Sprængstoffer kom fra sted nær Glasgow, siger kilde

Otte er anholdt efter fejlslagne terrorangreb i Storbritannien. En kilde siger, gerningsmænd fik sprængstoffer fra sted nær Glasgow.

De sprængstoffer, som blev anvendt ved de fejlslagne bombeangreb i London og Glasgow lufthavn, kom fra en lokalitet tæt på Glasgow, siger en kilde i sikkerhedsapparatet til nyhedsbureauet AFP.

- Bombefabrikken var...nær Glasgow, siger kilden, der betinger sig at være anonym.

Han navngiver ikke stedet nærmere, men siger, at efter hvad han erfarer, så leverede det brændbart materiale til de folk, der stod bag det fejlslagne angreb på Glasgow lufthavn og London.

Politiet siger, at der er en direkte forbindelse mellem begivenhederne i Glasgow og London.

Britisk politi oplyste mandag aften, at en 8. person er anholdt. Den australske tv-station Channel Seven News oplyser, at han blev anholdt i Brisbane.

/ritzau/