Spaniens tragiske fabel om æslet, tyren og pingvinen

På den ene side holder de catalanske separatister stædigt liv i planerne om at udråbe en uafhængig stat på tirsdag trods minimal international støtte og finansiel faneflugt. På den anden side nægter en centralregering under pres at forhandle, før enhver snak om splittelse er forstummet. Midt imellem er de mange spaniere, der ser mægling og dialog som eneste løsning. Den kommende uges slutspil bliver en ulige duel mellem æslet og tyren med pingvinen i en ufrivillig birolle.

Tilhængere af spansk enhed leverede søndag en markant stemme i Barcelona med en kæmpemæssige demonstration i protest mod det catalanske selvstyres konfrontatoriske krav om uafhængighed . De catalanske myndigheder anslog antallet til at være omkring 350.000, mens arrangørerne anslog, at antallet var langt højere, og at 930.000 og 950.000 var gået på gaden. En del af demonstranterne var tilrejsende fra resten af Spanien. Foto: Lluis Gene/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da den catalanske separatisme for år tilbage tog fart, valgte man æslet som totem. Det arbejdsomme og udholdende men også legendarisk stædige dyr udgør et perfekt modstykke til symbolikken i den spanske kamptyrs rå kraft og det blinde raseri.

Men efter de seneste ugers dramatiske begivenheder synes kun stædigheden af æselegenskaberne at være tilbage. Hverken den særdeles konkrete knippelsuppe i forbindelse med forrige søndags folkeafstemning eller de billedligt talt voldsomme stokkeslag, som i den forløbne uge fra flere sider er haglet ned over løsrivelsesbevægelsen og den catalanske selvstyreregering, har tilsyneladende kunnet overbevise om det umulige i at fortsætte ad den udstukne rute frem mod uafhængighed.

Modgangen har også vist sig internationalt, selv om de allerfleste medier ganske vist har fordømt politivolden, men på politisk niveau er støtten udeblevet. Det Europa, som den EU-begejstrede selvstyreregering havde sat sin lid til, nægter at påtage sig rollen som mægler. I stedet bliver spage opfordringer til dialog kombineret med skarp kritik af den catalanske enegang.

Samtidig har en række af Cataloniens vigtigste virksomheder med storbankerne La Caixa og Banco Sabadell i spidsen besluttet at flytte deres hovedsæde til andre dele af Spanien af frygt for konsekvenserne af en uafhængighedserklæring og for at lægge pres på selvstyrepræsident Carles Puigdemont.

Især den økonomiske faneflugt gør indtryk i Puigdemonts borgerlige nationalistparti. Men andre dele af løsrivelsesbevægelsen trækker i modsat retning, og ingen tør udelukke, at præsidenten i forbindelse med en debat i selvstyreparlamentet tirsdag aften sætter udråbelsen af en catalansk republik til afstemning.

Den spanske tyr er blevet vækket

Puigdemonts forgænger og mentor, Artur Mas, erkendte fredag overfor Financial Times, at en stat uden kontrol over sikkerhed, retsvæsen og skatteopkrævning ikke er nogen »rigtig« stat. En uafhængighedserklæring vil derfor især være symbolsk, men det forhindrer – i givet fald – næppe centralregeringen i at svare igen med en magtdemonstration.

»Med deres hadefulde budskab har oprørerne vækket den spanske tyr, som repræsenterer essensen af et folk formet gennem århundreder af historiens smeltedigel,« erklærede den spanske regerings repræsentant i Aragón-regionen, Gustavo Alcalde, fredag i en tale.

De seneste ugers begivenheder synes at give ham ret. Hundredtusinder gik lørdag på gaden i en række spanske byer for at kræve respekt for landets enhed, og søndag gennemførte unionistbevægelsen sin hidtil største demonstration i Barcelona. Det sidste skete ganske vist med hjælp af tilrejsende fra andre dele af Spanien. Men det ændrer ikke på, at fremmødet var massivt.

En ny – eller, i nogle tilfælde, gammel – national stolthed har bredt sig fra den spanske højrefløj til store dele af den offentlige opinion. Et tidehverv, som ikke vil gøre det lettere at finde fredelige løsninger på konflikten, fordi selv minimale indrømmelser vil blive opfattet som knæfald for separatisterne.

Ifølge en meningsmåling offentliggjort i den konservative avis La Razón er 53,1 pct. af spanierne – fraregnet catalanerne – tilhængere af, at centralregeringen overtager kontrollen med selvstyret med brug af den spanske grundlovs bestemmelser.

I det konservative regeringsparti er indignationen om muligt endnu større, og skal man tro højreorienterede meningsdannere, overvejer en strammerfraktion at bryde ud og danne et nyt parti i protest imod, hvad de ser som premierminister Mariano Rajoys eftergivende kurs.

Rajoys handlerum er med andre ord stærkt begrænset. I et interview med avisen El País offentliggjort søndag forsikrer han da også, at ethvert forsøg på at »give en uafhængigheds- erklæring form« vil blive forhindret.

Den moderate stemme

Det var La Vanguardia-journalisten og forfatteren Enric Juliana, som for år tilbage introducerede pingvinen som symbol på en tredje vej i Spaniens evindelige konflikt mellem centralmagten og skiftende uafhængighedssøgende regioner. Betegnelsen er lånt fra 1990ernes Jugoslavien, hvor den blev brugt om tilhængerne af at bevare en fælles stat – måske pga. pingvinernes særlige evne til at organisere sig i store kolonier.

Oversat til disse dramatiske dages Spanien og Catalonien er pingviner borgere, der er tilhængere af et fortsat statsfællesskab, og som tvivler på legitimiteten af forrige søndags ulovlige folkeafstemning.

»Men det er også folk, som ikke vil leve i et land, hvor problemerne løses ved at uddele øretæver, og som frygter de seneste ugers begivenheder som en glidebane hen imod en autoritær stat,« skriver Juliana i søndags- udgaven af La Vanguardia efter den første »pingvin«-demonstration dagen forinden.

I en række spanske byer mødte titusinder op foran deres respektive rådhuse, klædt helt i hvidt og uden flag eller bannere. I Madrid fyldte demonstrationen Cibeles-pladsen, hvor Real Madrid normalt fejrer sine triumfer, og også på Plaça Sant Jaume i Barcelona var folkemængden tæt. En bemærkelsesværdig præstation taget i betragtning, at initiativet var opstået spontant via de sociale medier blot en uge forinden og uden anden politisk opbakning end sympatitilkendegivelser fra venstrepartiet Podemos samt enkelte socialister.

»Pingvinerne er demokratisk opdraget. De repræsenterer et Spanien, som sagtens kunne eksistere. Og der er mange flere af dem, end man midt i disse dages alarm og ballade skulle tro,« skriver Juliana.

Men er der nok? Vil pingvinernes sociale intelligens i et politisk terræn, der heldigvis er knap så mineret som i det tidligere Jugoslavien, vise sig stærkere end separatisternes nærmest selvmorderiske æselagtige stædighed og den del af Spaniens folkelige opinion, der har set rødt som en kamptyr? De kommende ugers efter al sandsynlighed historiske begivenheder vil give et fingerpeg om det.