Spanien indleder efterforskning af fransk terrorist

Læs mere
Fold sammen

Højesteret i Spanien har torsdag indledt en efterforskning rettet mod den franske terrorist, der dræbte fire mennesker i et jødisk supermarked i Paris, Amedy Coulibaly, hans kone, Hayat Boumeddiene, og en tredjepart, der kan have hjulpet Boumeddiene med at flygte til Syrien.

Det oplyser retten ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De spanske myndigheder vil helt konkret kigge nærmere på tidsperioden 30. december til 2. januar, hvor Amedy Coulibaly og Hayat Boumeddiene opholdt sig sammen i den spanske hovedstad, Madrid.

Hayat Boumeddiene menes herefter at være rejst via Tyrkiet til Syrien, mens Amedy Coulibaly rejste til Paris for at udføre terrorangrebet mod det jødiske supermarked. En tredjepart skulle have fulgtes med Amedy Coulibaly tilbage til Frankrig, skriver avisen La Vanguardia ifølge Reuters.

Det spanske indenrigsministerium afviser at kommentere sagen.

BNB