Spansk domstol overvejer at retsforfølge Fidel Castro

Fidel Castro risikerer en retssag ved en særlig spansk landsret for mord under Svinebugt-invasionen. En tiltale vil dog snarere være symbolsk end reel.

En særlig spansk landsret vil på torsdag tage stilling til, om der skal indledes retssag mod den cubanske leder Fidel Castro for folkedrab, terrorisme, tortur og krigsforbrydelser.

Det skriver det spanske dagblad El País søndag.

Foruden Fidel Castro, som på grund af sygdom midlertidigt har overladt præsidentposten til sin bror Raúl, overvejer landsretten, kaldet Audiencia Nacional, en sag mod den tidligere cubanske turistminister Osmani Cienfuegos.

Både Castro og Cienfuegos beskyldes specifikt for at have deltaget i mord ved kvælning på ni cubanske fanger i forlængelse af den mislykkede Svinebugt-invasion i 1961.

En bekendtgørelse om en eventuel retssag vil snarere have symbolsk end reel betydning. Der er ingen tegn på, at Fidel Castro har til hensigt at forlade Cuba - heller ikke for at søge lægehjælp.

/ritzau/