Spøgelsesbyer og fortabte sjæle

Europa er i krise. Statsbankerotter truer, arbejdsløsheden eks­ploderer, der bliver flere fattige – og nedturen synes først lige begyndt. Mens Asien buldrer fremad, kører Europa i slæbegear. I en ny serie om »Det Fattige Europa« besøger Berlingske Tidende lande i nød. Som Irland, der blev reddet fra kollaps, og som nu kæmper med spøgelsesbyer og fortabte sjæle.

Foto: Linda Henriksen
DUBLIN. Marian Gleeson føler det som at være med i en dårlig film, når hun bevæger sig ud ad sin hoveddør og ned igennem sit nye boligkvarter Belmayne i det nordlige Dublin. En film hvor verden er gået under, og hun selv er ladt helt alene tilbage med sin mand og sine fire børn.

I indkørslerne foran kvarterets attraktive og nybyggede huse i røde sten holder ingen biler, ingen børn leger på gaden, og hverken gardiner eller pyntenips kan ses i vinduerne. Eneste livstegn er det gullige lys, der tændes i gadelamperne om aftenen.

Gade op og gade ned står kvarterets helt nye huse tomme og forfalder. Døre trænger allerede til ny maling, og ledninger stikker tilfældigt ud, hvor ringeklokker ellers skulle sidde. Brochurer fra et nyt, lokalt pizzeria blafrer i dørenes brevsprækker, men restaurantens runddeling af pamfletter virker mest som et desperat forsøg på at skaffe kunder. Kun seks af de 56 nye huse er solgt og beboet.

For Marian Gleeson og hendes familie begyndte mareridtet i sommeren 2008, da de flyttede ind i deres nybyggede drømmehus. Kort efter skete noget ildevarslende: Håndværkerne, som var ved at færdiggøre resten af kvarterets nye huse, drog på to ugers ferie – og vendte aldrig tilbage. For den globale finanskrise prikkede hul på boligboblen og satte alt byggeri og hussalg i stå næsten fra den ene dag til den anden.
»Vi er havnet i en situation, som vil påvirke os resten af vores liv. Vi købte huset for én million euro, men kan i dag ikke engang få det halve. Huset er usælgeligt, og vi vil aldrig kunne flytte. Vi kan bebrejde bankerne, vi kan bebrejde politikerne, men vi må også bebrejde os selv. Vores gamle hus ville vi have haft betalt ud i dag, men ligesom alle andre købte vi større,« siger Marian Gleeson, der sidder i sit nye og store køkken med sin femårige datter Ella. Som mor er hun plaget af dårlig samvittighed over for Ella og hendes tre søskende.

»Jeg føler mig skyldig over for børnene, fordi jeg lovede dem, at der ville være masser af børn at lege med. Men der er ingen. Her er bare tomt.«

SPØGELSESBYER med nybyggede, tomme og usælgelige huse er ikke blot det store samtaleemne i Irland.
De er blevet symbolet på grådighed, nedtur og en ny form for fattigdom.

Samtidig er de blevet et skræmmende billede på ikke blot Irland – men også Europa – som en syg patient, der har svært ved at komme sig efter den store finanskrise for et par år siden, og som slet ikke kan følge med fremadstormende økonomier i andre dele af verden.
Mens lande som Kina, Indien og Brasilien buldrer fremad med høje vækstrater, bevæger Europa sig kun langsomt ud af krisen, og alle pejlemærker viser, at det europæiske kontinent i fremtiden vil halse bagefter de nye økonomiske stormagter. I 2025 ventes Kina at blive klodens største økonomi. I 2050 vil Indien matche Kina.

En række europæiske lande plages til gengæld af lav vækst, en stærkt voksende ældrebyrde og en ungdomsarbejdsløshed, der er eksploderet. Da finanskrisen indtraf i september 2008 var der i EU omkring 17 mio. arbejdsløse unge under 25 år. I dag er tallet omkring 23 mio. Samtidig er en række af landene i Europa tynget af en massiv statsgæld. I Irland var problemet i høj grad, at bankerne blev tvunget i knæ efter at have kastet om sig med milliardstore udlån til luftige boligprojekter.

De irske spøgelsesbyer har således været stærkt medvirkende til den krise, som Europa er blevet kastet ud i på det seneste, og som forleden førte til redningspakken til Irland på 633 mia. kroner i billige lån fra Den Internationale Valutafond og EUs hjælpefond. Lånene skal dels gå til at sikre de skrantende irske banker og til, at den irske stat kan betale sine regninger, herunder udbetale løn til offentligt ansatte.

Lavinen er muligvis først lige begyndt at rulle. Efter at Grækenland og Irland har fået milliardstore hjælpepakker, frygtes det, at Portugal og også Spanien kan blive de næste i rækken af stærkt gældstyngede økonomier i Europa, der skal hjælpes med særlige lån og garantier for ikke at kollapse. Og mens flere europæiske nationer kæmper med regulær økonomisk overlevelse buldrer økonomier andre steder i verden fortsat fremad. I EU har stigningen i bruttonationalproduktet i 2005-09 været på 5,4 pct. I Indien 47,9 pct. I Kina 71,2 pct.  

Tyskland er det eneste europæiske land, der for alvor trækker økonomisk for øjeblikket, men spørgsmålet er, om tyskerne kan og vil blive ved at springe til for at redde det synkende Europa.

»Det er en overlevelseskrise,« lød det ganske kontant fra EUs præsident, Herman Van Rompuy, forud for et krisemøde om Irland mellem finansministre i Bruxelles for et par uger siden. »Vi må alle arbejde sammen for at få eurozonen til at overleve, da Den Europæiske Union ellers ikke vil overleve.«

IRLAND VISTE ELLERS vejen i mange år.

I årevis blev det økonomiske mirakel i Irland trukket frem som et forbillede, og politikere såvel som eksperter kom rejsende til fra Sydamerika og Asien for at se fænomenet udfolde sig med egne øjne.

Udover at lokke multinationale virksomheder til den grønne ø ved at friste med superlav selskabsskat, så var lokomotivet for »Den Keltiske Tiger« boligbyggeriet. Men efter, at den globale boligboble bristede, er det irske klondike blevet udstillet. Irerne gik nemlig længere end de fleste. Selv om Irland med sine 4,5 millioner indbyggere er mindre end Danmark, byggede irerne gennem flere år tre gange så mange huse som i Danmark. 40 procent af alle huse i Irland er bygget inden for et årti.

Irlands nationale institut, NIRSA, har afsløret, at 300.000 nye boliger i dag står tomme, hvilket er over dobbelt så mange, som myndighederne har hævdet. 621 nye spøgelsesbyer ligger spredt ud over landet.

Slemt står det også til langs hovedvejen N4, som skærer sig op igennem det irske midtland. Selv efter at boligmarkedet havde toppet, fortsatte driftige entreprenører med at bygge løs.

I det grønne bjergrige Leitrim i det nordvestlige Irland blev der bygget næsten 3.000 nye huse, selv om området allerhøjst havde behov for 600.
I dag tales der i fuld alvor om at rive nybyggede huse ned. Ganske enkelt for at normalisere boligpriserne, der er styrtdykket og tidligst ventes at rette sig op om ti år. Men også for at forhindre hærværk, forfald og sundhedsfarer med åbne kloakker, sådan som man allerede har set det flere steder. Det er også præcis, hvad Marian Gleeson og hendes familie frygter i deres kvarter. Hun tager sig til hovedet, mens hun ryster det fra side til side.

»Jeg kan næsten ikke bære, hvis der kommer hærværk og besættere i husene her,« siger hun.

NEDTUREN HAR I DET hele taget sat sig spor i Irland på rekordtid.

På gaden i Dublin møder man hele tiden forhutlede hjemløse, der tigger om penge til en kop kaffe, og rundt omkring i byens boligkvarterer er efterladte bilvrag på flade dæk efterhånden et lige så almindeligt syn som får på landet. Hver dag får op mod hundrede familier kappet strømmen af deres elselskab, fordi de ikke kan betale regningen. Nogle er endda begyndt at holde høns og grise i deres baghave for at sikre sig, at de kan få mad.

Dertil kommer det nye fænomen med tusindvis af efterladte heste, som er blevet sluppet løs af deres ejere, da de ikke længere har råd til at give dem foder. Selv i Dublins gader indfanges i dag udmagrede og syge heste, der driver rundt på må og få.

Heste har altid været en irsk passion, og irerne er det folk i Europa, som holder flest heste. Under de fede år blev fuldblodsheste også avlet som en investering. Men mens de dengang var tusindvis af euro værd, har de i dag ingen værdi.

Organisationer for dyrevelfærd mener, at man bør aflive de lidende dyr. Op mod 20.000 heste vurderes at leve vildt uden at have adgang til andet spiseligt, end det de selv kan finde. I løbet af denne vinter forventes et rekordhøjt antal heste at sulte ihjel. Som sidste vinter hvor kadavere blev fundet, efter at sne i flere uger havde dækket jorden og gjort det umuligt for hestene at finde føde.

DE SVÆRE TIDER i Irland er ikke blevet nemmere, efter at den irske regering de seneste to år har lanceret fire store spareplaner for at få de offentlige udgifter ned. Den fjerde forventes vedtaget på tirsdag, og den indeholder besparelser for over 110 mia. kroner. Den nye skrappe kur lyder på højere moms, ny ejendomsskat, mindre minimumsløn, skattestigninger for lavtlønnede og nedlæggelse af knap 25.000 job i det offentlige.

I forvejen har offentligt ansatte fået skåret deres løn med ti procent, ligesom der er blevet skåret i understøttelse og børnebidrag.
De folkelige protester er udtalte. Sidste weekend gik over 50.000 demonstranter gennem Dublins gader for at markere deres utilfredshed med regeringens spareplaner. Folkeoprøret er ikke isoleret til Irland. I andre europæiske hovedstader som London og Lissabon har demonstranter også været på gaden i tusindtal for at protestere mod nedskæringer.

De irske fagforeninger har også protesteret voldsomt mod de nye spareplaner, som de er sikre på vil sende endnu flere ud i armod og menneskelig deroute. De har endda advaret om, at arbejdsløse og dårligt uddannede uden fremtid kan blive lette at udnytte for republikanske terrorister både i Irland og Nordirland.

Siden krisen begyndte for godt to år siden, er arbejdsløsheden tredoblet, så den nu er oppe på 13,6 procent.

FORTABTE SJÆLE er der allerede mange af.

I suppekøkkenet Brother Luke´s i det centrale Dublin sørger kirkens folk for, at trængende kan få lidt at spise.

Aldrig er så mange kommet for at få mad i suppekøkkenet. På to år er antallet fordoblet. Hver uge kommer 200 til morgenmad og 500 til frokost.
Da dørene åbner ved middagstid, står 52 mennesker i kø ude på gaden. Nogle bærer deres hjem i en plasticpose, andre i en rygsæk. En ung fyr tripper rundt på stedet i sine slidte gummisko for at holde varmen.

Inde i suppekøkkenet får de stukket et plastickrus med grønsagssuppe i hånden, men denne kolde vinterdag også en tallerken med skinke, kartofler og kål. Folk kan næsten ikke vente, og så snart de har fået deres mad, skynder de sig hen og tager plads ved spisesalens borde, der er beklædt med plasticduge.

Her møder vi den midaldrende Noel, en lille mand med gråt overskæg og blå fleece-trøje, der indtil for et par år siden var sikkerhedsvagt for flere af de store banker, men nu står uden job. Han taler med bitterhed om »alle de her mænd i jakkesæt«, der har kørt landet i sænk, og siger med overbevisning i stemmen, at der snart bliver »revolution og social krig i Europa«.

Og vi møder Moni på 42 år, der har en universitetsgrad i økonomi, og som har sine tre børn med i suppekøkkenet for at spise. Hun forklarer opgivende, at hun for at få et job har været rundt og aflevere sit C.V. stort set alle steder, »men ingen vender tilbage«. Hendes mand er også arbejdsløs, og de lever af hans understøttelse. En fra køkkenet kommer med en brugt trøje og en varm vinterhue til hendes lille datter på 15 måneder, som sidder og pludrer i en klapvogn. Moni takker, for stort set alle familiens penge går til at betale for deres lille lejlighed.
»Vi forsøger at samle stumperne,« lyder det fra Dolan Theresa, assistent for præsten Kevin, der har grundlagt Brother Luke´s. Hun har arbejdet i suppekøkkenet i 21 år, og mens folk strømmer ind, forklarer hun, at klientellet langt fra længere kun er narkomaner og alkoholikere:
»Det bliver sværere og sværere. Der kommer i dag selv folk, der bor i et stort hus, som de købte under opturen. Men efter de er fyret, er det en daglig kamp for dem at få det hele til at hænge sammen. De kommer her for at få gratis suppe, fordi alle deres penge går til høje afdrag på deres usælgelige hus, som de har købt al for dyrt.«

SÅ SLEMT STÅR DET lykkeligvis ikke til hjemme hos familien Gleeson i spøgelsesbyen i det nordlige Dublin.

Marian Gleeson og hendes mand, Frank, kan trods alt stadig betale for både deres husleje og for at få mad på bordet, for han har et godt job som salgsdirektør i Topaz, Irlands største olieselskab.

Godt nok er de ligesom tusindvis af andre teknisk insolvente, da de ville miste op mod fire millioner kroner, hvis de solgte det hus, som de købte for blot to år siden. Hvis nogle overhovedet ville slå til og købe.

På trods af dette har Marian Gleeson overskud til at tale om, at andre har det meget værre end dem. Som nu de mange, der er tvunget til at søge til udlandet for at få job, uanset om de har lyst til at rejse eller ej.

100.000 irske unge forventes inden udgangen af 2011 at rejse udenlands – særligt til Canada og Australien – for at prøve lykken. Dermed gentager den irske historie om den store udvandring sig, sådan som den senest også udspillede sig under lavkonjunkturen i Irland i 1980erne.

Marian Gleesons yngste bror overvejer også at rejse, fortæller hun. Og det er her, at hun peger op på et familiefoto på væggen med sine tre brødre. Alle arbejdede de i byggebranchen under den store optur, fortæller hun. Den ene som tømrer, den anden som maler, og den tredje som bygningsarbejder.

»Men nu er de alle fyrede, og ingen af dem kan få job. Og i det lys kan jeg kun sige, at min mand og jeg er heldige.«