Spaniens version af »Borgen« bliver ikke for tøsedrenge

Udsigten til øget forligsvilje og »danske« tilstande i et parlament uden klare flertal fortoner sig efter premierminister Mariano Rajoys torsdag præsentation af en regering, der uden nævneværdig fornyelse ikke ligefrem indbyder til dialog.

Foto: PIERRE-PHILIPPE MARCOU

Det forekom ellers oplagt. Mariano Rajoy kan ikke længere tromle sin politik igennem med absolut flertal. Der skal forhandles med såvel baskiske nationalister og de liberale centralister fra Ciudadanos som et socialistparti i dyb indre splid, hvilket vil kræve både vilje til dialog og evne til kompromis. Egenskaber, som den konservative leder ikke netop har været kendt for under sin første periode ved magten.

Forventningerne om, at Rajoy på den baggrund ville sætte et yngre og mere samarbejdsvenligt ministerhold, blev imidlertid gjort grundigt til skamme, da Spaniens i mere end én forstand konservative premierminister torsdag aften præsenterede sit nye kabinet efter 10 måneders regeringskrise. Der var nemlig kun få, nærmest obligatoriske udskiftninger.

Jorge Fernández Díaz, der forleden fik en næse for som indenrigsminister at have misbrugt politiet til systematisk indsamling af smuds mod politiske modstandere, røg ud. Det samme gælder den alt andet end diplomatiske nu tidligere udenrigsminister José Manuel García-Margallo. På de tunge økonomiske poster er det derimod business as usual.

Mens det giver mening i forhold til den relativt respekterede finansminister Luis de Guindos, der har erfaring med at tale for sin syge moster i Bruxelles, hvor Kommissionen kræver nye nedskæringer, ligner genvalget af Cristóbal Montoro som skatteminister en direkte provokation. Montoro har flere gange truet både enkeltpersoner og samfundsgrupper med torskegilde, hvis de ikke stak piben ind i deres kritik og protest mod regeringen.

Også den magtfulde vicepremierminister Soraya Sáenz de Santamaría fortsætter på sin post, men det bliver med et vigtigt nyt bijob som ansvarlig for forholdet til Cataloniens separatistiske selvstyreregering. Måske fordi Rajoy vil forsøge at finde en løsning på et problem, som han hidtil har valgt at sylte.

Men i så fald bliver det på egne præmisser, både i dette og andre vigtige spørgsmål. Sammensætningen af den nye regering er et vink med en vognstang om, at premierministeren ikke vil lade sig trække rundt i manegen af skiftende alternative parlamentsflertal. I så fald udskriver han blot et nyvalg, som alle andre end hans konservative PP og venstrepopulisterne fra Podemos er skrækslagne for at tage for øjeblikket.