Sky bjergbestiger når toppen

Manden der næsten helt sikkert bliver Irlands næste premierminister er genert, bjergbestiger og har hang til racistiske jokes.

Enda Kenny bider negle på vej til stemmeboksen i går. Fold sammen
Læs mere
Foto: CATHAL MCNAUGHTON
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

DUBLIN: Enda Kenny gjorde noget i 2003, som de færreste toppolitikere kan prale med: Han besteg bjerget Kilimanjaro i Tanzania.

I går besteg den 60-årige leder af det liberale parti Fine Gael om muligt en endnu større tinde.

Han førte Fine Gael frem mod den største valgsejr i partiets historie. Noget af en bedrift for en politiker, der opfattes som så genert og dårlig til at sælge sine budskaber, at han for bare et halvt år siden kun med nød og næppe afværgede et kupforsøg fra sine egne. Men som nu næsten er helt sikker på at blive landets nye taoisearch, som den irske premier­minister også kaldes.

Ifølge den første måling fra valget står hans parti til 36 procent af stemmerne og bliver dermed det klart største.

Enda Kenny har ventet længe på chancen. For han er den længst siddende parlamentariker i »The Dáil«, det irske parlament. Han blev valgt ind kun 24 år gammel i 1975 efter at have overtaget sin egen fars kreds i landområdet Majo i det nordvestlige Irland, hvor Enda Kenny også er født og opvokset. Da faderen var død af kræft tidligere samme år, ønskede valgkredsen, at en af faderens sønner overtog. Og dermed kom Enda Kenny ind i politik.

De første ti år i parlamentet havde han ikke de store poster, men op til 1997 bestred han to mindre ministerposter, herunder som turistminister. Sidenhen tabte han et kampvalg om formandsposten i sit parti i 2001. Men da Fine Gael røg ind i et valgnederlag allerede året efter, fik Enda Kenny endelig chancen som partileder. Men kun for at tabe valget i 2007.

Under denne valgkamp har han så kæmpet med at ryste sit image som en støvet, træmandsagtig teknokrat af sig.

Nej til TV-debat

Enda Kenny har under sin tre uger lange valgturné rejst 4.000 kilometer fra Kerry i syd til Donegal i nordvest for at overbevise folket på gaden om, at en stemme på ham og hans liberalistiske parti er den bedste garanti for, at Irland kommer sikkert ud af sin gigantiske økonomiske krise. Ligesom han har lovet vælgerne, at der ikke vil komme flere skattestigninger under hans lederskab.

Men manden, der altid har været udråbt som elendig på en TV-skærm, afviste til gengæld at optræde i den første live-TV-debat med sine to hovedrivaler, Micheál Martin fra det konservative Fianna Fáil og Eamon Gilmore fra Labour. Først skete det med det argument, at studieværten Vincent Brown i september 2010 var kommet med en nedladende kommentar om, at Enda Kenny »skulle gå ind i et mørkt rum med en pistol og en flaske whiskey«. Men da studieværten tilbød at trække sig, afviste Enda Kenny, at han kunne finde plads til TV-duellen i sin kalender.

Enda Kenny har tidligere været ude i en mediestorm, da han i 2002 brugte ordet »nigger« i en racistisk vits om Patrice Lumumba, den myrdede premierminister i Congo. Han forsøgte at få journalister til ikke at rapportere om det, men det blev bare meget værre, da det viste sig, at flere af Lumumbas slægtninge, herunder en søn, levede i Tallaght lidt uden for Dublin.

Men Enda Kenny er også en gang blevet udråbt som en helt efter at have reddet en kvinde ud af en bil, der var ved at falde ned ad en skrænt. Enda Kenny har været gift siden 1992. Parret har tre børn.