Et flertal i Senatet i den amerikanske delstat South Carolina har tirsdag godkendt et lovforslag, der forbyder abort efter sjette graviditetsuge i langt de fleste tilfælde.

Det stærkt omstridte forslag sendes nu videre til statens republikanske guvernør, Henry McMaster, der ventes at underskrive det og dermed gøre forslaget til lov.

Tirsdagens afstemning fulgte i vid udstrækning de respektive partilinjer. Samtidig stemte Senatets fem kvindelige medlemmer imod forslaget.

Det republikanskstøttede forslag, som forbyder de fleste aborter, før mange kvinder overhovedet ved, at de er gravide, er en revideret version af et tidligere forslag, som blev kendt forfatningsstridigt af delstatens højesteret tidligere på året.

Det reviderede forslag tillader abort op til 12. graviditetsuge, hvis der er tale om voldtægt eller incest. Det giver også mulighed for undtagelse ved såkaldte medicinske akuttilfælde.

»Vi ses i retten,« skrev Planned Parenthood South Atlantic, der kæmper for abortrettigheder i USA, på Twitter straks efter tirsdagens afstemning.

Det er uvist, om det reviderede lovforslag vil blive underkendt af højesteret ligesom tidligere, eftersom South Carolinas højesteret i mellemtiden har fået et nyt medlem, som er mere konservativt end sin forgænger.

I øjeblikket er abort i South Carolina tilladt frem til 22. graviditetsuge.

De fleste andre delstater i det sydlige USA har allerede forbudt abort tidligt i graviditeten.

Det sker, efter at USAs højesteret i juni 2022 omstødte den skelsættende »Roe v. Wade«-afgørelse fra 1973, der gav kvinder ret til fri abort i USA.

Senest underskrev Florida-guvernør Ron DeSantis i midten af april et lovforslag, der forbyder abort i delstaten efter sjette graviditetsuge.

/ritzau/Reuters

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.