Spekulationerne om Trumps vicepræsident raser derudad: Her er bookmakernes favorit
Særligt én senator skulle være favorit til posten som Donald Trumps vicepræsidentkandidat – og en video har kun givet spekulationerne mere liv.

Særligt én senator skulle være favorit til posten som Donald Trumps vicepræsidentkandidat – og en video har kun givet spekulationerne mere liv.

I dag forventes det, at Donald Trump blot få dage efter attentatforsøget mod ham løfter sløret for, hvem hans kandidat til posten som vicepræsident er.
Og mens vi venter på, at det bliver afsløret, er spekulationerne i fuld gang i USA.
Hos flere amerikanske medier går en række navne igen.
Blandt andet nævnes Ben Carson, der var minister for bolig og byplanlægning fra 2017 til 2021, mens Donald Trump sidst var præsident.
Men også Marco Rubio, der er senator for Florida, og Doug Burgum, der er guvernør i delstaten North Dakota, nævnes blandt de mulige kandidater til posten.
Der er dog særligt én, der skulle have en særligt god chance for at blive udpeget til den fornemme stilling – i hvert fald ifølge de amerikanske bookmakere.
Ifølge hjemmesiden Oddschecker, der samler odds fra forskellige spilhjemmesider, er Ohios senator, J.D. Vance, nemlig favorit til posten.
Hvis man spiller på den 39-årige senator, der tidligere var kritisk over for Trump, men i dag støtter ham, får man således sine penge lidt mere end fordoblet.
Og snakken om J.D. Vance er kun taget til, efter at Forbes har kunnet rapportere, at senatoren er blevet set forlade sit hjem i en bilkortege, mens politiet spærrede trafikken.
Formentlig får spekulationerne en ende senere på aftenen, hvis Donald Trump ved Republikanernes partikonvent løfter sløret for sin vicepræsidentkandidat.
Det forventes også, at Donald Trump officielt bliver valgt som Republikanernes præsidentkandidat ved konventet.