Socialdemokraterna styrtdykker i Sverige

Opbakning til Socialdemokraterna styrtdykker efter formanden Håkan Juholts sager om ulovlig offentlig støtte.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Socialdemokraterna i Sverige er i krise, efter partiet i flere uger har været plaget af negativ omtale på grund af en række sager, hvor formanden Håkan Juholt har modtaget ulovlig kørselsgodtgørelse og boligtilskud.

En meningsmåling i avisen Svenska Dagbladet (SvD) viser, at støtten til Socialdemokraterna på blot en uge er gået fra 35 procent til 26,9 procent.

- Jeg havde ventet, at det ville kunne ses i tallene. De bekræfter selvfølgelig, at mange er rigtig skuffede over Håkan Juholt. Han er formand og dermed vores fremmeste repræsentant, siger Socialdemokraternas partisekretær, Carin Jamtin, til SvD.

I sidste uge droppede svensk politi at gennemføre en forundersøgelse af Juholts ulovlige bidrag, og under hele sagen har formanden fastholdt, at han modtog pengene uden at vide, at det var ulovligt.

Carin Jamtin siger, at nu må Juholt ud til befolkningen og forklare sagen.

- Der findes kun virkelig hårdt arbejde fremadrettet - der er ingen genveje til at genvinde tilliden. Vi må tilbage til en situation, hvor vi igen kan tale om politik, siger hun.

De seneste dage har der været flere rygter om, at Socialdemokraterna vil skifte ud i ledelsen, men det afviser Jamtin.

- Der er ingen, som forlader ledelsen. Vi skal forstærke den på forskellig vis, siger hun.

Fredag i sidste uge holdt ledelsen i Socialdemokraterna krisemøde for at afgøre Juholts skæbne, og der var flertal for at beholde ham som formand.

/ritzau/