Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Madrid. Spaniens premierminister vil have erklæret en folkeafstemning i Catalonien om uafhængighed forfatningsstridig.
Det siger Mariano Rajoy på et pressemøde torsdag. Regeringschefen vil bede landets forfatningsdomstol om at annullere afstemningen.
Han minder borgmestrene i Catalonien om, at de har pligt til at forpurre folkeafstemningen 1. oktober.
Han beder samtidig politiet i Catalonien om at gøre deres pligt og forhindre, at den politiske situation optrappes.
Et flertal i Cataloniens parlament stemte onsdag aften for en lovpakke, der baner vej for en folkeafstemning om løsrivelse 1. oktober.
Det var ventet, at lovforslaget ville blive vedtaget. Et flertal af medlemmer i parlamentet støtter løsrivelse.
»Hvad der sker i Cataloniens parlament er pinligt. Det er skammeligt,« sagde Spaniens vicepremierminister, Saenz de Santamaria, før resultatet.
Catalonien har længe haft en selvstændighedsbevægelse. Regionen med 7,5 millioner indbyggere er mere velhavende end det øvrige Spanien. Catalonien har eget sprog og egen kultur.
I de senere år, mens Spaniens økonomi har været i krise, har der været utilfredshed i Catalonien med, at regionen sender penge til andre dele af landet. Det har fyret op under debatten om selvstændighed.
Meningsmålinger siger, at et flertal af indbyggerne i Catalonien ønsker en folkeafstemning, der kan afgøre spørgsmålet om selvstændighed.
Men målingerne siger også, at et lille flertal vil forblive en del af Spanien.
I 2014 holdt regionen en folkeafstemning. Forfatningsdomstolen sagde på forhånd, at den ville være et brud på spansk lov. Derfor holdt man en symbolsk afstemning.
Over 80 procent sagde ja til selvstændighed. Men under 40 procent af vælgerne deltog.