Socialisten der vil have kvinderne i køkkenet

Kvindernes sande plads er i hjemmet, mener Oskar Lafontaine, formand for det tyske venstrefløjsparti Die Linke. Hermed skaber Lafontaine, der engang var formand for SPD og finansminister, igen blæst og sætter sin politiske fremtid på spil.

Oskar Lafontaine, her med hustruen Christa Müller pænt i baggrunden, er 63 år og en af Tysklands farverigeste politikere. Hans gamle partifælle Gerhard Schröder skriver i sin biografi, at det urolige sind kan hænge sammen med et attentat, der sårede ham alvorligt 1990. Lafontaine var dengang socialdemokratisk kanslerkandidat. Han tabte til den borgerlige Helmut Kohl, og SPD fik sit dårligste valgresultat siden 1957. [Note] Nu er han formand for venstrefløjspartiet Die Linke. <br>Arkivfoto: Wolfgang Rattay/Reuters Fold sammen
Læs mere

BERLIN: Oskar Lafontaine er Tysklands svar på Skrækkelige Olfert. Han har været i politik i mere end fyrre år, men er aldrig blevet grebet i at have en mening længe ad gangen. Han er en af nationens mest begavede populister, men fire år som formand for det socialdemokratiske SPD er det mest bestandige, han har kunnet drive det til på landsplan. Han var kansler Gerhard Schröders første finansminister, men efter fem-seks måneder flygtede han, først ud af regeringen og Forbundsdagen, siden ud af partiet.

Nu er han i vælten igen. Han er formand for den nye venstrefløjsbevægelse Die Linke, som til dels består af gamle kommunister fra DDR-tiden. Den er som Enhedslisten med slips. Og er allerede blevet grundigt træt af Lafontaine, knapt tre måneder efter han blev valgt som leder.

Årsagen er Lafontaines nye interesse, hjemmegående husmødre. Sammen med sin tredje kone, Christa Müller, har Lafontaine ladet forstå, at kvinders sande plads er i hjemmet. For mange kvinder, mener han, er erhvervsarbejde kun »en upopulær gerning, andre bestemmer over, og som man presses til for at sikre sin egen eller familiens eksistens«. Lafontaine har også erklæret sig enig med Augsburgs konservative, katolske biskop Walter Mixa, der for nylig kritiserede Tysklands borgerlige familieminister Ursula von der Leyen. Mixa angreb ministerens planer om at udbygge forbundsrepublikkens beskedne dagplejesystem. Hun var kun ude på at sluse veluddannede kvinder hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet, tordnede Mixa. Hans antydning af, at udearbejdende mødre var ukristelige, var af en sådan karakter, at andre biskopper tog afstand fra den.

Men ikke Lafontaine. Han planlægger at vende tilbage som ministerpræsident for Saarlandet ved valget i den lille delstat 2009. Saarlandet er katolsk, og derfor håber han at trække stemmer med sin familiepolitik, siger tyske analytikere. Lafontaine var ganske vist regeringschef her fra 1985 til 1998, men dengang havde han det store SPD i ryggen. Nu er han alene, for Die Linke er ikke synderlig stærk i Vesttyskland.

Knas på linjen
Problemet for Lafontaine er, at han har det med at glemme, at et parti ikke kun består af formanden. Die Linke betragter sig som progressivt, og mange af vælgerne kommer fra Østtyskland, hvor stort set alle kvinder var på arbejdsmarkedet. De synes, at den vesttyske tradition, der tilsiger, at moderen tager sig af børnene i hvert fald de første år, er forældet. Kvinder, der har lyst, skal kunne have et job, små børn og en institutionsplads.

Det er denne linje, som Lafontaine bryder. Medlemmer af Die Linke i Forbundsdagen sukker, at de er mere enige med den borgerlige von der Leyen end med deres egen formand. De kan heller ikke forstå, at veteranerne i partiledelsen, Gregor Gysi og Lothar Bisky, der begge var tro kommunister i DDR, ikke siger noget. I dag er der chefmøde, og Lafontaine må forklare sig. Han er en god taler, men sammenlignes ofte med Napoleon. Den lille franskmand fik et ydmygt endeligt. Måske er også Lafontaines dage som partiformand for Die Linke talte. Heldigvis har han en god pension og er kendt for at skrabe penge sammen. Ellers måtte hans kone på arbejde og deres lille søn på fritidshjem.