Enrique Erminson har brug for alle sine tre sønners hjælp, hvis familien skal overleve. Han vækker dem hver morgen klokken fire, og sammen går de på jagt i den fattige forstad. De leder efter plasticflasker og papkasser, knust glas og andre genstande, de fleste betragter som affald, men som kan være penge værd, hvis de fragtes hen til nabolagets sorteringsanlæg.

Ifølge Colombias lovgivning må to af Enriques drenge ikke arbejde endnu. Og Enrique ved godt, det er ulovligt. De er kun 11 og 14 år og kan som alle andre colombianske børn gå gratis i skole.

»Jeg ville ønske, jeg kunne sende mine børn i skole,« siger 48-årige Enrique.

»Men hvis de går i skole, kan de ikke hjælpe med at samle skrald, så vi kan tjene penge til mad. Man tjener ikke penge ved at gå i skole.«

I ti år har Enrique boet her i et af Colombias fattigste slumkvarterer, Patio Bonito i hovedstaden Bogotá. Det har været et skelsættende årti. Fredsforhandlinger har sat en dæmper på regeringens lange væbnede konflikt med guerillabevægelser som FARC, og økonomien har i stedet fået ro til at blomstre.

Siden 2010 er økonomien årligt vokset med et gennemsnit på 4,7 procent, over én procent mere om året end samtlige lande i Latinamerika, og landets middelklasse bliver større og større. Fra flere sider spås Colombia en vigtig politisk rolle i regionen fremover og er allerede nu et af Latinamerikas mest attraktive investeringslande, også for et land som Danmark, der lige nu har 27 virksomheder etableret i Colombia. Trods landets økonomiske forvandling har Enriques liv dog ikke forandret sig. Selv om han nu lever i Latinamerikas hurtigst voksende økonomi, er forskellen mellem rig og fattig stadig den samme. Næsten en tredjedel af landets 46 millioner indbyggere lever i fattigdom, og Colombia er fortsat blandt verdens ti mest ulige lande. En nation, hvor én procent af befolkningen ejer en femtedel af landets rigdomme.

»Man skal huske på, at det er Colombias økonomi, det går godt for. Ikke det colombianske folk som helhed,« siger Victor Gallego, der er grundlægger af Funtifier, en lille NGO, som arbejder for at forbedre forholdene for Bogotás fattigste.

På landkortet er Colombias ulighed heller ikke til at overse. Over halvdelen af landdistrikterne ejes af én procent af landets befolkning.

Årsagen er den over fem årtier lange borgerkrig, som har drevet mere end fem millioner colombianere på flugt. Det anslås, at over seks millioner hektar land, et område halvanden gang så stort som Danmark, er blevet forladt af flygtningene.

Det land bruges nu i høj grad af landets økonomiske elite. Der graves miner, hvor indianerstammer har holdt til i hundredevis af år, der anlægges store palmeolieplantager, hvor simple gårde før lå spredt, og der rejses hoteller ud for kysternes azurblå vand, hvor landets afro-colombianske befolkning har levet, siden de blev sejlet hertil som slaver i 1500-tallet.

Langt de fleste af borgerkrigens flygtninge søger mod millionbyernes fattige udkanter. Heriblandt også Enrique Erminson, der førhen passede køer og grise på en gård.

»Jeg rejser aldrig tilbage til gården. Det er for farligt,« siger han. Mænd med rifler sparkede døren ind til hans hjem, mens familien spiste aftensuppe. De ville rekruttere hans sønner som børnesoldater for FARC.

Boliger af skrald

»Landets økonomi er ikke til fordel for folk som os,« siger Enrique Erminson, der er i gang med at tømme sin ladcykel for skrald.

Han kyler en plasticflaske ned i en hvid skraldesæk, mens et par støvler i falsk læder smides til siden.

Et kilo glas giver knap 15 øre, et kilo plastic tjener familien 30 øre på, og et kilo pap er lidt over 50 øre værd. På en almindelig dag tjener Enrique omtrent 40 kroner, og pengene skal foruden hans tre sønner også fordeles mellem hans hustru og deres tiårige datter.

Enrique er stolt over, at han er i stand til at brødføde familien. Også selv om hans indtægter er væsentligt lavere end den gennemsnitlige colombianers.

Fattige familier som Enriques tjener i gennemsnit 60 procent mindre end det, der svarer til Colombias officielle minimumsløn. Den ulige indkomstfordeling finder næsten 85 procent af befolkningen urimelig, og vælgerne lægger pres på præsident Juan Manuel Santos for at ændre situationen.

Men samtidig er arbejdsløsheden blandt de højeste i Latinamerika. Beboerne i Patio Bonito tager derfor til takke med det arbejde, de kan få, og arbejdet med at sortere skrald er ganske udbredt. Langs stierne står adskillige fyldte skraldesække klar til at blive kørt til sorteringsanlægget, og hele nabolaget flyder med det skrald, der ikke kan tjenes penge på. Flossede spånplader, vådt pap og defekte fjernsyns- og radiodele.

Når det bliver for meget, sørger folk for at samle det værdiløse affald i store bunker, som de hælder benzin over og sætter ild til.

Nogle af de ting, som skraldesamlerne finder i løbet af natten, bruges også til boliger. En dør uden håndtag fungerer som væg, en presenning ligeså, og et stykke bøjet blik giver tag over hovedet.

Hundredvis af faldefærdige træ- og blikskure dækker området her i yderkanten af Bogotá. De mange hjem får elektricitet fra kabler, som hænger på kryds og tværs over bliktagene. Kablerne er koblet ulovligt fast til en nærliggende elmast, og ingen af stierne er asfalterede. Det er nemlig ikke meningen, at der skal bo mennesker her.

Patio Bonito er langt fra det eneste sted, hvor fattige colombianere bor ulovligt. Millioner af mennesker lever under lignende forhold i andre af Bogotás yderområder, og situationen er den samme i samtlige af Colombias millionbyer.

Flere børnearbejdere

Uddannelse ses som nøglen, der kan give landets fattigste adgang til den voksende økonomi. Men som situationen er nu, er det primært den rigeste befolkningsgruppe, som får højere uddannelser, og samtidig vælger fattige familier i stigende grad at holde deres børn ude af skolesystemet.

Hele Colombia oplever i disse år en stigning i antallet af børnearbejdere. Siden 2007 er andelen steget med over 35 procent, og i dag findes der over 1,1 millioner børnearbejdere i Colombia. Det betyder, at hver tiende af alle colombianere under 15 år udfører børnearbejde. Regeringen har forsøgt at løse det voksende problem. Men selv om børnearbejde er ulovligt, og skolegang nu tilbydes gratis, har magthaverne endnu ikke haft succes med at vende udviklingen.

»Uddannelse bringer mange fordele med sig, men det mærker familierne først langt ud i fremtiden,« siger Victor Gallego fra NGOen Funtifier.

»Er man fattig, har man brug for penge lige nu og her, og tankegangen blandt landets fattige er, at børnene ligeså godt kan hjælpe til i stedet for at gå i skole.«

Victor Gallego forklarer, at storbyernes mange fattige tilflyttere slet ikke har tradition for at gå i skole. I landdistrikterne lever langt de fleste af landbrug, og børnene opdrages til at overtage efter forældrene. I det hele taget har mange svært ved at vende sig til livet i byernes slumområder, og ifølge FNs Flygtningehøjkommissariat lider flertallet af de mange flygtninge af alvorlige psykiske traumer.

Manglende sikkerhed

Årsagen er de ringe livsvilkår: Minder fra borgerkrigen, arbejdsløshed og boligforhold, men traumerne forårsages især også af bandemiljøet, der hjemsøger slumområderne.

Paramilitærgrupper, narkobaroner, børnebander, og gangstere styrer de fattige forstæder med hårde metoder, og i nogle af Colombias slumområder er mord og overfald den mest almindelige dødsårsag blandt personer mellem 15 og 44 år.

Sikkerheden er lav. Der er færre end én politistation pr. 100.000 beboere, fordi regeringen på ingen måde kan følge med slumområdernes vokseværk.

Selv om borgerkrigen brænder på lavt blus i disse år, rumsterer guerillabevægelserne nemlig stadig i landdistrikterne. Alene i første halvdel af 2014 blev der fordrevet over 60.000 colombianere, vurderer FNs Flygtningehøjkommissariat. Enrique Erminson ved, at vejen ud af fattigdommen er uoverskuelig lang, og han fokuserer i stedet på at bevare sin families situation, som den ser ud nu.

»Mine børn går ikke i skole, nej. Men de er heller ikke børnesoldater eller involveret i bandekriminalitet. Det er da altid noget,« siger han og slæber dagens sidste hvide sæk med skrald ned til sorteringsanlægget.

Enrique bekymrer sig ikke synderligt om børnenes sikkerhed, når de igen i nat drager ud i det farlige slumområde for at samle skrald.

»Vi er ikke værd at overfalde. Vi har jo ikke noget af værdi alligevel.«