Slovakisk journalist var i gang med at undersøge omfattende skattesnyd. Nu er han og kæresten blevet myrdet

Den slovakiske journalist Ján Kuciak var i gang med at optrevle skatteunddragelse blandt indflydelsesrige forretningsmænd, da han og kæresten blev skudt i eget hjem.

Den 27-årige journalist Ján Kuciak og hans forlovede, Martina Kušnírová, myrdet med skud. Fold sammen
Læs mere
Foto: DAVID DUDUCZ

Deres lig blev fundet i hjemmet, efter at bekymrede slægtninge alarmerede politiet.

De havde sidst hørt fra parret en uge før, og nu undrede de sig over den lidt for larmende tavshed.

Da slovakiske politifolk åbnede døren, fandt de den 27-årige journalist Ján Kuciak og hans forlovede, Martina Kušnírová, myrdet med skud, skriver The Guardian.

Mordet er sket i forlængelse af, at den slovakiske journalist har været i gang med at undersøge påstande om, at der foregår omfattende skattesvig blandt indflydelsesrige forretningsmænd, der har forbindelser til regeringspartiet.

Det slovakiske politi har selv en stærk mistanke om, at mordet er knyttet til Kuciaks journalistiske undersøgelser, fortæller The Guardian.

Reporteren blev skudt i brystet, mens hans kæreste blev skudt i hovedet.

Der var tegn i hjemmet på, at hun havde forsøgt at undslippe morderen.

Den slovakiske regering har stillet en dusør på en million euro i udsigt til dem, der kan komme med information om gerningsmændene, og premierminister Robert Fico har meldt ud, at hvis mordet viser sig at være knyttet til journalistens arbejde, vil man anse det for at være et angreb på pressefriheden og demokratiet i Slovakiet.

Ján Kuciak arbejdede for nyhedsmediet Aktuality.sk, hvor han primært arbejdede på historier om skatteunddragelse. Journalisten havde tidligere modtaget truende opkald fra forretningsmænd, skriver The Guardian.