BERLIN: Selv om man følger med i den tyske valgkamp, er det ikke sikkert, at man har opdaget, at der faktisk i flere meningsmålinger er flertal til venstre for midten. Her seks uger før valget er den konservative Angela Merkel stort set allerede udråbt som vinder, men rent matematisk er der i tre ud af syv meningsmålinger flertal for partier, der kunne pege på socialdemokraten Peer Steinbrück. Han kan og vil bare ikke bruge flertallet til noget.

Fænomenet hedder Die Linke, og forklaringen fører tilbage til foråret 2003. Tysk økonomi sad fast i slæbesporet, og landet blev kaldt Europas syge mand. SPDs temperamentsfulde Gerhard Schröder var kansler, og han besluttede at satse det hele. Med en overrumplende tale i Forbundsdagen satte han en omfattende reformdagsorden, der skulle vise sig at forandre både Tyskland og SPD. Dagpengene blev kraftigt beskåret, arbejdsmarkedet blev liberaliseret og pensionsalderen blev senere sat op til 67 år.

Schröders tale får Lars Løkke Rasmussens berømte nytårstale om efterlønnen til at blegne. Godt nok gjorde Venstres formand op med et politisk tabu, men han sagde præcis, hvad hans parti ville høre. Gerhard Schröders Agenda 2010 splittede socialdemokraterne i tre grupper. Nogle forsvarede Agenda-politikken som socialdemokratismens fremtid. Nogle forlod SPD med dyb afsmag. Andre blev og bekæmpede parti­linjen.

Den tidligere SPD-formand Oscar Lafontaine var talerør for de interne kritikere af Schröders linje, indtil han i 2005 sprang fra SPD til det vesttyske parti Wahlalternative Arbeit & soziale Gerechtigkeit. To år senere smeltede de sammen med de gamle østkommunister i PDS, som var opstået i ruinerne fra DDR-partiet SED. Die Linke blev dannet som et anti-SPD-parti.

»Die Linke definerer sig selv og sin politik som antipode til SPD. Hvad SPD gør, er ifølge Die Linke principielt dårligt,« skriver Gero Neugebauer, der er ekspert i politiske partier ved Freie Universität i Berlin, i en kommentar til Berlingske.

De vesttyske SPD-hadere

I den socialdemokratiske historie minder Agenda 2010 om den linje, den danske partifælle Helle Thorning-Schmidt er slået ind på efter valget i 2011, men der er en afgørende forskel. Nord for grænsen slås socialdemokraterne ganske vist så det fyger med den danske venstrefløj i Enhedslisten, men kan stadig danne regering baseret på deres stemmer. Syd for grænsen stikker sårene dybere, og konsekvensen er hårdere. SPDs ledelse vil ikke røre ved Die Linke. Det skyldes ikke mindst Oscar Lafontaine og den vesttyske anti-SPD-linje i Die Linke. Den forskel på øst og vest sidder dybt i SPD-formand Sigmar Gabriel.

»Hvis Die Linke var ligesom i østen, ville det ikke være noget problem. Men i vesten er det et parti af sekterikere og SPD-hadere,« sagde han for nylig til avisen Mitteldeutsche Zeitung.

Die Linke byder sig til

Temaet om det røde samarbejde er dukket op i valgkampen, efter at Die Linkes anden gamle lederskikkelse, Gregor Gysi, har tilbudt SPD et regeringssamarbejde efter valget til september. Der er mest tale om taktisk drilleri. Alle tre ledende socialdemokrater – kanslerkandidat Peer Steinbrück, Sigmar Gabriel og gruppeformand Frank-Walter Steinmeier – afviser kategorisk både et regeringssamarbejde og tanken om at danne en regering med Die Linke som parlamentarisk grundlag efter valget.

»Man kan ikke lede Tyskland med en mindretalsregering,« har Sigmar Gabriel erklæret.

Men Gregor Gysis drilleri rammer nogle dybe grundtoner i tysk politik. For det første ligger Die Linkes signal i forlængelse af det pressede venstrefløjspartis mindre konfrontatoriske linje det seneste år. Oscar Lafontaine spiller ikke længere nogen central rolle. Hans 25 år yngre partner, den 44-årige hardliner Sahra Wagenknecht, sidder ganske vist i partiets ledelse, men den midtsøgende Katja Kipping blev sidste efterår valgt til formand sammen med Bernd Riexinger. Hun er den første østtyske partispids, der er så ung, at hun dårligt kan huske DDR-tiden, og hun kunne ifølge ungdomsvenner lige så godt have valgt De Grønne. På store valgplakater gør Die Linke nu direkte op med det ekstremistiske image, som også Enhedslisten slås med i Danmark. »Revolution?« står der med kæmpe bogstaver. Svaret følger med mindre skrift. Nej. Bare en mindsteløn på 10,50 euro. Folkepension på mindst 1.050 euro. Osv. For nylig kom det dog frem, at 25 parlamentarikere fra Die Linke overvåges af den tyske efterretningstjeneste, fordi de angiveligt tilhører »ekstremistiske sammenslutninger«. En skandale, mener partiet.

I sit regeringstilbud filer Gregor Gysi kanterne af Die Linkes politik – muligvis for at gøre det mere absurd for vælgerne, at SPD med sit venstreorienterede valgprogram ikke vil samarbejde med dem. I stedet for et totalopgør med NATO og den tilbagetrækning af tyske soldater, som efterlyses i partiets program, kræver Gregor Gysi, at en rød-rød-grøn regering skal udelukke »nye kampindsatser« i udlandet. Det er i Tyskland mindre vidtgående, end det ville være i Danmark. I stedet for en total tilbagerulning af Schröders Hartz IV-reform kræver han »tydeligt mere social retfærdighed«.

»SPD kan bedst omsætte deres valgprogram med os,« konkluderede Gregor Gysi for nylig til tabloidavisen Bild am Sonntag.

Steinbrücks plan synes urealistisk

Dermed rammer Die Linke SPD, hvor det gør ondt. Den gamle Agenda-forsvarer Peer Steinbrück står i spidsen for et SPD, der ikke længere er stolt af sine reformer.

»Det tyske socialdemokrati ville være Europas stærkeste, hvis det havde fundet kraften til at sige: Agendaen var rigtig,« sagde en skuffet Gerhard Schröder sidste år til avisen Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung.

Samtidig udstiller Die Linke Peer Steinbrücks åbenlyse realisme-problem. Han vil kun være kansler i en flertalsregering med de Grønne, men de to partier har i målingerne kun 37-41 procent af stemmerne. Derfor har Die Linke en matematisk pointe, når de fremfører, at SPD i virkeligheden står med et valg mellem at gennemføre store dele af sin politik med Die Linke eller gøre Angela Merkel til kansler. Det sidste måske endda i en koalitionsregering med SPD selv, hvis der ikke er flertal bag CDU/CSU og FDP. Det er for mange socialdemokrater valgets egent­lige mareridtscenarie.

SPDs venstrefløj vil da også holde en dør åben for forhandlinger med Die Linke efter valget, og selv om de ledende kammerater smækker den i, så står spørgsmålet tilbage i valgkampen. Hver anden vælger tror ifølge en meningsmåling, at SPD vil gå i regering med Die Linke efter valget, hvis de får chancen. De borgerlige partier advarer højlydt. Gero Neugebauer tror ikke på det.

»Jeg kan forestille mig meget, men realpolitisk nej,« konkluderer politologen, der særligt har forsket i SPDs udvikling i det gamle Østtyskland.

Et sådant løftebrud ville betyde et massivt tab af troværdighed for SPD, men heller ikke Die Linke er ifølge Gero Neugebauer reelt klar til et samarbejde.

»I østen går det, men i hele Tyskland endnu ikke. Det kunne også blive et eksistensproblem for Die Linke. Der er ikke brug for to socialdemokratier i Tyskland,« skriver han.

Die Linke har da også for nylig kaldt Peer Steinbrück for »ikke valgbar«, og ifølge avis en Süddeutsche Zeitung vil ledelsen senere på måneden formelt udelukke at agere støtteparti for en rød-grøn-regering efter valget. Budskabet skal altså hedde regering eller ingenting.

Selv om det sandsynligvis til september ender med ingenting, udgør Die Linke et skæbnetungt strategisk dilemma for de tyske socialdemokrater. Valgkampen indtil videre viser, at hvis SPD i overskuelig fremtid vil tilbage til magten, må de have Die Linkes vælgere i spil. De kan enten forsøge at knuse partiet, opsluge deres østvælgere med klassisk socialdemokratisk politik eller normalisere forholdet til de gamle fjender for at kunne bruge Die Linke som støtteparti. SPD er nødt til at løse sit røde problem.