Skuespiller Patrick Stewart er død - 86 år
Den britiske skuespiller Patrick Stewart er afgået ved døden. Han er især kendt fra "Star Trek" og "X-Men".

Den britiske skuespiller Patrick Stewart er afgået ved døden. Han er især kendt fra "Star Trek" og "X-Men".

Den britiske skuespiller Patrick Stewart, der blandt andet er kendt for sin medvirken i "Star Trek", er død i en alder af 86 år.
Det fremgår af et opslag på skuespillerens profil på det sociale medie X.
- Det er med dyb sorg, at vi meddeler, at Sir Patrick Stewart i går afgik ved døden i sit hjem i Los Angeles, omgivet af kærlig omsorg fra sin elskede hustru Sunny, lyder det.
Skuespilleren døde efter et svært sygdomsforløb med alzheimers og lewy body-demens, fremgår det af opslaget.
Patrick Stewart er særligt kendt for sin rolle som Captain Jean-Luc Picard i "Star Trek"-serien, der løb fra 1987 til 1994.
Han er også kendt for sin rolle som Professor Charles Xavier i flere af "X-Men"-filmene.
- Hans dybe, klangfulde stemme og enestående talent vil for altid være forbundet med uforglemmelige præstationer på tværs af alle genrer, lyder det videre i opslaget.
Stewart voksede op i fattigdom i en mindre by i det nordlige England.
Han begyndte sin skuespillerkarriere som 18-årig, men først som 47-årig fik han en rolle i "Star Trek", hvor han for alvor blev et kendt navn.
Inden da havde den britiske skuespiller tilbragt mange år på teaterscenen, hvor han blandt andet turnerede og optrådte i Shakespeares stykker.
Patrick Stewart gik ud af skolen som 15-årig, hvor han efterfølgende fik job som journalist på en lokal avis.
Men han blev fyret fra avisen, fordi han ifølge sin chef brugte for meget tid på teatret i stedet for sit arbejde, skriver Kino.dk.
Gennem sin karriere vandt han en Grammy-pris og to Laurence Olivier-priser for sit arbejde på teaterscenen. Han blev desuden nomineret til en Tony-pris og fire Emmy-priser, skriver The Guardian.
Han blev slået til ridder af den britiske dronning Elizabeth den anden i 2010 for sin indsats inden for skuespil. Han fik dermed titlen Sir Patrick Stewart.
RITZAU