Slanke amerikanere bliver et særsyn i 2015

I 2015 vil tre fjerdedele af amerikanerne være overvægtige eller fede, hvis ikke udviklingen bremses, viser ny undersøgelse. Især sorte kvinder er i farezonen.

Hvis amerikanerne bliver ved med at tage på i samme tempo, som de gør nu, så vil 75 procent af befolkningen i USA være for tykke i 2015, og 41 procent vil være direkte fede.

Det viser en ny undersøgelse, som et hold forskere fra Johns Hopkins University har lavet.

I 2003 og 2004 var 66 procent af den amerikanske befolkning overvægtige eller fede, og for sorte kvinder over 40 år var andelen helt oppe på 80 procent.

Ifølge forskergruppen er fedmeepidemien en bombe under sundhedssystemet, da for høj vægt øger risikoen for blandt andet hjerte- karsygdomme, sukkersyge og visse kræftformer.

- Hvis der ikke bliver gjort noget, så ender fedme med at blive den største af de dødsårsager, som kan forebygges, siger May Bedoun, der har været med til at lave undersøgelsen.

/ritzau/