Slut med at spytte ud ad vinduet

Selvom jeg (næsten) har lært at ignorere folk, der spytter og (næsten) er holdt op med at råbe grimme ting på dansk efter dem, så lærer jeg nok aldrig at være helt ligeglad.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere

HVIS DER ER noget, man aldrig vænner sig til som udlænding i Kina, så er det spytteriet. Selv efter flere år i Shanghai, kan jeg blive stødt, når jeg går på fortovet i mine egne tanker og pludselig må springe til siden for at undgå en flyvende grønharker fra en forbipasserende taxichauffør eller cyklist.

Heldigvis er der som regel lyd på, hvilket giver nogle få sekunders reaktionstid. De fleste spytklatter i Kina bliver nemlig først affyret efter en lang og dyb harkelyd, som kan virke lettere chokerende på folk, der besøger landet første gang.

Jeg husker for eksempel tydeligt første gang, jeg hørte lyden på et dametoilet. Siden har jeg lært at værdsætte alle dem, der vælger at gøre det på/i toilettet - eller på gulvet foran toiletkummen - i stedet for på gulvet i en restaurant eller ud af vinduet.

Man kan også være så uheldig at få en klat i hovedet. Det var nær sket, da jeg i efteråret besøgte Den Kinesiske Mur sammen med min mand. Vi stod lige under et af udkigstårnene og nød den gyldenbrune natur, da vi hørte lyden. »Haaaaark, haaaaark.«

»Bushi,« råbte jeg og viftede febrilsk med den ene hånd, hvilket betyder nej på kinesisk. Jeg fik øjenkontakt med manden i tårnet, som ufortrødent fortsatte, hvad han havde for. Helt uforstående overfor mit desperate ansigtsudtryk. Spytklatten fløj lige hen over hovederne på os, og det var kun, fordi vi nåede at træde et skridt tilbage, at vi ikke blev ramt.

Selvom jeg (næsten) har lært at ignorere folk, der spytter og (næsten) er holdt op med at råbe grimme ting på dansk efter dem, så lærer jeg nok aldrig at være helt ligeglad.

DERFOR BLEV JEG så glad, da jeg læste på forsiden af avisen Shanghai Daily, at lokalregeringen igen vil lancere endnu en anti-spytte-kampagne efter et mere eller mindre mislykket forsøg sidste år. Shanghai-regeringen er ligesom lokalregeringen i Beijing i færd med at rydde op i befolkningens dårlige vaner. For eksempel ved at uddele bøder og tilbyde gratis Emma Gad-agtige kurser forud for OL-værtskabet i 2008 og World Expo i 2010.

Denne gang er kampagnen målrettet taxichauffører i Shanghai, fordi »mange taxichauffører tilsyneladende har misset budskabet og stadig spytter ud ad deres vinduer«.

Regeringen er foruden sundhedsfaren bekymret over, at taxichaufførerne ofte er »nogle af de få lokale, som turister har kontakt med i byen...«.

Løsningen er ifølge avisen, at lokalregeringen vil sende tusindvis af papirsposer ud til taxiselskaberne i storbyen i håb om, at taxichaufførerne vil hænge dem op i deres biler, så både de selv og kunderne kan spytte i dem, når de har lyst.

Det kan selvfølgelig begrænse spredningen af farlige baciller - ikke mindst i disse fugleinfluenza-tider - men jeg tvivler på, at udenlandske turister vil synes om, at taxichaufføren sidder og harker og spytter i en papirspose på forsædet.

Jeg har for eksempel flere gange siddet ved siden af folk om bord på et kinesisk fly, som brugte papirsposen til at spytte i. Og jeg blev en anelse forarget. Ja, jeg ved godt, at man også brugte spytbakker i Europa for nogle få generationer siden, men det gør det altså ikke sjovere at opleve.

KINESERNE UNDSKYLDER sig ofte med, at det at spytte er en del af deres kultur, og at det er vigtigt at få dårligdommen ud af kroppen. Men der er alligevel en tendens til, at jo længere ud på landet, man kommer, jo mere spytter folk.

Så der er håb for, at det bliver bedre med tiden. Ifølge Shanghai Daily er det i hvert fald blevet en lille smule bedre i Shanghai, selvom knap en fjerdedel af byens indbyggere er fattige migrantarbejdere fra landdistrikterne, som ikke kan se det forkerte i at spytte.

Således kunne udsendte embedsmænd på ca. 70 forskellige steder i byen måle 164 spytklatter i gennemsnit på 30 minutter for et år siden, hvor tallet i år er faldet til et gennemsnit på 46 spytklatter på en halv time. Hurra. Det er da en positiv historie. Jeg kan godt forstå, at den var på forsiden af avisen den dag. Den viser jo, at regeringens første spyttekampagne må have virket bare lidt.