SPD-formand Martin Schulz »chokeret« over angreb på Dortmunds spillerbus

Tirsdagens Champions League-kamp mellem BVB Dortmund og AS Monaco skulle have været en almindelig fodboldfest. I stedet fik angreb på spillerbus terrorfrygten til at blusse i Tyskland.

Dortmund-spillere eskorteres bort af bevæbnet politi efter attentat mod spillerbus. Fold sammen
Læs mere
Foto: STR

BERLIN: Tirsdag aften erklærede den socialdemokratiske kanslerkandidat Martin Schulz sig på twitter »chokeret« og ønskede alle fans god og sikker hjemrejse.

Efter en uge, hvor terroren kom til Stockholm, var det usikkerhed og frygt for terror, der i første omgang prægede reaktionerne i Tyskland, da fodboldklubben Dortmunds spillerbus kort før aftenens kamp mod AS Monaco blev ramt af eksplosionen fra tre sprængsatser godt ti kilometer fra stadion.

Mens stadion i god ro og orden blev rømmet, eskorterede svært bevæbnede politibetjente chokerede Dortmund-spillere tilbage til deres hotel. En Dortmund-spiller, Marc Bartra, blev i første omgang meldt såret, men i god behold. Ifølge den tyske avis BILD var sprængsatserne placeret i en hæk over for en spillerbus. BILD citerer også en lokal genbo, der hørte eksplosionen. Det lød som »krig«, sagde manden.

Indtil videre er baggrunden for bombeattentatet stadig ukendt. Politiet søger stadig efter en gerningsmand. Uanset gerningsmandens motiv fandt tirsdagens eksplosioner sted på baggrund af den allestedsnærværende terrorfrygt i Europa.

Ikke mindst fordi terrorangrebene i Paris i november blev indledt, da en mand med selvmordsbombebælte sprængte sig i luften foran Stade de France. Denne gang var bussen dog ikke i nærheden af stadion.

Mens tabloidavisen BILD i sin live-dækning forsøgte at informere sine læsere om den seneste udvikling i Dortmund, blev kommentarfeltet udfyldt med spekulationer om gerningsmandens etniske ophav og hans eventuelle status som flygtning. »Mange tak, fru Merkel, for at lukke terroristerne ind i landet«, lød det fra mange af BILDs brugere.

Netop fordi frygten for terror føg gennem de sociale medier i minutterne efter anslaget, opfordrede politiet i Dortmund til at holde igen med spekulationer undlade rygtespredning. Ikke desto mindre, reflekterer tysk politis snarrådige håndtering af situationen, det massive opbud af kampklædte betjente og den hurtige aflysning af kampen en europæisk virkelighed, hvor der ikke er råd til at tage chancer.

Troels Heeger er Berlingskes korrespondent i Tyskland