Soldater dømt for drab og voldtægt i Sydsudan

Ti soldater er kendt skyldige i drab på en journalist og voldtægt af hjælpearbejdere på et hotel i Sydsudan.

Ti soldater er kendt skyldige i drab på en journalist og voldtægt af hjælpearbejdere på et hotel i Sydsudan. Fold sammen
Læs mere

En militærdomstol i Sydsudan har torsdag idømt ti soldater lange fængselsstraffe for et angreb mod et hotel i hovedstaden Juba for to år siden.

Under det flere timer lange angreb plyndrede soldaterne Terrain Hotel og voldtog fem hjælpearbejdere, både sydsudanske og internationale, og dræbte en lokal journalist.

Det ses som et af de værste angreb mod hjælpearbejdere under Sydsudans langvarige borgerkrig.

Angrebet skete den 11. juli 2016, hvor præsident Salva Kiirs regeringsstyrker havde vundet et tre dage langt slag, som de udkæmpede mod oppositionsstyrker i Juba.

Vidner har fortalt, hvordan soldaternes angreb på Terrain Hotel stod på i flere timer.

Ofrene ringede til FN's fredsbevarende styrker, der befandt sig omkring halvanden kilometer derfra, og bad om hjælp. Men der kom ingen FN-soldater til undsætning, har vidnerne fortalt.

FN-missionens militære leder i Sydsudan, den kenyanske generalløjtnant Johnson Mogoa Kimani Ondieki, blev efterfølgende fyret.

Retsopgøret blev set som en test på, om præsident Kiirs regering ville stille de pågældende soldater til ansvar for deres forbrydelser.

Militæret er blevet beskyldt for en række grove overgreb, uden at nogen er stillet til ansvar.

11 soldater var tiltalt i sagen. Af dem blev ti idømt fængselsstraffe mellem syv år og livstid.

Regeringen blev dømt til at betale 4000 dollar (omkring 25.000 kroner) i erstatning til hvert af voldtægtsofrene.

Desuden skal regeringen betale 51 stykker kvæg til de efterladte efter den sydsudanske journalist, der blev dræbt under angrebet, har domstolen afgjort.

Ejeren af Terrain Hotel skal have 2,2 millioner dollar (cirka 14 millioner kroner) i erstatning for ødelæggelse og plyndring af hotellet.

/ritzau/Reuters