Alt fjerkræ i Spanien skal holdes inden døre på grund af risikoen for fugleinfluenza.

Det skriver Spaniens ministerium for landbrug, fiskeri og fødevarer torsdag i en pressemeddelelse.

Påbuddet gælder for alle fjerkræbedrifter.

Dermed udvides det tidligere påbud, der kun var gældende i de dele af Spanien, hvor der er høj risiko for smitte.

Spanien er det seneste af en række europæiske lande, som har givet ordre til, at fugle i fjerkræopdræt holdes inde.

Frygten er, at fjerkræene bliver smittet af vilde fugle.

I sidste uge udstedte myndighederne i Irland et landsdækkende påbud, der ligeledes betyder, at alle fugle i fjerkræopdræt skal isoleres indenfor.

Lignende påbud er udstedt i Storbritannien, Frankrig, Holland og Belgien.

Inden for EU er Tyskland det land, der er hårdest ramt. Her er ikke et landsdækkende påbud om, at fjerkræbesætninger skal isoleres, men flere delstater har indført krav om isolation.

De tyske myndigheder har registreret 58 smitteudbrud på de tyske fjerkræbesætninger fra 1. august til slutningen af oktober.

Det er mere end en tredjedel af det samlede antal smitteudbrud på fjerkræbesætninger i EU og Storbritannien.

Ifølge Reuters har 15 ud af 27 EU-lande registreret tilfælde af fugleinfluenza på besætninger med fjerkræ dette efterår.

Smitte med fugleinfluenza topper typisk om efteråret, når trækfugle bevæger sig ned gennem Europa. I år har der været et usædvanligt højt antal smittetilfælde, skriver Reuters.

Fugleinfluenza er meget smitsom og har tidligere år ført til omfattende aflivninger på europæiske farme.

Den smitter hovedsageligt ved små dråber eller partikler fra luftveje eller afføring.

I efterårs- og vintersæsonen 2021-2022 måtte Frankrig eksempelvis aflive flere end 20 millioner fugle, som var blevet smittet.

/ritzau/