Spansk politi har drevet klapjagt på islamister i årevis

Angreb i Barcelona kommer efter år med advarsler og flere end 200 arrestationer af formodede islamister.

Foto: JOSEP LAGO.
Læs mere
Fold sammen

Torsdagens angreb i Barcelona sker efter flere år med massiv indsats fra spansk politi og advarsler om mulige terrormål i landet.

Det fortæller Morten Rievers Heiberg, professor ved Københavns Universitet, som forsker i spansk historie, kultur og samfund.

- Man har gennem 2015 og 2016 oplevet en stigende islamistisk aktivitet i Spanien.

- Der har været foretaget over 200 arrestationer i de senere år, efter at angreb begyndte i Tyskland, Frankrig og Storbritannien, siger han.

- Men der er åbenbart tale om en relativt stor gruppe, som har formodet at styre uden om efterretningstjenesternes klapjagt på terrorister, siger han.

Ifølge Morten Rievers Heiberg kan der være flere årsager til, at voldelige islamister har fået øje på Spanien, ud over at det er et samlingspunkt for turister fra hele verden.

- Det er blevet brugt som årsag af IS, at Spanien støtter op om Natos aktiviteter i Syrien, omend på et beskedent niveau.

- Desuden bliver Spanien historisk set betragtet som en del af kalifatet, fordi det var en del af kalifatet i middelalderen, siger han.

/ritzau/