Det er endnu for tidligt at genåbne Storbritannien.
Sådan lød det fra den konservative premierminister, Boris Johnson, da han søndag fremlagde en plan for landets genåbning i en direkte TV-transmitteret tale til nationen.
Alligevel var der mandag trafikpropper på motorvejen mod London, og busser og metroer blev overrendt af briter, der troede, de skulle møde på arbejde igen, skriver Daily Mail.
Trafikkaosset understreger nøjagtigt den kritik, som premierministeren omgående fik, efter han havde været på TV med sin genåbningsplan. For den blev kaldt både uklar og forvirrende, skriver The Guardian.
Boris Johnson forklarede søndag, at briterne må vente til 1. juni, inden skoler og virksomheder kan begynde at åbne, og først til juli kan cafeer, restauranter og religiøse institutioner genåbne, såfremt de fortsat kan håndhæve strenge regler om social afstand, skriver BBC.
Men samtidig fremlagde premierministeren også en række umiddelbare lempelser af den hidtil seks uger lange nedlukning. Lempelser, som altså kan træde i kraft allerede nu – men kun i England.
Ansatte, der ikke kan udføre deres arbejde hjemmefra – såsom bygningsarbejdere – opfordres til at vende tilbage til arbejdet mandag, hvis de kan, og anbefales at undgå offentlig transport.
Folk må igen gå udenfor flere gange om dagen for at træne eller tage på vandreture, spille golf eller tennis, så længe de kun gør det med medlemmer af deres egen husstand.
Folk må også mødes med ét andet medlem af en anden husstand udenfor, hvis de vil træne sammen eller sidde ned sammen, skriver The Guardian.
Samtidig øges bødestraffen imidlertid til dem, der bryder reglerne. Nu kan man risikere en bøde på 850 kroner, hvis man bryder reglerne én gang. Bryder man reglerne to gange, bliver bøden fordoblet, og gør man det mere end to gange, kan man risikere bøder på helt op til 27.000 kroner, skriver The Guardian.
Det var opfordringen til fabriks- og bygningsarbejdere om at vende tilbage til arbejdet, der mandag skabte trafikkaos og forvirring i London, skriver Daily Mail. Arbejderne, der havde fået det indtryk, at de nu skulle vende tilbage til arbejde, var imidlertid for tidligt ude.
Det præciserede udenrigsministeren Dominic Raab onsdag, da han sagde til de britiske medier, at det først er på onsdag, at arbejderne skal vende tilbage.
Forvirringen har fået hård kritik af den nyudpegede Labour-leder, Keir Starmer:
»Jeg tror det, som folk virkelig ønskede i aften, var klarhed og konsensus, men jeg synes, hverken vi har fået det ene eller det andet,« siger han blandt andet til britiske medier:
»Vi har ikke fået retningslinjer for, hvordan det skal foregå (når folk skal vende tilbage til arbejde, red.), og vi ved ikke, hvordan det skal fungere med offentlig transport, så der er en masse spørgsmål, der rejser sig ud af det her,« siger han ifølge The Guardian.
Også fra Boris Johnsons politiske kollegaer i Skotland, Wales og Nordirland har der lydt kritik af planen.
Nicola Sturgeon, der er førsteminister i Skotland, har således undsagt Boris Johnsons lempelser af udgangsforbuddet og gjort det helt klart, at folk i Skotland fortsat skal blive hjemme.
Skotterne må således fortsat ikke »solbade, tage på picnic eller grille« i det gode vejr, slog Sturgeon fast. Hun kalder Boris Johnsons plan for både »vag« og »upræcis«.
Mark Drakeford, som er førsteminister i Wales, har også understreget, at udgangsforbuddet altså stadig gælder i Wales – og i øvrigt gjort det klart, at skolerne i Wales ikke kommer til at genåbne fra 1. juni, sådan som Boris Johnson ellers annoncerede søndag, skriver The Guardian.
Fra Nordirlands sundhedsminister lyder i øvrigt en klar opfordring til nordirerne om fortsat at blive hjemme.