Spanien i pludselig U-vending: Sender missiler til Saudi-Arabien for at redde fabriksarbejdere

Spanien havde egentlig aflyst et våbensalg til Saudi-Arabien, af frygt for at det kunne bruges til at ramme civile. Men regeringen havnede i en knibe mellem spanske skibsværftsarbejdere og det saudiske kongehus – og nu sendes våbnene af sted alligevel.

Hafidh står i den udbombede skolebus, der blev ramt af et saudisk-ledet bombeangreb i august. Hans bror var et af de 40 børn, der mistede livet. Fold sammen
Læs mere
Foto: NAIF RAHMA

En kontroversiel våbenhandel med Saudi-Arabien har givet den spanske udenrigsminister et par travle uger.

Det er mindre end 14 dage siden, at den spanske regering kunne fortælle, at den havde besluttet at annullere salget af 400 laserstyrede missiler til Saudi-Arabien. Regeringen havde undersøgt kontrakten og kunne ikke garantere, at missilerne ikke ville ende med at dræbe civile i Saudi-Arabiens krig i Yemen. Derfor måtte kontrakten til en værdi af 80 millioner kroner rives itu.

End of story, kunne man tro. Men sådan skulle det ikke gå.

Torsdag kunne den spanske udenrigsminister fortælle, at regeringen havde taget endnu et kig på kontrakten. Og denne gang var regeringen altså nået frem til, at den alligevel var nødt til at leve op til aftalen med det saudiske kongehus, skriver avisen The Guardian.

Kovendingen kommer, efter at den spanske regering har været under pres fra flere sider. I den sydspanske by Cadíz var fabriksarbejdere fra det statsejede skibsværft Navantia gået på gaden for at protestere over den aflyste våbenhandel. De ansatte frygtede, at den spanske beslutning ville få Saudi-Arabien til at aflyse en langt større handel med fem krigsskibe til en værdi af 13 milliarder kroner, og at det ville koste mange af dem jobbet.

Den spanske radiostation Onda Cero har spurgt udenrigsminister Josep Borrell, om saudierne virkelig havde truet med at droppe købet af krigsskibe, hvis Spanien droppede den mindre kontrakt. Det kunne Borrell ikke helt afvise.

»Saudi-Arabien ser sine våbenhandler som en del af de generelle relationer,« sagde Borrell til radiostationen ifølge The Guardian.

»Forsvarsministeriet og udenrigsministeriet har talt om det og analyseret det i en uge. Og jeg tror, at vi er nået frem til, at vi er nødt til at leve op til denne kontrakt,« sagde han.

Saudi-Arabien er i disse år verdens næststørste importør af våben og militærudstyr – kun overgået af Indien. Men de vestlige lande, som tjener stort på at sende våben til Saudi-Arabien, er under voldsom kritik fra internationale menneskerettighedsorganisationer. Våbnene bliver brugt i Saudi-Arabiens krig i Yemen, hvor titusindvis af civile er blevet dræbt, og FN advarer om, at Yemen ligner »dommedag«.

Kritikken af de vestlige eksportører er taget til, især efter at saudiske fly bombede en skolebus for få uger siden. 51 mennesker blev dræbt – 40 af dem børn. Siden kom det frem, at den dødbringende bombe var produceret af det amerikanske våbenfirma Lockheed Martin og sendt til Saudi-Arabien efter aftale med USAs udenrigsministerium.

Spanien er den fjerdestørste eksportør af våben til Saudi-Arabien, og de seneste tre år har Spanien scoret mindst fem milliarder kroner på at sende våben til de saudiske havne. Derfor var Amnestys danske generalsekretær, Trine Christensen, også begejstret over, at Spanien ville annullere kontrakten, da Berlingske talte med hende i sidste uge.

Nu er Amnesty ikke længere så glade for den nye, socialistiske spanske regering.

»Skam jer, Spanien, for at beslutte at gennemføre våbensalget til Saudi-Arabien på trods af klare beviser for, at bombeangrebene i tre år har dræbt civile, inklusive mange børn,« skriver Amnesty Internationals katastroferådgiver Donatella Rovera på Twitter.

En FN-rapport har i august fastslået, at både Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og regeringen i Yemen begår så grove krænkelser af menneskerettighederne, at de risikerer at blive dømt for krigsforbrydelser.

Størstedelen af Saudi-Arabiens våbenimport er fra USA, Storbritannien og Frankrig, som ikke umiddelbart har luftet planer om at neddrosle eller bremse salget til Riyadh.

Den spanske dans med Saudi-Arabien kommer, kort tid efter at Canada i august endte i en heftig diplomatisk konflikt med Saudi-Arabien. Den canadiske udenrigsminister havde udtrykt bekymring over, at Saudi-Arabien har fængslet en række kvindelige aktivister. Konflikten førte til, at Saudi-Arabien smed den canadiske ambassadør ud af landet og beordrede alle saudiske studerende til at forlade Canada.