Spaniens (vidunderligt) »syge« fodboldkultur

Tegning til Globetrotter, 219-03-2017
Læs mere
Fold sammen

Det var med bittersød forventning, at jeg gik i gang med at tjekke de franske avisers netudgaver. Aftenen forinden havde FC Barcelona sensationelt slået Paris Saint-Germain ud af Champions League med en dramatisk 6-1-sejr. Men knap var jubelbrølet her i byen døet ud, før et lige så højt ramaskrig havde rejst sig med epicenter i Madrid, hvorfra beskyldninger om snyd og hjælp fra en i bedste fald uduelig dommer straks blev sendt af sted mod den catalanske hovedstad. Og hvis reaktionen var voldsom blandt – i teorien – neutrale iagttagere, hvordan ville ofrene for dette angiveligt fodboldhistoriske justitsmord så ikke reagere?

Efter længere tids opmærksom læsning måtte jeg imidlertid give op. Både sportsvisen L’Equipe og de store dagblade fokuserede i deres analyser på Paris-trænerens katastrofale taktiske oplæg og spillernes mangel på mod og mandshjerte. Dommerens indsats blev naturligvis også nævnt, men ingen steder som undskyldning for resultatet. En sand opvisning i sportsjournalistisk fair play og storhed i nederlagets stund, der ret beset kaldte på et dybfølt »Chapeau«.

Alligevel sad jeg tilbage med en flad fornemmelse og småpervers længsel efter blot en anelse morbo.

Syg interesse for personer eller ting; dragning mod ubehagelige begivenheder«.

Sådan lyder det kongelige spanske sprogakademis bedste bud på en definition af dette uoversættelige ord, der ifølge den britiske journalist Phil Ball er omdrejningspunktet for spaniernes fodboldkultur.

I introduktionen til sin klassiske bog om spansk fodbold, der hedder netop »Morbo«, forsøger Ball at indkredse fænomenet med det betændte forhold mellem Real Madrid og FC Barcelona som eksempel.

»Det handler ikke kun om, at de to klubber hader hinanden med chokerende intensitet, men også om at hver kamp tilføjer nye ingredienser. Morbo’en er selvforstærkende og har udviklet sig til en selvregulerende organisme – ligesom et monster fra en sciencefiction-fantasi,« skriver Ball og tilføjer:

»Det ville kræve en ekstremt magtfuld eksorcist at fordrive fænomenet. Forudsat, altså, at parterne på nogen måde skulle være interesseret i det.«

Og det er lige præcis det. Naturligvis bliver man, som en person der nærer visse sympatier for FC Barcelona, rasende, når hovedstadspressen m.fl. trækker en historisk kraftpræstation som sejren over PSG gennem rendestenen. Men samtidig er beskyldningerne om snyd, film og mistænkelig dommerhjælp med til at forlænge fornøjelsen, fordi indebrændt­heden på såvel redaktionerne i Madrid som blandt de mange fans også uden for Spanien, der har et horn i siden på den catalanske klub, forekommer så oplagt. Når Real Madrid samtidig få dage senere, som det skete i sidste weekends kamp mod Betis, får mindst lige så meget »sortklædt« hjælp, er det lige før, man ikke være i sig selv for bare morbo.

Misundelse er som bekendt en grim ting. Det samme gælder for skadefryd. Og det kan virke, ja netop, sygt, at voksne mennesker med en i andre sammenhænge forsøgsvis høj etisk standard lader sig rive med. Der er imidlertid to gode undskyldninger, mindst.

For det første, og især, ved det overvældende flertal af deltagerne i spansk fodbolds gigantiske selskabsleg godt, at det hele bare er for sjov, og ærkefjendskab udarter yderst sjældent til korporlig vold. For det andet er professionel fodbolds syndefald i forhold til principper om ædel kappestrid, hvor man taber og vinder med samme sind, efterhånden en gammel historie – både i Spanien og andre steder.

Hvis man i forvejen accepterer at knytte dele af sin identitet til de ofte skruppelløse multinationale selskaber, som kalder sig fodboldklubber, og et hold bestående af forkælede unge millionærer, ja, så er manglen på sportslig gentlemanship i virkeligheden den mindste af de kameler, man skal sluge. Og vil man ikke det, findes der jo også mere moralsk opbyggelige sportsgrene, eksempelvis rugby, som de mange især nordeuropæiske fair play-fundamentalister kunne kaste sig over.

Imens vil vi andre glæde os til kvart­finalerne i Champions League. De byder ganske vist ikke på clásico mellem FC Barcelona og Real Madrid, sådan som de to klubbers fans havde både håbet og frygtet. Madrilenerne trak i stedet Bayern München, hvilket hovedstads­avisen AS imidlertid straks udnyttede til pr. stedfortræder at stikke en finger i øjet på ærkerivalerne.

Manchester City-træneren Pep Guardiola, der – hvilket i denne sammenhæng er det vigtige – også var manden bag alle tiders største FC Barcelona-mandskab, led for nogle år siden karrierens mest ydmygende nederlag i spidsen for den tyske klub. Bayern blev af Real Madrid lammetævet på hjemmebane. En bedrift, som AS mindedes med en video under overskriften: »Sådan så Peps fjæs ud efter Madrids 0-4 mod Bayern.«

En smule kringlet og ikke ligefrem maksimal morbo, kan man mene. Men lidt har også ret, når lodtrækningsuheldet er ude.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Spanien.