Søndagens skæbnevalg i Østrig kan trække Europa mod højre

Præsidentvalget i Østrig kan blive startskuddet til et europæisk højreskred, der vil ryste etablerede regeringspartier.

Det er overvejende sandsynligt, at Østrig med Norbert Hofer som præsident som det første EU-land nogensinde vil få et statsoverhoved fra det yderste højre. (AFP PHOTO / JOE KLAMAR) Fold sammen
Læs mere
Foto: JOE KLAMAR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når Østrig søndag skal vælge ny præsident, vil stats-og regeringscheferne i Berlin, Paris og en lang række andre europæiske hovedstæder skæve i retning mod Wien med lige dele nervøsitet og spænding.

Det er nemlig overvejende sandsynligt, at Østrig med Norbert Hofer som præsident som det første EU-land nogensinde vil få et statsoverhoved fra det yderste højre. I Tyskland og Frankrig, hvor de etablerede partier også mærker presset fra højre, frygter ledende politikere, at en valgsejr til Hofer fra det østrigske frihedsparti kan blive et forvarsel om tilsvarende tab af magt og indflydelse til stærkt indvandringskritiske og stadig mere selvbevidste partier som Alternative für Deutschland og Front National.

Trods fraværet af pålidelige meningsmålinger peger østrigske medier på Hofer som vælgernes favorit til posten som præsident. Det er naturligvis hans skarpe holdning til flygtningekrisen, der har sendt Norbert Hofer på sejrskurs mod det østrigske præsidentpalads i Hofburg

.

Ved præsidentvalgets første runde overraskede den 45-årige Hofer nemlig ved at opnå 35 pct. af stemmerne, mens hans modkandidat, den 72-årige venstreliberale økonomiprofessor Alexander van der Bellen fra Østrigs grønne parti fik 21,3 pct. af stemmerne.

Vælgerne straffede ved samme lejlighed de etablerede partiers opstillede kandidater. Alligevel håber både konservative og socialdemokratiske østrigere på en sejr i sidste øjeblik til Hofers modkandidat.

Gevaldigt nederlag

En sejr til Norbert Hofer vil først og fremmest være et gevaldigt nederlag til de to østrigske regeringspartier, socialdemokraterne og det konservative ÖVP, der siden præsidentvalgets første runde har lidt under vælgerflugt og interne stridigheder.

Efter præsidentvalgets første runde valgte den socialdemokratiske forbundskansler, Werner Faymann, der trods heftige asyl­stramninger siden årsskiftet ikke har formået at overbevise den indvandringsskeptiske østrigske befolkning, at træde tilbage som regeringsleder.

Hans efterfølger, Christian Kern, skal nu forsøge at vinde vælgernes tillid inden det afgørende parlamentsvalg i 2018. At forhindre et fremtidigt tab af regeringsmagten til FPÖ kan blive en særdeles vanskelig opgave for Kern, der i tilfælde af en sejr til Norbert Hofer skal balancere den østrigske flygtningepolitik mellem EUs krav om solidaritet og en stærkt flygtningekritisk præsident.

I løbet af sin valgkamp har Hofer gentagne gange understreget, at han ønsker at tilføre en »ny forståelse« af det sædvanligvis rent ceremonielle østrigske præsidentembede. Norbert Hofer vil med andre ord ikke udelukke at udnytte sine præsidentielle beføjelser til at opløse den nuværende regering og udskrive nyvalg i Østrig. Hofer vil med egne ord forsvare Østrig mod en »ny folkevandring«.