Skrøbeligt udseende Weinstein møder op til retssag om overgreb

Filmproducent står anklaget for forbrydelse mod to kvinder. De er spydspids i sager ført frem af #MeToo.

Filmproduceren Harvey Weinstein ankommer til domstolen i New York, hvor han står anklaget for seksuelle forbrydelser mod kvinder. Lucas Jackson/Reuters Fold sammen
Læs mere

Retssagen mod filmproduceren Harvey Weinstein for seksuelle overgreb på to kvinder er onsdag startet for alvor ved en domstol i New York.

Afsløringen af Weinsteins metoder i filmbranchen blev et vigtigt afsæt for bevægelsen #MeeToo.

Dømmes hans skyldig i anklagen om overgreb på de to kvinder, risikerer han livsvarigt fængsel.

Det var en skrøbeligt udseende Weinstein, som onsdag langsomt bevægede sig ind i retsbygningen. Denne gang uden det gangstativ, som han i den senere tid har brugt.

Hans forsvarere ventes i starten af retssagen at præsentere en række e-mails. De skal vise, at der var et kærligt forhold mellem Weinstein og de to kvinder.

Anklagerne vil i deres indledende bemærkninger fremhæve, at den tidligere boss i Miramax Film var et seksuelt rovdyr. At han gjorde en karriere ud af at misbruge kvinder for at give dem en vej ind i Hollywoods filmverden.

En af Weinsteins forsvarere, Damon Cheronis, sagde tirsdag, at han og hans kolleger råder over »snesevis« af e-mails. De er sendt af kvinderne til filmproduceren. De tager fuldstændig luften ud af anklagerne om, at hans klient tvang sig til seksuelle forhold til kvinderne, sagde han.

Weinstein er anklaget for med tvang at have fået en produktionsassistent til at udføre oralsex i juli 2006.

Den anden er en ikke identificeret kvinde. Hun siger, at Weinstein voldtog hende på et hotelværelse i New York i marts 2003.

Anklagerne vil indkalde yderligere fire kvinder, der anklager Weinstein for seksuelle forbrydelser. Anklagerne vil forsøge at overbevise de 12 nævninger om, at der er et kriminelt mønster i Weinsteins adfærd.

Blandt disse kvinder er Annabella Sciorra. Hun medvirkede i den populære serie "The Sopranos". Hun siger, at hun blev voldtaget af Weinstein i vinteren 1993-1994.

Identiteten for de tre øvrige er ikke kendt.

/ritzau/AFP