Små EU-lande blokerer de stores lyst til at vrage vetoretten

Frankrig og Tyskland kunne ikke på et finansministermøde vinde støtte til forslag om kvalificeret flertal.

Frankrig har ført an i bestræbelser på at indføre skat på it-giganter som Facebook. Men der er ikke enighed blandt EU-landene. Sidste år var aktivister mødt op foran EU-institutionerne i Bruxelles for at kræve skat på Facebook. Yves Herman/Reuters Fold sammen
Læs mere

Ændringer på skatteområdet kræver enstemmighed i EU, og det har EU-Kommissionen med et forslag forsøgt at ændre, så landene kan skærpe kampen mod skattesnyd - og indføre en omstridt digital skat.

Men idéen, der bæres frem af store lande som Frankrig, Tyskland og Spanien, er upopulær blandt de mindre lande. De vil bevare retten til veto på det for landene meget følsomme område.

Valdis Dombrovskis, en af EU-Kommissionens næstformænd, må efter et møde mellem EU-landenes finansministre onsdag erkende, at der ikke er den nødvendige opbakning til forslaget. Ikke endnu.

»Det er rigtigt, at synspunkterne, der blev delt, var meget forskellige. Så der er brug for videre drøftelser,« siger Dombrovskis.

Frankrig har været en drivende kraft bag et skifte fra enstemmighed til kvalificeret flertal. Det skal ifølge Frankrig »øge effektiviteten« af processen.

Kvalificeret flertal kræver støtte fra mindst 16 lande repræsenterende 65 procent af den samlede befolkning i EU.

Regeringen i Paris har lagt meget ind på at få en skat på amerikanske it-giganter. Men forslaget møder modstand i en række lande. Danmark er et af dem. Man frygter en skattehævn fra USA.

Ifølge Dombrovskis er appetitten på flertalsafgørelser størst, når det gælder skattesnyd.

Kommissionen har foreslået en trinvis overgang til kvalificeret flertal med baggrund i en passage i EU-traktaten, som åbner mulighed for dette.

En it-skat skal ifølge forslaget først indføres i 2025.

Digitalskatten mod it-giganter som Facebook og Google har fyldt særlig meget i debatten.

Frankrig var det første land, som besluttede på egen hånd at indføre en skat rettet mod it-giganterne, da franskmændene - som mange andre - finder det uretfærdigt, at it-virksomhederne næsten kan slippe for at betale skat.

Den danske regering støtter ikke kommissionens ønske om flertalsafgørelser på skatteområdet. Det har den danske finansminister, Kristian Jensen (V), flere gange slået fast.

/ritzau/