BARCELONA: »Spain is different,« proklamerede et berømt turistslogan i 60erne. Det var naturligvis ment som reklame for tyrefægternes og flamencodanserindernes farverige fædreland. Men når udtrykket, der er gået ind i sproget, bruges i dag, er det som regel for med resignation at konstatere de »eksotiske« forhold på arbejdsmarkedet og i det politiske liv.

Hvor ellers i Europa kan man finde et økonomisk opsving med en ledighedsprocent på 21? Og kunne man i ret mange andre EU-lande forestille sig, at politiet ransagede regeringspartiets hovedkvarter i forbindelse med en gigantisk korruptionssag, uden at det fik politiske konsekvenser? For nu bare at nævne et par af de mest bemærkelsesværdige særheder.

Det seneste års tid har Spanien imidlertid været anderledes på en anden og – vil mange mene – positiv måde. Mens vreden mod eliten og de traditionelle politiske partier, der er opstået i kølvandet på krisen, i adskillige lande på begge sider af Atlanten har givet ekstremister vind i sejlene, synes det tilsvarende spanske oprør at bane sig vej på midten – eller umiddelbart til venstre herfor.

La nueva política

De to nye partier, Ciudadanos og Podemos, der står til at få henholdsvis 16 og godt 20 procent af stemmerne ved dagens parlamentsvalg, er ganske vist aggressive i kritikken af korruptionen. Men ingen af dem taler patosfyldt om nationen eller dæmoniserer EU. Heller ikke det sidstnævnte og i udgangspunktet venstrepopulistiske parti, der efter det græske eurodrama har skruet voldsomt ned for sin retorik mod Bruxelles og Berlin.

»Sammenlignet med folk som (Donald) Trump, (Marine) Le Pen, (Jeremy) Corbyn eller Nigel Farage, den alkoholiserede leder af UKIP, er (Albert) Rivera og (Pablo) Iglesias (lederne af de to nye partier., red.) både moderate og pragmatiske,« skrev den britiske journalist og spanienskender John Carlin forleden i en klumme og tilføjede:

»Det er værd at bemærke, at hverken Ciudadanos eller Podemos trods den massive arbejdsløshed og den bølge af immigranter, som gennem de seneste 15 år er væltet ind over Spaniens grænser, appellerer til lave stammeinstinkter for at vinde stemmer.«

Tredobbelt generationsopgør

»La nueva política« – en varebetegnelse, som de to nye partier trods deres ideologiske forskelle begge bruger – ser først og fremmest sig selv som et generationsopgør med de konservative og socialister, der gennem de seneste 40 år gradvist har kørt landet i sænk.

Det er i hvert fald den historie, Íñigo Errejón fortæller ved Podemos’ afsluttende valgmøde i Barcelona. Partiets 32-årige næstkommanderende ser endnu yngre ud, end han er, men i denne sammenhæng understreger hans konfirmantagtige udseende blot budskabet.

»Vores bedsteforældre lavede en ny samfundskontrakt i 1978 (den spanske forfatning vedtaget tre år efter diktatoren Francos død, red.). Selv om den ikke var perfekt, gjorde den det muligt at leve værdigt. Men nu må de samme bedsteforældre sige farvel til min generation i lufthavnen, når vi rejser ud for at finde et job, fordi de gamle partier har forrådt dem og lidt efter lidt gennemført et statskup mod deres projekt,« siger Errejón og tilføjer:

»Da vi for fire år siden gik på gaden for at protestere (i forbindelse med de massive demonstrationer, der senere blev kendt som Occupy-bevægelsen, red.), sagde de, at vi bare kunne danne et parti og stille op. Det er det, vi har gjort, og nu ryster de i bukserne.«

Reminder til Merkel

Mødet finder sted i det gamle arbejderkvarter Nou Barris, der ligger i Barcelonas nordlige udkant. Indtil for få år siden ryddede socialisterne bordet her. Nu er beboerne, hvoraf de fleste er indvandret fra andre egne af Spanien, delt mellem de to nye partier.

Ved regionalvalget for nylig gik det spansksindede Ciudadanos af med sejren. Men da boligaktivisten Ada Colau i maj mod alle odds erobrede borgmesterposten som kandidat for det Podemos-alierede Barcelona en Comú, var det også i høj grad takket være Nou Barris.

Colau, der er aftenens hovedtaler, pointerer, at »intet er umuligt – det svære tager bare lidt længere tid«. Forinden har politikere fra hele landet talt på spansk, catalansk og galicisk som illustration af det mangfoldige Spanien, Podemos er fortaler for – og som omfatter national selvbestemmelse for Catalonien. Og kun the special gueststar, den britiske venstrefløjs unge hofteoretiker Owen Jones, der udtrykker sig på engelsk, bliver oversat.

Owen hylder Podemos som frontløber i et fornyet europæisk samarbejde. Og det er i samme ånd, at den valencianske regionalpolitiker Mónica Oltra som den eneste nævner Angela Merkel ved navn. For at minde den tyske kansler om, at demokratiet opstod ved Middelhavets bredder, og at ajourføringen af det også vil komme herfra.

Skidt på fingrene

Nogenlunde det samme sagde Alexis Tsipras, lederen af Podemos’ græske søsterparti, Syriza, da han kom til magten for et lille års tid siden. Efter sommerens nervekrig mod resten af EU måtte han imidlertid videreføre nøjsomhedspolitikken: Et nederlag, som af både Spaniens konservative regering og den socialistiske ditto blev brugt til at fastslå, at også Podemos solgte varm luft. Men selv om tilslutningen til partiet i første omgang faldt, har Syriza-lærestregen været en gevinst, mener Sergi – en ung medicinstuderende, der deltager i mødet for at »få inspiration«.

»Det er risikabelt, når et parti vokser så hurtigt, som Syriza og Podemos har gjort. I Grækenland viste det sig, at ideen om at gennemtrumfe en gældssanering ikke kunne føres ud i livet uden en statsbankerot, som folk ikke var klar til at acceptere. Det har Podemos lært af og modereret sit budskab,« siger Sergi, der modsat flere af de ældre sympatisører, Berlingske taler med, går ind for at tage regeringsansvar med det samme, hvis muligheden byder sig.

»I politik får man skidt på fingrene og bliver nødt til at gå på kompromis. Selv om jeg ikke er vild med socialisterne, foretrækker jeg at støtte dem, hvis det kan forhindre en ny konservativ regering.«

Uden at holde sig for næsen

Der er i mere end én forstand langt fra Nou Barris, som ligger højt oppe på den billige langside af Barcelonas naturlige amfiteater, og ned til Hotel El Palace i centrum af den catalanske hovedstad. Især når man sidder under de enorme lysekroner i hotellets victoriansk indrettede mødesal og spiser morgenmad med et par hundrede erhvervsfolk, administrative chefer og ledere af diverse kulturinstitutioner.

Ikke desto mindre er det langt hen ad vejen de samme budskaber, Ciudadanos-kandidaten Albert Rivera slår fast over for sit eksklusive publikum, da han indledningsvis har glædet sig over, at »spanierne 20. december for første gang i årevis kan stemme uden samtidig at holde sig for næsen«.

For det første skal der muges ud efter de gamle partiers korruption, politiseringen af retssystemet skal stoppes, og partiernes kadaverdisciplin skal afskaffes ved hjælp af en valgreform med åbne lister. Spaniens vigtigste problem er imidlertid ledigheden og de syv millioner lønmodtagere, som ikke tjener nok til at kravle over fattigdomsgrænsen.

Et problem, der ifølge Rivera kun kan løses ved at øge spaniernes kvalifikationer. Det skal ske via en national pagt om uddannelsespolitikken, der gennem årtier har skiftet retning, hver gang en ny regering kom til, mens både lærere og elever blev stadigt mere rundtossede.

Borgerkrigens lange skygge

Hvis det lyder lidt som en scene fra »Borgen«, er det ikke tilfældigt. Ciudadanos’ økonomiske guru, London School of Economics-professoren Luis Garitano, er en erklæret fan af Danmark. Men hvorfor har Albert Rivera, der ligesom flere andre af partiets topfolk indledte den politiske karriere et godt stykke til højre for midten, valgt den skandinaviske samfundsmodel som reference? Hvorfor er alternativet til Spaniens traditionelle højrefløj opstået på midten og ikke i det populistiske rum, hvor eksempelvis Front National stormer frem i nabolandet Frankrig?

»Det handler om 30ernes borgerkrig og om, at frygten for ekstremismen fra dengang lever i den kollektive erindring,« siger politolog Núria González, der stiller op som nummer fem på Ciudadanos’ liste i Barcelona.

»Samtidig er vi et land, der ikke har større problemer med immigrationen, som vi i vid udstrækning har været i stand til at integrere. Folk er klar over, at vi står over for en række problemer, som skal løses, og at det ikke nytter noget at udpege syndebukke,« siger González.

Tilbage ved morgenmadsmødet sætter José Ramón Ruíz, en pensioneret sociolog, samme lange lys på, mens han forsøger at overbevise sig selv om, at Spanien måske for en gang skyld ved dagens valg vil vise sig at være different på den fede måde:

»Dette land har en århundredlang tradition for konfrontation, ekstremisme og fatalisme. Det er en tung arv. Jeg tror og håber, at den kosmopolitiske og langt bedre uddannede generation, som de nye partier repræsenterer, vil være i stand til at kaste den af sig. Det er tid til forandring. Heldigvis.«