Spanien vil forlade »Hitlers tidszone«

Foto: JAIME REINA

I øjeblikket er Portugal, Storbritannien og Irland de eneste europæiske lande, der befinder sig i den tidszone, som er en time bagud i forhold til Danmark. Men nu får de tre lande muligvis selskab af Spanien.

Den spanske regering vil nemlig foretage en regelændring, der gør op med den tidligere diktator Francisco Francos ønske fra 1940 om at være i samme tidszone som Adolf Hitlers Nazi-Tyskland.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Geografisk set ligger Spanien netop i GMT-tidszonen - altså den samme som Storbritannien, Irland og nabolandet Portugal. Men på grund af Francos ønske blev landet altså en del af GMT +1 med blandt andre Tyskland og Danmark.

Det er Spaniens bekæftigelsesminister, Fátima Báñez, som har givet udtryk for ønsket om at gå tilbage til den oprindelige tidszone.

»Vi ønsker, at vores arbejdsdage skal slutte klokken seks, og for at opnå det, vil vi arbejde på at slå en handel af med repræsentanter fra både virksomhederne og fagforeningerne,« siger Fátima Báñez ifølge Reuters.

I august stemte premiereminister Mariano Rajoys centrumhøjre parti, Folkets Parti, for reformen, der skal sikre ændringen. Samtidig støtter det største oppositionsparti, Socialisterne, også forslaget.