Skyldig til det modsatte er bevist

Læs analysen af forhandlingerne om Irans atomprogram fra Ole Damkjær, Berlingskes internationale reporter.

»Vi har nu forhandlet i de seneste 18 måneder og er nået til det punkt, hvor der skal træffes svære beslutninger. Iran har udvist fleksibilitet, og vi mener, at det skal modsvares,« fortæller Irans viceudenrigsminister, Majid Takhr-Ravanchi, om de igangværende forhandlinger om Iran atomprogram. Foto: Simon Læssøe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tillid – eller rettere mistillid. Det er et nøgleord for den, der vil forsøge at forstå, hvad forhandlingerne om Irans omstridte atomprogram egentlig handler om, når man går bag om alle de tekniske fagudtryk og alle de gensidige beskyldninger.

Iran bedyrer, at atomfaciliteterne udelukkende har fredelige formål og kun skal bruges til fremstilling af el. Men den tror USA og de andre forhandlingspartnere ikke på. I hvert fald må iranerne kunne garantere, ikke med ord, men i handling, at de ikke er ved eller har intentioner om at fremstille kernevåben.

Ud over USA er det Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Rusland og Kina, de såkaldte 5+1-lande, der forhandler med iranerne. Men det er amerikanerne, der fører ordet. Og det er samtidig dem, der har sværest ved at tage iranerne på ordet.

Det skyldes ikke kun, at USA og Iran har været retoriske ærkerivaler siden Den Islamiske Revolution i Iran i 1979. Det skyldes også, at USA sammenlignet med andre 5+1-lande er langt mere lydhør over for Israel, hvor premierminister Benjamin Netanyahu gør alt, hvad han kan, for at forpurre en atomaftale. I næste uge vil Netanyahu sågar tage til USA og trodse præsident Obama ved at holde en allerede stærkt omtalt tale mod en atomaftale med Iran.

Israel er dog ikke Obamas eneste hovedpine. Hans politiske modstandere, Republikanerne, er stort set lige så skeptiske som Israel over for Iran.

Med andre ord fremstår Iran som skyldig, indtil landet kan bevise det modsatte, og der er ingen opmand, ingen dommer, til at afgøre, om mistanken til styret i Teheran er begrundet.

Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) under FN er det bedste sted at spørge efter en uvildig vurdering af Irans intentioner. Men IAEA har ikke leveret en fældende dom. Både iranerne og amerikanerne kan i agenturets lange rapporter finde tekst, der bestyrker netop deres udlægning.

Men nu strammer forhandlingerne til. Med udgangen af næste måned skal parterne have indgået en rammeaftale med henblik på et underskrive en endelig aftale 1. juli. Og både i Iran og i USA er regeringerne indstillet på at levere inden udløbet af tidsfristen, der allerede er blevet forlænget to gange. Også regeringerne i Europa higer efter en aftale og har allerede længe forberedt sig på at indgå handelsaftaler med det potentielt rige, men p.t. sanktionsramte Iran.

Det handler dog ikke kun om eksportmuligheder. Håbet er også, at en afslutning på atomstriden vil bane vejen for et nyt Iran, som kan hjælpe Vesten med at slukke brande i verdens mange brændpunkter.

Ser vi bort fra kampen mod de sunnimuslimske ekstremister i Islamisk Stat, som det shiamuslimske Iran frygter lige så meget som Vesten, synes et fremtidigt samarbejde mellem USA, Europa og Iran imidlertid at være lige så svært at forudsige som spørgsmålet om Irans atomare intentioner. I hvert fald kan det konstateres, at Vesten og Iran fører en udsigtsløs stedfortræderkrig i Syrien, at Vesten og Iran nu også er på kant med hinanden i det mere og mere kaotiske Yemen, og at Iran støtter den libanesiske Hizbollah-milits, som Vesten har stemplet som en terrororganisation.