Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Et firma fra Canada var først ude med ideen om at sælge ren luft på flaske i Kina. Luft direkte fra Rocky Mountains. Siden fulgte et australsk foretagende trop, mens tre nordmænd er de seneste i rækken af forretningsfolk med luft til salg. Denne gang fra Lysefjorden – indsamlet i store beholdere og efterfølgende puttet på flasker og solgt for 130 kroner stykket.
At der overhovedet findes et marked for den slags, er et tragisk resultat af virkeligheden i Kinas smogramte byer. Især i landets nordlige egne er luftkvaliteten i perioder decideret sundhedsskadelig. Det gælder også for Beijing. Derfor er det et noget overraskende forretningskoncept, der nu har set dagens lys som en billigere, lokaludviklet variant.
Beijing Luft står der på dåsen. »Kvælningsfare« lyder en advarsel skrevet med småt. Der er ikke så mange dikkedarer. Dåsen indeholder luft af tvivlsom kvalitet fra smogfyldte himmelstrøg. Og hvor de udenlandske flasker er smart designet og med komprimeret luft i litervis, er Beijing-udgaven i et helt normalt dåseformat med 320ml. Til gengæld er den billig – 28 kroner for en flaske.
Beijing Luft er blot det seneste forsøg på at lave grin med et ellers alvorligt emne. Tyk sarkasme og spydige kommentarer spreder sig på Kinas sociale medier, hver gang smoggen lægger sig, og sigtbarheden dykker. Gæt en bygning er en klassisk gimmick, hvor internetbrugere deler billeder af kinesiske bygninger forsvundet i tågerne.
Dåserne kan købes online eller i butikken Plastered 8 beliggende i en af hovedstadens smalle hutong-gader. Stedet er mest kendt for sine T-shirts med sjove og finurlige motiver.
Da salget begyndte for et par uger siden, havde ejeren ikke de store forventninger. Lageret på 1.000 dåser ville nok ikke forsvinde med det samme, vurderede han.
»Jeg har lige fået to beskeder her til morgen fra kinesere bosat i Cambridge, der spurgte, hvordan de kunne få fat på dåserne, fordi de savnede Beijing. Det fik mig til at indse, at jeg har gjort et godt stykke arbejde. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sælge de sidste 980 dåser, men jeg tænker, at det er et forsøg værd,« forklarede han dengang til det lokale magasin The Beijinger.
Efterspørgslen har efterfølgende overgået al forventning. Da Berlingske tirsdag lagde vejen forbi, var der kun et par hunderede dåser tilbage. At projektet har fået stor opmærksomhed skyldes blandt andet en overraskende professionel reklamevideo. Her følger man en kineser på rejse til nogle af klodens mest kendte steder. Han ryger smøger, spiser kopnudler og bunder dåsevis af Beijing-luft foran Eiffeltårnet, pyramiderne og det skæve tårn i Pisa.
»Vi beijingere elsker at rejse, vi elsker kultur. Men det, jeg elsker mest, er Beijings luft,« lyder det fra reklamens hovedperson. Optagelserne er i øvrigt »skudt« i en lokal temapark med kopier af ikoniske bygningsværker.