Snowden-asyl skaber iskold luft mellem USA og Rusland

Det Hvide Hus raser over russisk beslutning om at give Snowden politisk asyl. Obama overvejer deltagelsen i G20-møde i Rusland.

Snowdens asyl i Rusland har skabt et anstrengt forhold mellem amerikanerne og russerne. Foto: The Guardian Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Hvis ikke amerikanerne var klar over det i forvejen, så stod det i går klart: Forholdet mellem den amerikanske præsident, Barack Obama, og hans russiske kollega, Vladimir Putin, er tæt på frysepunktet.

Hvad, man har kunnet spore under de sidste møder mellem de to statsledere, blev tydeligt, da Rusland gav USAs mest eftersøgte person, Edward Snowden, politisk asyl i mindst et år. Som et yderligere slag i ansigtet på Obama-administrationen gav de russiske myndigheder ham ovenikøbet alle rettigheder til at rejse rundt, som han vil. Dermed er måneders amerikanske bestræbelser på at få udleveret Snowden til retsforfølgelse i USA kuldsejlet med alvorlige konsekvenser for det amerikansk-russiske forhold. Reaktionen fra Det Hvide Hus kom også prompte. Obamas talsmand sagde, at Obama overvejer deltagelsen i G20-topmødet i Rusland i september. Andre møder kan også blive aflyst.

Asylsagen kunne ikke komme på et værre tidspunkt for den amerikanske præsident – dagen efter at Senatet holdt en høring om den amerikanske efterretningstjeneste NSAs overvågning af amerikanske statsborgere, som Snowden afslørede omfanget af, og det britiske dagblad The Guardians offentliggørelse af, at NSA er gået videre end hidtil kendt med overvågningen med et nyt computersystem ved navn »XKeyscore«.

At den russiske regeringstalsmand ovenikøbet forsøgte at gyde olie på vandene ved at sige, at Snowdens asyl næppe får betydning for det amerikansk-russiske forhold, fordi »Snowden ikke betyder noget særligt« var et udsagn, der fik sindene i kog i Det Hvide Hus. Eksperter sammenligner situationen med tiden lige efter det daværende Sovjetunionens invasion af Afghanistan, hvor forholdet var på lavpunktet. Snowden anses ikke for at være en ligegyldig person i Washington, hvor der de seneste uger har været arbejdet på højtryk for at få ham udleveret til retsforfølgelse. Nu er den mulighed udtømt. I hvert fald foreløbig.

»Det her er særdeles alvorligt, og det vil givetvis få konsekvenser for forholdet til Moskva. Selv om både USA og Rusland har store interesser i at holde gode forbindelser til hinanden og samarbejde f.eks. om kampen mod international terror, så er det her meget alvorligt. Obama er nødt til at reagere på denne ydmygelse,« siger en udenrigspolitisk kilde i Washington til Berlingske.

TV: Hvide Hus er skuffet over asyl, men amerikanernes reaktion er blandet

Putin og Obama har ikke noget at tale om

Obama er stærkt presset på hjemmefronten, fordi overvågningen af amerikanske statsborgere ikke er aftaget i hans præsidentperiode. Tværtimod har Obama-administrationen i en lang række tilfælde vist sig lige så offensiv i overvågningen som under forgængeren George W. Bush. Dertil kommer en lang række sager, hvor journalister er blevet overvåget, og endelig er der sagen mod den amerikanske soldat, Bradley Manning, der er kendt skyldig i spionage. Denne sag har også sat spørgsmålstegn ved en række fundamentale rettigheder for journalister og redaktører, der har øget presset på Obama.

Nogle af republikanerne med senator Lindsey Graham i spidsen har tidligere krævet, at USA boykotter vinter-OL i Rusland til februar næste år – noget der dog afvises som totalt urealistisk.

Obama og Putin har ikke været på talefod i længere tid. Der var en lille optøning undervejs efter terrorbombningerne i Boston, hvor russerne hjalp med oplysninger. Men det varede kort, og ved det seneste G8-topmøde i Dublin stod det klart, at de to statschefer ikke har meget at tale om. Hverken i deres bilaterale forhold eller når det drejer sig om at få løst internationale kriser som den i Syrien.