op for strømmen af militært isenkram til Sri Lanka fra blandt andet Pakistan.