Sorte skyer over syrisk fredskonference

Præsident Assads skæbne er det vigtigste, men bestemt ikke det eneste problem i USAs og Ruslands forsøg på at få Syriens stridende parter til forhandlingsbordet.

Flere end fem millioner mennesker er i øjeblikket på flugt fra den blodige borgerkrig i Syrien og lever i midlertidige lejre enten som internt fordrevne eller som flygtninge i nabolandene. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Om ikke andet så er det opmuntrende, at der stadig er liv i USAs og Ruslands fælles forsøg på at stable en fredskonference for Syrien på benene. Initiativet blev lanceret af den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, og hans russiske kollega Sergej Lavrov 7. maj, og i skrivende stund er det langtfra sikkert, at fredskonferencen overhovedet bliver til noget – heller ikke selv om det er USA, verdens førende supermagt, og Rusland med stor indflydelse på det syriske regime, der står bag.

Konferencen skulle oprindeligt have fundet sted inden udgangen af maj, men blev for nylig udskudt til engang i juni, og den helt store knast handler om, hvorvidt det syriske regime med præsident Bashar al-Assad skal træde tilbage, før der kan forhandles en fredsløsning. Det kræver den syriske opposition – eller rettere dele af den internt splittede opposition.

Det krav afvises imidlertid blankt af Assad og hans russiske allierede, men nok så interessant er Kerry enig.

Både den syriske regering og opposition er inviteret, og målet er, at de stridende parter finder sammen og danner en overgangsregering.

Om præsident Assad kan få en rolle i en sådan overgangsregering er de amerikanske og russiske værter til gengæld ikke enige om.

»Det er vores vurdering, at præsident al-Assad ikke vil være en komponent i den overgangsregering,« har John Kerry understreget.

Omvendt har han ikke udelukket, at Assad kan få en fremtid i syrisk politik efter overgangsregeringen, og det er en væsentlig forklaring på, at fredskonferencen kan ende som endnu et diplomatisk fejlskud i det syriske slagtehus.

Assad vil have amnesti

Det er slemt nok, at oppositionen/oprørerne skal slå knuder på sig selv for at forhandle med repræsentanter for Assad – repræsentanter fordi det ifølge diplomater og eksperter nærmest er utænkeligt, at præsidenten selv møder op.

Men kan oppositionen også acceptere, at Assad overlever politisk? Svaret får vi måske 23. maj, når oppositionen tager stilling til den amerikansk-russiske plan.

Inden dette møde vil oppositionsgrupperne i Den Nationale Koalition først »konsultere deres støtter« – altså de stater og kræfter især i landene omkring Den Persiske Golf, der finansierer og forsyner oppositionen og oprørerne.

En tilsvarende skepsis over for fredskonferencen vil der være blandt de af de arabiske stater, der lige fra konfliktens begyndelse har taget ensidigt parti for de syriske oprørere. Det er lande som Saudi-Arabien og Qatar, der sammen med Syriens nabo mod nord, Tyrkiet, for længst fuldstændig har afskrevet Assad og hans regime.

Det samme har i øvrigt Danmark og de andre EU-lande. De arbejder – bortset fra Sverige – målrettet på, at præsident Assad skal retsforfølges ved Den Internationale Straffedomstol, og derfor skal EU-landene sluge store kameler, hvis de skal acceptere, at Assad hænger på politisk efter en overgangsregering.

Den EU-position udelukker dog ikke, at medlemslandene kan støtte, at Assad forbliver på præsidentposten, mens der forhandles fred. Spørgsmålet er så, om Assad vil bide til bolle uden en garanti for at få amnesti.

Kampen vindes på slagmarken

Udgangspunktet er, at de vestlige regeringer nærmest for enhver pris vil undgå at intervenere militært i det syriske blodbad. Derfor vil de formentlig strække sig langt for at bane vejen for en forhandlet løsning.

Det er også USAs præsident, Barack Obamas, motiv for at forsøge sig som fredsmægler sammen med russerne. Obama vil ikke vikles ind i den syriske sump, nu hvor han omsider har fået afviklet krigen i Irak og er hastigt på vej ud af Afghanistan. Heller ikke selv om Obama presses af republikanerne – blandt andre den tidligere præsidentkandidat John McCain, der slår på krigstrommerne:

»Det er fint med mig at holde et møde eller indkalde til en konference, eller hvad det nu er. Men hvis russerne skal være samarbejdsvillige i disse bestræbelser, er der kun en vej frem: Russerne skal fornemme, at Assad er ved at tabe. Det er derfor, vi skal handle før, der afholdes en konference... Det betyder en flyveforbudszone og tunge våben til modstandsbevægelsen,« mener John McCain.

Det synes at være et sprog, som det russiske regime forstår. I hvert fald fortsætter russerne, mens de optræder som fredsmæglere, med at forsyne styret i Syrien med våben. USA er ligesom Israel desuden foruroliget over efterretningsoplysninger om en forestående russisk leverance til Syrien af et avanceret luftforsvar. Og bekymrede på grund af Ruslands beslutning om at indsætte fem-seks krigsskibe permanent i Middelhavet for første gang siden Sovjetunionens sammenbrud.

Hvis man dertil tilføjer, at det syriske regimes anden hovedallierede, Iran, også skal være indstillet på fredsforhandlinger, ser det mildest talt ikke nemt ud. Måske endda helt umuligt, som den amerikanske tænketank Stratfor konkluderer i en analyse af det ellers hårdt tiltrængte fredsforsøg:

»I sidste ende er det her en kamp, der afgøres på slagmarken i Syrien, ikke i en diplomatisk forhandling ført af fremmede magter.«