Soldaters rapport om Gaza-krig vækker opsigt

Iraels hær og en række politikere afviser ny rapport, der beskylder hæren for tillade dødelige angreb mod civile under Gaza-krigen i 2014.

En ny rapport påpeger, at Israel gik hårdt til værks under bombardementerne af Gaza i 2014, hvilket blev direkte årsag til de mange civile dræbte. Fold sammen
Læs mere
Foto: THOMAS COEX
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Konklusionen i den seneste 240 sider lange rapport fra den israelske organisation »Breaking The Silence« – Bryd Tavsheden – er ikke til at tage fejl af:

For at mindske tabstallet blandt de israelske soldater under krigen, gik de israelske soldater massivt og hårdt til værks. En militær doktrin, der ifølge »Breaking The Silence« er direkte årsag til de høje civile tabstal på den palæstinensiske side.

Rapporten, der har fået massiv omtale i Israel, omfatter flere end 60 forskellige udsagn fra soldater med forskellig rang og fra forskellige enheder. Flere internationale medier, inklusive Berlingske, har mødt og talt med nogle af vidnerne, som af frygt for retsforfølgelse i Israel ikke ønsker at stå frem med navn og rang.

Dagbladet Israel Hayom, der har ry for at være premierminister Benjamin Netanyahus talerør, fører an i kritikken af rapporten: »Dem, der er uenige med Israels ledere, har ingen ret til at komme med uhyrlige påstande mod dem, der sætter livet på spil for at forsvare landet,« skriver en kommentator således i dagbladet.

Organisationen NGO Monitor beskylder »Breaking The Silence« for at rekruttere sine vidner med støtte fra europæiske donorer, der kun har til formål at kritisere Israel.

I en kommentar i dagbladet Israel Hayom, siger tidligere generalstabschef Benny Gantz at den næste krig i Gaza vil blive endnu mere voldsom, og at den israelske hær overholdte alle internationale og moralske forpligtelser under krigen.

Israels hær har nægtet at kommentere rapporten og angriber i stedet »Breaking The Silence« med beskyldninger om, at organisationen »nægter at dele oplysninger med militæret på en måde, der kan resultere i et ordentligt svar«.

»Det militære system har fejlet«

Yehuda Shaul, en af organisationens medstiftere afviser blankt hærens påstand og siger, at »Breaking The Silence« allerede 23. marts 2015 tog kontakt til den israelske hærs generalstabschef for at give hæren tid til at forberede et svar.

»Vi gav hæren mulighed for at se rapporten, længe inden vi gav den til medierne, fordi vi mener, at problemet er en soldat her og der, men at hele det militære system har fejlet,« siger Yehuda Shaul.

Han afviser også hærens standardkritik, der går på, at »Breaking The Silence« benytter sig af anonyme vidner.

Under Gaza-krigen, der varede 50 dage i juli og august 2014, døde mindst 2.100 palæstinensere. Israel fastholder, at mere end halvdelen af de døde var militante palæstinensere. FN og palæstinenserne selv mener omvendt, at størstedelen af de døde var civile.