»Sovjet-kommunismen var som en død løve. Men nogen skal jo turde hive den i halen«

4. april er det 30 år siden, at Polen gav kommunismen dødsstødet. I dag er forløbet så kontroversielt, at den polske regering slet ikke har planlagt festligheder i anledning af jubilæet. Berlingske har været i Warszawa og har talt med en af de centrale aktører fra 1989 – om angsten for sovjetiske kampvogne, et bizart bryllup, og om hvordan 1989 påvirker supervalgåret i Polen.

POLAND-WALESA/
»Det var os, der var de første.« Det var den tidligere Solidaritetsleder Lech Walesas budskab, da Europa i 2009 fejrede 20-året for Central- og Østeuropas liberalisering og Berlinmurens fald. Polakkerne turde som de første at gå op imod kommunisterne og banede dermed vejen for Ungarn, DDR, Bulgarien, Tjekkoslovakiet og Rumænien. I 30-året for 1989 mener den polske regering ikke, der er noget at fejre, og anklager Walesa for ikke at have gjort nok op med kommunismen. Fold sammen
Læs mere
Foto: LESZEK WDOWINSKI / Reuters / scanpix

I holder fest i den forkerte by og på det forkerte tidspunkt. Det var den tidligere Solidaritet-leder Lech Walesas budskab, da den store jubilæumsfest for 20-året for 1989 løb af stablen i Berlin i november 2009. Det var polakkerne og ikke østtyskerne, der var kommunisternes sande banemænd. Og derfor burde festen være afholdt i april i Warszawa.

I november 2019 vil der ikke lyde protester fra Polen, når tyskerne igen inviterer til jubilæumsfest. Ifølge den højrenationale regering med partiformand Jaroslaw Kaczynki spidsen er der nemlig slet ikke noget at fejre.

Berlingske har mødt den tidligere talsmand for Solidaritet-bevægelsen, Janusz Onyszkiewicz, til en samtale om at forhandle med kommunister og et spørgsmål fra det hemmelige politi, han aldrig glemmer.

I 2009 protesterede den tidligere Solidaritetsleder og polske præsident Lech Walesa så længe højlydt over Tysklands store 20 års jubilæumsfest for Berlinmurens fald, at Polen blev inkluderet i festen. Arrangørerne stillede store domino-brikker op foran Berlinmuren for at vise, at DDRs revolution også var resultatet af begivenhederne i Polen og Ungarn. Walesa satte dominoeffekten i gang. Fold sammen
Læs mere
Foto: BERTHOLD STADLER.

»Surrealistiske forhandlinger«

»Det var surrealistiske forhandlinger. Vi skulle forhandle med kommunistiske magthavere, der i årevis havde forfulgt Solidaritet-bevægelsen og smidt størstedelen af os i fængsel. Jeg var talsmand for en illegal fagbevægelse og skulle derfor være tilgængelig for pressen. Så jeg kunne ikke gå under jorden,« siger Janusz Onyszkiewicz til Berlingske.

Trods sine 82 år er Onyszkiewicz fortsat aktiv i politik, og hans kontor på Marszalkowska-gaden er spækket med billeder af Solidaritet-ledere som Lech Walesa og landets første frie premierminister, Tadeusz Mazowiecki. Onyszkiewicz var talsmand for Solidaritet fra 1980 til 1989, hvor han blev viceforsvarsminister og senere forsvarsminister.

Janusz Onyszkiewicz (til venstre) var talsmand for Solidaritet fra 1980 til 1989 og blev ikke mindst på grund af sine fremragende engelskundskaber Solidaritet-bevægelsens ansigt udadtil. Her ses han sammen med chefforhandleren ved det runde bord, historieprofessoren Bronislaw Geremek. Begge blev siden medlemmer af Europa-Parlamentet.  Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP / scanpix.

Fængslet af kommunisterne

Onyszkiewicz blev et internationalt kendt navn, da han i 1980 blev talsmand for den første frie fagbevægelse i Polen, Solidaritet. Legaliseringen var resultatet af store protester ved skibsværftet i Gdansk og skabte håb om et mere frit Polen bag jerntæppet.

Allerede i 1981 indførte general Jaruzelski imidlertid krigsretstilstand og forbød Solidaritet. Onyszkiewicz blev fængslet adskillige gange:

»Jeg var konstant inde og ude af fængslet. På et tidspunkt var jeg nødt til at gifte mig i fængslet, da jeg troede, at der ville gå mange år, før jeg kom ud igen. Det var mildest talt et bizart bryllup. Og kommunisterne stjal meget af min ungdom.«

I 1981 satte General Wojciech Jaruzelski en stopper for Solidaritets ageren og indførte en krigsretstilstand. Jaruzelski har siden fremført, at han valgte en »polsk løsning« underforstået, at Sovjetunionen ville have sat kampvogne ind, hvis han ikke havde gjort det. Fold sammen
Læs mere
Foto: JORMA PUUSA / AFP / scanpix.

»Hvad gør I ved os?«

I de lange perioder bag tremmer var der én samtale, der holdt ham oppe. I 1983 var Onyszkiewicz på ny blevet arresteret:

»Da jeg sad og ventede på at blive kørt ud til fængslet, spurgte den ansvarlige fra det polske hemmelige politi pludselig, om han måtte stille mig et spørgsmål. Og så kom det: »Vi diskuterer tit i tjenesten, hvad I vil gøre ved os, når I vinder magten?« Så allerede i 1983 var selv folk i det hemmelige politi overbeviste om, at kommunismens dage på et tidspunkt ville være talte. Det gav mig håb.«

Så sent som i 1988 blev talsmanden anklaget for højforræderi. Det skete efter en tur til USA, hvor han blandt andet mødte USAs præsident, Ronald Reagan, og vidnede for Kongressens udvalg for menneskerettigheder.

»Jeg er ret sikker på, de håbede, at jeg blev derovre, men jeg ville forandre Polen,« siger han i dag.

Forhandlingerne om »det runde bord« i april 1989 fandt sted i Radziwill-paladset i Warszawa. Det var her, den verdensberømte komponist Chopin som barn gav nogle af sine første koncerter, og her Polens præsidenter residerede i mellemkrigstiden. I dag er det igen Polens præsidentpalads. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP / scanpix.

I Radziwill-paladset

Forhandlingerne mellem Jaruzelskis kommunistparti og Solidaritet-bevægelsen i begyndelsen af 1989 fandt sted i Radziwill-paladset, hvor Polens præsident residerede i mellemkrigstiden. Ironisk nok var det også i denne bygning, at Warszawapagten blev underskrevet i 1955.

Efter at Mikhail Gorbatjov var kommet til magten i 1985 i Moskva, blæste der i slutningen af 1980erne pludselig reformvinde gennem Europa. Gorbatjov havde allerede i 1988 ladet de østeuropæiske lande forstå, at han ikke længere ville ty til den såkaldte »Bresjnev-doktrin« og sætte kampvogne ind, hvis landene ville gennemføre reformer. Det var ellers sket i blandt andet Budapest i 1956 og i Prag i 1968.

Det første land, hvor oppositionen kunne presse de kommunistiske ledere til forhandlinger, var i Polen. Bagtæppet for forhandlingerne var fødevaremangel, høj inflation og demonstrationer. Eller som en polak syrligt sagde til den britiske historiker Timothy Garton Ash, der opholdt sig i Polen i 1989: »Vi har haft socialisme siden Anden Verdenskrig, men vi mangler stadig toiletpapir.«

Lech Walesa spillede en central rolle i april 1989. Ifølge Solidaritets tidligere talsmand var det i praksis ofte historieprofessoren Bronislaw Geremek, der fik de store indrømmelser i hus. Fold sammen
Læs mere
Foto: DRUSZCZ WOJTEIC.

I skyggen af sovjetiske kampvogne

»De to parter var enige om, at tingene ikke bare kunne fortsætte. Men hvor kommunisterne troede, at de ved at anerkende Solidaritet kunne gøre os til en del af et reformeret socialistisk system, ville vi ændre hele systemet. Det var vores lære af 1981. Krigsretstilstanden i 1981 var det sidste søm i ligkisten for kommunismen, da Jaruzelski netop kun kunne bevare magten ved at sætte kampvogne ind. I 1989 gik vi derfor efter et helt nyt politisk system. Men vi vidste ikke, hvordan Moskva ville reagere. Vi var ret sikre på, at Bresjnev-doktrinen var død. Men det er som med en død løve. Nogen skal jo turde hive løven i halen for at se, om den nu også er død,« siger Onyszkiewicz.

Janusz Onyszkiewicz blev efter det første frie valg i 1989 udnævnt til Polens viceforsvarsminister. Fra 1992–1993 og igen fra 1997–2000 var han Polens forsvarsminister. Her ses han med Tysklands forsvarsminister Rudolf Scharping (midten) og Danmarks forsvarsminister Hans Hækkerup (S) (til højre). Fold sammen
Læs mere
Foto: JANEK SKARZYNSKI /AFP / scanpix.

Forhandlingerne blev indledt 6. februar 1989 ved et specialkonstrueret rundt bord. 57 personer, inklusive repræsentanter fra den katolske kirke, forhandlede i to måneder.

»Egentlig skulle den store byttehandel have været, at Solidaritet blev lovliggjort mod, at kommunisterne fortsat beholdt størstedelen af magten. Men som forhandlingerne skred frem, var det helt utænkeligt, at Solidaritet ikke blev lovliggjort igen. Så vi endte med at få rigtige mange indrømmelser.«

4. april 1989 blev en 200-sider lang aftale skrevet under. Af den fremgik det, at Polen 4. juni skulle holde »halvfrie« valg. Valget til et genoprettet senat skulle være helt frit, medens kommunisterne på forhånd var sikret 65 pct. af mandaterne i førstekammeret.

Janusz Onyszkiewicz, Solidaritets talsmand

»Vi blev hunderædde, da vi så kampvogne køre ind på Den Himmelske Freds Plads, hvor studerende blev massakrerede. Ville det også ske her? Var løven alligevel kun skindød?«


Jordskredssejr

»Vi troede, vi ville tabe valget i juni med et brag. Valget fandt sted kun tre måneder efter det runde bord. Og vi havde hverken adgang til penge eller medier. Kommunisterne regnede også med, at de ville vinde. Så meget, at de seriøst talte om at ty til valgsnyd for, at Solidaritets nederlag ikke blev for stort.«

Men Solidaritet endte med at vinde en jordskredssejr. Bevægelsen vandt alle pladser i Senatet, bortset fra én, og alle de pladser, de kunne vinde i førstekammeret. På valgnatten og dagen efter udtalte Onyszkiewicz sig imidlertid uhyre afdæmpet:

»Jeg husker, hvordan udenlandske journalister hele tiden spurgte mig, hvor festen var henne. Men vi turde ikke holde fest. Først var vi bange for, at kommunisterne i Warszawa og Moskva ikke ville anerkende resultatet. Dernæst blev vi hunderædde, da vi så kampvogne samme dag køre ind på Den Himmelske Freds Plads, hvor studerende blev massakrerede. Ville det også ske her? Var løven alligevel kun skindød?«

Magtdeling

I stedet for fest og glade udtalelser forsøgte Onyszkiewicz derfor at tale resultatet helt ned. I dag er der Ifølge Onyszkiewicz imidlertid ingen tvivl om, at det var her, kommunismen fik dødsstødet.

»Efter at vi havde vist, at løven var død, blev det væsentlig lettere for de lande, der kom efter os. Og vi viste også, at det var muligt at gennemføre en revolution uden at stille de tidligere magthavere for en standret. De fik derimod en plads i det nye Polen,« siger Onyszkiewicz.

I 1989 og 1990 var der dybest set tale om en magtdeling, hvor Solidaritet ganske vist fik premierministerposten og en stribe ministerier, men hvor kommunisterne beholdt forsvars- og indenrigsministeriet og også fik præsidentposten med Jaruzelski.

I 2005 vandt den højre-nationale Lech Kaczynski fra Lov og Orden-partiet (PiS) præsidentvalget over Donald Tusk fra »Borgerplatformen«, som har rødder i Solidaritet. I 2019 spekuleres der heftigt i, at Donald Tusk, der i dag er formand for Det Europæiske Råd, i 2020 vil forsøge at gøre comeback i polsk politik, når der skal afholdes præsidentvalg. Lech Kaczynski døde i 2010 i et flystyrt. Hans tvillingebror, Jaroslaw, er i dag formand for PiS. Fold sammen
Læs mere
Foto: JANEK SKARZYNSKI /AFP / scanpic.

»En beskidt handel«

Netop det forhold, at det ikke kom til et markant brud med kommunisterne, har siden udviklet sig til én af de mest betændte problemstillinger i det nye Polen.

Polens nuværende mest magtfulde politiker, lederen af »Lov og Orden-partiet« (PiS) Jaroslaw Kaczyński, mener decideret, at det runde bord var udtryk for en beskidt handel mellem Solidaritet og kommunisterne. Ved bordet undgik kommunisterne ikke alene at blive straffet; de fik også sikret sig poster og store økonomiske summer.

Samme holdning indtog den tidligere præsident Lech Kaczyński, der i 2010 omkom ved et flystyrt. Tvillingebrødrene deltog ganske vist selv i forhandlingerne, men brød i starten af 1990erne med Lech Walesa og har siden plæderet for et egentligt retsopgør med kommunismen. De to brødre har også anklaget blandt andre Walesa for at have samarbejdet med det hemmelige politi under kommunismen.

Janusz Onyszkiewicz, Solidaritets talsmand

»Fra Vesteuropa fik vi også hele tiden at vide, at vi skulle fare nænsomt frem og ikke fremprovokere en situation i Moskva, hvor Gorbatjov kunne blive væltet. Vesten led af et bagsædesyndrom, hvor de hele tiden gav os gode råd om, hvor hurtigt eller rettere langsomt, vi skulle køre.«


Andre prioriteter

»Når jeg ser tilbage på 1989, kan jeg godt se, at vi måske burde have nedsat en sandhedskommission og have straffet de skyldige. Men det er altså en efterrationalisering. Da vi forhandlede, var vi helt alene i Central- og Østeuropa. Oppositionen i Ungarn og Tjekkoslovakiet var meget svage og nærmest ikkeeksisterende i Rumænien og DDR. Fra Vesteuropa fik vi også hele tiden at vide, at vi skulle fare nænsomt frem og ikke fremprovokere en situation i Moskva, som kunne føre til Gorbatjovs fald. Vesten led af et bagsædesyndrom, hvor de hele tiden gav os gode råd om, hvor hurtigt, eller rettere langsomt, vi skulle køre.«

General Wojciech Jaruzelski, der her ses ved det første frie valg i 1989, blev senere på året valgt til Præsident af Underhuset. Han gik af i december 1990, da Lech Walesa vandt det første direkte præsidentvalg. Jaroslaw Kaczynski kritiserer blandt andet Solidaritet for, at kommunisterne også efter 1989 fik høje poster. Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIC FEFERBERG / scanpix .

Da de andre østeuropæiske lande fulgte trop med revolutioner, meldte der sig andre problemer.

»Vi havde rigeligt på tallerkenen dengang. Økonomien skulle på fode, Den Røde Hær ud af vores land, og tyskerne skulle i forbindelse med genforeningen anerkende vores vestgrænse. Så et opgør med fortiden havde altså ikke høj prioritet.«

Ingen officiel fest

Jaroslaw Kaczyński har ifølge Onyszkiewicz i høj grad bygget sit politiske projekt op om opgøret med det runde bord:

»Det er hovedårsagen til, at der ikke bliver en markering af 4. april. For dem er der slet ikke noget at fejre. Den egentlige revolution kom først, da Kaczyński-brødrene begyndte at rydde op. Og da der ifølge dem er mange tidligere kommunister blandt dommerne, er det også gået ud over magtens tredeling,« siger Onyszkiewicz med henvisning til EUs verserende sag om retsstaten mod Polen.

Der var store mindehøjtidligheder for Gdansks borgmester, Pawel Adamowicz, der i januar 2019 blev knivdræbt. Det forventes, at mange vil deltage i den markering af det første frie valg i Polen, som borgmesteren planlagde skulle finde sted den 4. juni 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: AGENCJA GAZETA / Reuters / scanpix.

Selv om der ikke bliver nogen officiel fest i Warszawa, håber Onyszkiewicz alligevel, at 4. juni vil blive markeret. Lige inden Gdansks borgmester, Pawel Adamowicz, i januar 2019 blev knivdræbt, havde han inviteret sine borgmesterkolleger til Gdansk. Efter Adamowicz’ død har også formanden for Det Europæiske Råd, polakken Donald Tusk, meldt sin ankomst.

»Hvis oppositionen vinder Europa-Parlamentsvalget få uger før 4. juni, kan der blive tale om en stor politisk manifestation, som kan give de liberale kræfter i Polen ny vind i sejlene op til efterårets parlamentsvalg og det efterfølgende præsidentvalg, hvor Tusk måske stiller op. Selvfølgelig er det ikke lige så skelsættende som i 1989. Men hvis Kaczyński med hans demokratisyn vinder, ser det sort ud for det polske demokrati. Så også i 2019 er der noget at kæmpe for.«