Søges: Ydmyg frontfigur med karisma

I denne uge skal EU udpege en ny »præsident«. Det er et job, der kræver sin mand – eller måske snarere kvinde – og den afgående formand for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, fik en ublid start.

Herman van Rompuy skal afløses som formand for Det Europæiske Råd. Er Helle Thorning- Schmidt fortsat i spil? Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Belgieren Herman Van Rompuy fik ingen blid medfart, da han i januar 2010 trådte til som formand for Det Europæiske Råd og dermed i realiteten blev EUs første præsident.

Under sit første møde i Europa-Parlamentet måtte Van Rompuy finde sig i at blive kaldt en mand med karisma som en våd gulvkuld og med et udseende som en lavt rangerende bankassistent af Nigel Farage – lederen af det britiske, euroskeptiske UKIP-parti.

Også blandt føderalister var der skuffelse. Den tidligere franske præsident, Giscard d’Estaing, sukkede, at man burde være gået efter en rigtig ledertype i stedet for en, der i bedste fald var middelmådig.

Men til november, efter fem år på posten, kan »Mr. Nobody«, som Van Rompuy også blev kaldt, under bred applaus trække sig tilbage til sin store hobby: Japanske haiku-digte.

Ironisk nok formåede manden med den imponerende, uofficielle titel som EUs præsident at gøre beskedenhed til sin helt store styrke. Han rejste EU rundt mindst en gang om året for at fornemme den lokale folkestemning, men gav yderst sjældent interviews. Det første til skandinavisk presse kom dette forår.

Fokus på fælles mål

Og det er denne evne til at skabe enighed mellem 28 statsledere uden at havne på den laveste fællesnævner og uden at kræve personlig anerkendelse for arbejdet, der har gjort den tidligere belgiske statsminister til en solid støtte for såvel store som små lande.

Aftalen fra 2013 om EUs budget, hvor Van Rompuy bidrog til at fastholde fokus på fælles mål om forskning og videnskab i stedet for at bruge midlerne til at lukke munden på de mest højtråbende lande, er ét eksempel.

Lige nu er valget af Van Rompuys afløser et af de varmeste emner i EU, og ikke mindst i Danmark, fordi statsminister Helle Thorning­-Schmidt (S) gang på gang nævnes som favorit til posten.

Tre vigtige roller

Der er god grund til postyret.

Siden Lissabon-traktaten i 2009 oprettede stillingen for at skabe mere sammenhæng på tværs af EUs roterende formandskaber er den blevet en af de mest eftertragtede – kun overgået af posten som kommissions­formand. Stillingen kaldes ofte for EUs præsident, men den dækker mere præcist over rollen som fast formand for Det Europæiske Råd, som er det forum, hvor EUs statsledere mødes for at lovgive om EUs udvikling.

De første fem års erfaring har vist, at en EU-præsident bør mestre mindst tre roller:

1 Neutral mægler

En formand, der opfører sig som EUs 29. medlemsland, vil lynhurtigt blive marginaliseret. Van Rompuy har selv defineret sin rolle som koordinator og kompromisskaber. I forbindelse med hvert topmøde er det formanden, der forbereder dagsordenen og de beslutninger, der skal opnås enighed om.

Det er også ham eller hende, der har overblik over alles standpunkter og vurderer, hvornår der skal gives efter for nationale særinteresser, og hvornår der skal køres på i fællesskabets interesse.

Det giver stor indflydelse at være leder af slagets gang. Men hvis formanden ikke ses som en troværdig mægler, skal især de store medlemslande nok sørge for sig selv. Van Rompuy har engang i mellem måtte se sin position udfordret – for eksempel når Tyskland og Frankrig på egen hånd har sendt »forberedende materiale« til alle hoved­stæder forud for et topmøde og derved kapret dagsordenen.

Men generelt er det lykkedes belgieren at indfri forventningerne til formandens mægler­rolle, og det har i stigende grad været ham, landene har henvendt sig til for at få noget på dagsordenen. Blandt andet er hans navigationsevne blevet hyldet i forbindelse med EUs respons til den græske gældskrise og i udformningen af EUs finanspagt.

2Diplomat

I 1970 stillede USAs daværende udenrigsminister, Henry Kissinger, et simpelt spørgsmål, der har hjemsøgt det europæiske fællesskab lige siden: »Hvad er jeres telefonnummer?«

Med Lissabon-traktaten og etableringen af EUs Udenrigstjeneste håbede man, at problemet var løst. Men sådan er det ikke gået. For eksempel stod kommissions­formanden, EU-præsidenten og Udenrigs­repræsentanten alle tre i kø, da EUs associerings­aftale med Ukraine forleden skulle undertegnes – mens kommissærerne for handel og naboskabspolitik kiggede misundeligt på.

Dette interne spil om ekstern synlighed skal en EU-præsident, der er statsledernes direkte repræsentant, kunne mestre for ikke at rykke ved den skrøbelige kompetencefordeling i Unionen.

3Samlingsfigur

Europa-Parlamentsvalget i maj understregede endnu en gang, at EU ikke har fundet en sikker opskrift på folkelig opbakning. Og mere end nogen politisk eller økonomisk krise kan denne euroskepsis vise sig at blive den største udfordring for en kommende formand.

Fra traditionelle integrationsstøtter som Holland og Italien, over flere øst- og central­europæiske lande med gryende nationalisme, til Storbritannien, der har varslet folkeafstemning om fortsat medlemskab, vil EUs medlemslande i stigende grad kræve grænser og forståelse for nationale særheder.

Den kommende præsident vil blive bedømt for sin evne til at agere samlings­figur i en union, som samtidig i stigende grad afkræves at kunne levere konkrete resultater, der gavner borgerne.

Usynligheden gav anerkendelse

Kan egenskaber som beskeden mægler, verdensmand og karismatisk folkefigur forenes i én og samme person? Van Rompuy var afgjort mest mægler, mindre verdensmand og mindst folkefigur. Han var den usynlige kæmpe, og det gav ham stor anerkendelse.

Men for hans arvtager kan det vise sig at få større betydning at kunne vække genkendelse og tillid blandt Europas befolkninger – med karisma som en leder og udseende som en forsoner.

Catharina Sørensen er forskningschef ved Tænke­tanken EUROPA. Hun er ph.d. i stats­kundskab fra Københavns Universitet (2007) med fokus på dansk euroskepsis. Catharina Sørensen har tidligere arbejdet for EUs Udenrigstjeneste, Europa-Kommissionen, Udenrigs­ministeriet samt ved Dansk Institut for Inter­nationale Studier.