Slagtilbud på en rejse til Fort Europa

Transporten af tusindvis af mennesker fra Tyrkiet til Grækenland er en stor pengemaskine. Gennem sindrige systemer byttes tusindvis af kroner for en trang plads i en gummibåd.

Det er her på busstationen i Bodrum, at flygtninge og menneskesmuglere finder hinanden og laver aftaler om bådtransport til Grækenland. Bemærk politibilens tilstedeværelse, som ikke lader til at genere nogen. Foto: Nils Meilvang Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De er ikke til at overse på den lokale busstation i badebyen Bodrum i det sydvestlige Tyrkiet: Grupperne af mennesker, der hver især ikke har andet bagage end én enkelt rygsæk og en sort plasticpose, der forsøger at skjule en redningsvest.

Der er familier med børn i alle aldre – men de fleste er grupper af unge mænd. I mylderet af rejsende skiller de sig ud, fordi de står stille. De venter. På deres billet til Europa.

Når desperate mennesker vil sejle fra Tyrkiet til Grækenland for at komme videre ind i EU, står et netværk af mennesker klar til at hjælpe dem. Mod betaling, naturligvis.

Ahmad på 23 år og hans kusine Saraa på 21 år står ved en af de små juicebarer i midten af busholdepladsen. Deres blikke er søgende. Begge er de flygtet til Tyrkiet fra krigen i Syrien, og i Bodrum har de fået kontakt til en person, der angiveligt skal skaffe dem adgang til deres næste destination: Grækenland.

»Man møder dem her på busstationen, hvor de holder til, og så aftaler man en pris. Så er det bare om at vente på, at de ringer til én og siger, at det er tid til afgang,« siger Ahmad, der står med sin mobiltelefon i hånden.

En plads i en gummibåd koster mellem 300 og 1.500 dollar per person, forklarer Saraa til Berlingske. Det svarer til mellem 2.000 og 9.000 danske kroner. Hvis man betaler et lille beløb, er der dog ingen garanti for at nå frem til Grækenland, forklarer Saraa, der ikke vil fotograferes.

»Vi har betalt 1.500 dollar per person. For den pris er du garanteret at nå frem til Grækenland,« siger hun.

Saraa har læst arkitektur på universitetet og har lyserød løbestift på. Umiddelbart ligner hun ikke én, der om nogle timer, når mørket er faldet på, vil sætte sig i en gummibåd og forsøge at krydse Middelhavet.

Mens de står der, kommer en mand pludseligt hastigt gående forbi. Idét han passerer Ahmad, klapper han den unge syrer på skulderen, og hurtigt er han igen væk – i mylderet på stationen.

»Det var ham.« siger Ahmad med store øjne. »Det er vores kontakt.«

Manden lignede de fleste af de andre mænd på busstationen. Lille, mørkt hår med en skarpklippet frisure, moderne solbriller, cowboybukser og kondisko. Det tætteste man kommer en menneskesmugler i Bodrum.

Mængderabat

Næsten 50.000 migranter sejlede alene i juli måned illegalt fra den tyrkiske kyst til de græske øer. Og gaderne i kystbyen Bodrum vidner om, at mange flere er på vej. De syriske familier med børn i alle aldre sover på legepladser rundt om i byen, og unge mænd fra Eritrea, Cameroun og Afghanistan hænger på gadehjørnerne. Markedet for salg af værdifulde pladser i små gummibåde til Europa synes langtfra mættet.

»På cafeerne i centrum af byen kommer dealerne til dig, hvis du taler arabisk. De spørger: »Hey, vil du til Grækenland?«« forklarer Muhamad, der også kommer fra Syrien.

Han ønsker ligesom mange andre at krydse det Det Ægæiske Hav – til øen Kos, der kun ligger omkring 20 kilometer væk.

»De giver et tilbud,« forklarer Muhamad. »Min ven fik at vide, at hvis han skaffede ti mennesker, ville han selv komme med gratis.«

Selv fik Muhamad også mængderabat på nogle hundrede dollar per person, fordi han kunne love, at de var seks, der købte en overfart.

»Det her er big business,« siger han.

»Pakistansk mafia«

»Det er pakistanerne, der styrer det,« forklarer Ahmad på busstationen.

Manden, der netop har klappet ham på skulderen, er blevet betalt for at bringe den syriske familie ud til en nærliggende strand, hvorfra de skal sejle til Kos. Her vil han sørge for, at der er en båd, som familien selv kan sejle til den græske ø i. Manden vil ringe, når tiden er inde, forklarer Ahmad.

»Det er ikke sådan, at de har én boss. Der er mange grupper, der alle laver det samme.« siger Ahmad og peger rundt i alle retninger af busstationen.

Muhamad er meget klar i sin karakteristik af de mennesker, der sælger bådrejser til migranter og flygtninge.

»Det er en slags pakistansk mafia,« siger han. Han har hørt om flere, der er blevet snydt af forhandlerne.

»De siger, at de har en stor båd til dig – fem meter lang. Og så er den i virkeligheden kun to meter lang,« siger han.

Nogle af dem er dog ærlige nok, siger han. De sender en stor båd, hvor der rent faktisk er plads nok til alle mennesker. »Min ven kom til Grækenland med en ordentlig båd,« fortæller han.

Selv om pakistanerne tager mange penge for sejlturen til Kos, finder Muhamad deres forretning nødvendig.

»De sørger jo for, at vi kan komme af sted,« siger han.

Med og uden garanti

Den illegale tur fra Bodrum til Kos foregår i ly af natten – fra en strand små 20 kilometer fra Bodrum. I buskadset bag ved strandvejen sidder flere hundrede mennesker angiveligt hver nat og venter på, at det bliver deres tur til at få tildelt en båd – og sejle ud i mørket. Hver gang en ny gummibåd bliver båret ud af buskadset og ned i vandkanten, er den ledet af en gruppe pakistanere.

Pakistanerne lægger ikke skjul på, hvor de er fra, når Berlingske spørger dem på stranden. Og de er ikke til at overse i mørket: Det er dem, der med høje tilråb gelejder mennesker af forskellige nationaliteter ud i bådene, og ved at piske en panikagtig stemning op forhindrer, at »kunderne« stiller kritiske spørgsmål til bådens størrelse og tilstand. Og det er dem, der hjælper med at installere den lille elmotor bag på båden, hopper ud i vandet og skubber båden udad – mod Europa.

En mand, der præsenterer sig selv som pakistaner, manøvrerer en båd med fire mænd og en dreng på cirka ti år ud over brændingen.

»De er syrere. Om en uge er de i Danmark, Inshallah,« smiler manden og ser mod båden, der sejler væk. På spørgsmålet om han selv skal til Grækenland, lyder mandens svar:

»Nej, jeg bor i Izmir (Smyrna, red.). Jeg skal på arbejde i morgen. Jeg er maler,« siger han.

Lidt længere henne ad stranden sidder en mand på en af de mange plasticliggestole, der står på række langs vandet.

Manden er ca. midt i 20erne, velklædt og med trimmet skæg. Også han fortæller, at han er fra Pakistan. Hans iPhone 6 ringer hele tiden. Alligevel afviser manden, at han er en del af operationen.

»Jeg hjælper bare en ven,« siger han. Han har dog indgående kendskab til, hvad der foregår i mørket omkring ham.

»Du kan vælge at betale 300 dollar med det samme. Men så er du ikke garanteret en båd,« siger han og understreger, at alt er til forhandling.

»Hvis du vil være sikker på at komme over, så skal du betale mellem 1.000 og 1.500 dollar,« siger manden.

Trods den hektiske stemning på stranden er han rolig og fattet. Flere gange kommer andre pakistanske mænd hen og stiller ham spørgsmål på modersmålet.

Manden forklarer, at de tyrkiske myndigheder ikke er et stort problem for de natlige aktiviteter på stranden:

»Politiet kommer kun, hvis nogen ringer efter dem og siger, at der er døde eller børn involveret. Ellers ikke,« siger han.

Mellemmænd passer på pengene

De store pengebeløb, der dagligt skifter hænder, har i Bodrum skabt et marked for endnu en forretning, der involverer de illegale rejser:

»Det er ligesom en bank,« forklarer Muhamad om det sted, hvor han får opbevaret de penge, som han skal betale for sin billet, indtil han er sikkert fremme i Grækenland.

»De steder findes overalt – eksempelvis på hovedgaden i Bodrum. Det foregår i baglokalerne, hvor ingen lægger mærke til det.«

Oftest foregår det på vekselkontorer, hvor turister veksler deres penge, forklarer han til Berlingske. Men det sker også på hoteller og turistkontorer.

»Det foregår helt åbenlyst, men det er naturligvis ikke legalt,« siger Muhamad og forklarer detaljerne:

»Når du har lavet en aftale med pakistanerne, afleverer du pengene for billetten på det her kontor. Kontoret giver dig en kode – nogle talcifre, som de også selv beholder en kopi af. Når du så er kommet frem til Grækenland, ringer du til forhandleren af båden og giver ham koden. Så kan han hente pengene på kontoret.«

Praksissen med at få opbevaret sine penge foregår ikke kun i Bodrum, forklarer han.
»Det er i Izmir, Istanbul. Overalt,« siger Muhamad, der kender flere andre syrere, der har haft held med at bruge kontorerne, der ofte drives af lokale tyrkere eller syriske landsmænd. Over for Berlingske vil Muhamad ikke nævne navne eller steder.

»De hjælper jo folk. Vores penge er jo sikre på grund af de her kontorer,« siger han.

Tilbage på busholdepladsen venter Saraa og Ahmad stadig på deres pakistanske forhandler. Også de har betalt en mellemmand for at holde deres penge, til de er ankommet til Kos.

»Der er ikke nogen her, der gør noget, hvis de ikke får penge ud af det,« konstaterer hun.

Personerne i denne artikel er anonymiseret. Redaktionen er bekendt med deres rigtige navne.