Skrækscenariet lurer i Østersøen

Mistilliden hænger tungt over Østersøen. En britisk general advarer om risikoen for en russisk invasion af de baltiske lande. NATO vil sende 3.000 soldater for at vise sammenhold. Men hvad er den reelle trussel, og er landtropper svaret på Europas nye sikkerhedspolitiske krise?

»Peter den Store« er en af de mange atombevæbnede fartøjer i den russiske flåde, der ligesom Ruslands flyvevåben de senere år har været særdeles aktiv i østersøområdet. Arkivfoto: Yiannis Kourtoglou Fold sammen
Læs mere
Foto: Yiannis Kourtoglou

BRUXELLES/MOSKVA: Krigen, den store krig, begynder i Letland om 12 måneder. Gnisten er et enkelt voldeligt sammenstød i hovedstaden Riga. Unge fra landets russisktalende mindretal kommer i gadekamp med politistyrker, og tre bliver dræbt.

I vrede besætter demonstranter byens rådhus. Væbnede bander dukker op i gadebilledet, og inden den lettiske regering kan nå at blinke, lander russiske specialstyrker uden for Riga. En »fredsbevarende operation« for at beskytte det russisktalende mindretal er i gang, siger Ruslands præsident i en TV-tale.

Kremls kalkule er iskold: Nok er Letland et NATO-land, men USA og de øvrige medlemmer af alliancen vil aldrig risikere en storkrig for at forsvare det lille land. I løbet af 72 timer er størstedelen af Estland, Letland og Litauen under de russiske styrkers kontrol, mens verden balancerer på randen af en atomkrig.

Lyder det skræmmende?

Det er i dén grad meningen med ovenstående mareridtsscenarie, der stammer fra bogen »2017: War With Russia«. Bogen er skrevet af den britiske general Richard Shirreff, som er NATOs tidligere næstkommanderende i Europa, og hans analyse har karakter af en stor, blinkende advarselslampe til europæiske og amerikanske politikere om at tage truslen fra Rusland alvorligt.

»NATO er nødt til at sætte barren så højt, at enhver aggressor vil sige, at det ikke er risikoen værd. Og jeg vil sige, at barren ikke er sat højt nok nu,« lød det fra Richard Shirreff, som frem til 2014 var en af nøglepersonerne i NATOs militære maskinrum, i denne uge til BBC.

Parate til at forsvare Baltikum

Bogen er et af de mere opsigtsvækkende – nogle vil sige hysteriske – indlæg i den debat om »truslen fra øst«, der fortsat raser i kølvandet på den blodige konflikt i Ukraine og Ruslands øgede militære aktivitet i Østersøen. Den britiske forsvarsminister, Philip Hammond, har beskyldt generalen for at male fanden på væggen, »fordi han har en bog at sælge«.

Men ingen – mindst af alt Rusland – er uenige i, at sikkerhedssituationen i Østersøområdet ikke længere er business as usual.

Rusland har oprettet tre nye militære divisioner langs sin vestgrænse og truet med at udstationere nye Iskander-atommissiler i Østersø-enklaven Kaliningrad. I januar vakte det opsigt, da den svenske hærchef, Anders Brännström, sagde, at Sverige »kan være i krig inden for nogle år«.

For få uger siden aktiverede USA så – til tonerne af skarpe, russiske protester – første del af sit europæiske missilskjold. Og netop nu drøfter NATO-landene for første gang at udstationere permanente NATO-tropper – i alt omkring 3.000 soldater – i Estland, Letland og Litauen. Den endelige beslutning om den sag skal tages på alliancens topmøde i Warszawa til juli.

Den ventede NATO-oprustning er et svar på lang tids bønner fra de baltiske lande. Også her er man nemlig bekymret for, om den store nabo i en krisesituation kunne finde på at teste alliancens musketéred: Den såkaldte Artikel 5, der slår fast, at et angreb på et medlem af alliancen, er et angreb på alle.

»Rusland har foretaget en massiv oprustning i området, lige op til de baltiske lande og til Polen,« siger tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

»Det spørgsmål, balterne stiller sig, er, om NATO kan leve op til Artikel 5, og om NATO vil leve op til Artikel 5. Det er det helt store spørgsmål op til Warszawa-topmødet. Amerikanerne har givet et klart svar. De er parate til og er allerede begyndt på en opbygning efter den gode og kloge model, der siger: Vi skal håbe det bedste og forberede os på det værste,« siger han.

Onsdag meddelte forsvarsministre fra Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, at de er villige til at bidrage til styrken. Det samme har USA, Tyskland og Storbritannien gjort. Også Danmark ventes at sende op mod 150 soldater til Baltikum i perioder.

Går uden om direkte angreb

Reaktionen i Rusland har været skarp. Allerede sidste år truede Ruslands ambassadør i Danmark, Mikhail Vanin, med, at Danmark kunne blive mål for russiske atommissiler, hvis regeringen tilsluttede sig det amerikanske missilskjold.

Fredag sagde Vanin til Politiken, at en permanent NATO-tilstedeværelse i Baltikum vil være en provokation, som vil kræve et »russisk svar«.

Så hvad skal vi med den nye permanente styrke i Baltikum? Er en russisk invasion af området en reel trussel, sådan som NATOs tidligere næstkommanderende hævder? En række eksperter, som Berlingske har talt med, forholder sig særdeles skeptisk til generalens skrækscenarie. De peger på andre og mere konkrete trusler mod Østersølandene.

En reprise af det 20. århundredes landkrige er ikke den største trussel mod Baltikum, siger Janis Berzins, forskningschef på Letlands militærakademi.

»Et direkte angreb – et konventionelt angreb – er ikke sandsynligt. Historisk har du haft den konventionelle kampvognskrig, men i de seneste 40-50 år har vi set et skifte mod en anden type krigsførelse,« siger Berzins om Ruslands nye militære tænkning.

Ifølge ham vil Moskva i en tilspidset situation sætte ind med en blanding af militær og politisk pression, sabotage af energiforsyning og nålestiksoperationer og andre elementer af såkaldt »asymmetrisk krigsførelse«. Det er ikke så lidt smartere end at risikere en atomkrig med verdens mest potente militære alliance.

»Du kan tage kontrol på forskellige måder. Du behøver ikke annektere. De kan etablere økonomisk kontrol, politisk kontrol,« siger Janis Berzins.

Den fremtrædende polske sikkerheds­politiske forsker Lukasz Kulesa er enig. Han ser en russisk besættelse af de baltiske lande som et af de mindst sandsynlige scenarier.

»Jeg kan simpelthen ikke se et troværdigt scenarie, hvor den russiske ledelse vil være dum eller desperat nok til at indlede en krig, der kan ende atomart,« siger Lukasz Kulesa, forskningsdirektør i tænketanken European Leadership Network.

Meningsmålinger har ganske vist peget på, at et flertal af befolkningen i lande som Tyskland, Frankrig og Italien ikke har appetit på at forsvare Baltikum. Men Kulesa tvivler ikke på handlekraften hos regeringerne, hvis en sådan historisk situationen skulle opstå.

»NATO-lederne kan dårligt være mere eksplicitte. De siger alle, at alliancens territorium vil blive forsvaret. Efter topmødet i Warszawa vil Tyskland og andre vestlige lande også have boots on the ground, og så vil de være engageret, uanset om de vil eller ej,« siger Lukasz Kulesa.

Sverige er et svagt led

De cirka 1.000 soldater i hvert af de baltiske lande er ganske vist ikke tilstrækkeligt til at forsvare mod et konventionelt angreb fra Rusland, men det er heller ikke pointen. Med permanente, multinationale styrker i Baltikum vil NATO udtrykkeligt demonstrere, at musketéreden holdes i hævd.

Eksperterne ser en langt større risiko for, at Rusland i de kommende år vil hævde sig på måder, der netop ikke vil udløse Artikel 5.

»Det er mere sandsynligt, at Rusland vil intensivere antallet af provokationer, der ikke aktiverer Artikel 5 for at destabilisere samfund og skubbe til uenighed i NATO,« siger Martin Michelot, der er forsker i den sikkerhedspolitiske tænketank German Marshall Fund.

En mulighed for ydmyge NATO er – paradoksalt nok – at sætte ind mod lande uden for alliancen. I en krisesituation ville en nålestiksoperation mod en mindre svensk eller finsk ø eksempelvis stille NATO over for et brutalt dilemma, påpeger Janis Berzins.

»Hvis mit mål var at splitte NATO, så ville jeg ikke angribe Baltikum, men derimod Sverige. Vi taler ikke om at invadere, men for eksempel om sætte sig på en lille ø. Hvad ville så ske? Sverige ville beklage sig og bede NATO om hjælp, og så har vi i Vesten et meget stort problem. I det lys er Sverige det svage led,« siger han.

Et lignende scenarie om en maskeret russisk operation på Ålandsøerne blev sidste år fremlagt af finske militæranalytikere i avisen Suomen Kuvalehti.

Sverige og Finland har de seneste år udvidet samarbejdet med NATO i en grad, så den årlige øvelse Baltic Operations i næste måned blandt andet skal træne landsætning af amerikanske specialstyrker på finsk jord. Men det ændrer ikke ved, at Sverige og Finland er ikke omfattet af NATOs musketéred i en krisesituation.

»NATO ville støtte Sverige politisk og også signalere til Rusland på flere måder, inklusiv militære bevægelser, at man forventer øjeblikkelig tilbagetrækning. Men forskellen på at være NATO-medlem og partner er, at Sverige kan ikke påberåbe sig Artikel 5,« siger Lukasz Kulesa.

Truslen fra Rusland er i den grad rykket op på den svenske dagsorden. Torsdag besluttede et stort flertal i den svenske Riksdag, at Sverige skal kunne invitere NATO-styrker til landet ikke bare til øvelser, men også i krise- eller krigssituationer. I dag går alle de borgerlige partier i Sverige ind for svensk NATO-medlemskab, men regeringen og et flertal i Riksdagen er fortsat imod. For nylig viste en meningsmåling for første gang, at der er flere svenskere, som går ind for NATO-medlemskab, end der er modstandere.

Fejlvurderinger med store følger

Glidningen i den svenske debat fik for nyligt den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov til at true med »militære tiltag«, hvis Sverige eller Finland skulle overveje at blive medlemmer. De russiske udmeldinger understreger behovet for at holde de diplomatiske kanaler åbne, siger tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

»Men det farligste, der kan ske, er at skabe et indtryk i Moskva af, at hvis de siger bøh tilstrækkeligt højt, så bakker vi. Vores forsvar og afskrækkelse skal være helt i orden, men vi skal også holde dialogen i gang på så mange områder som muligt. Dialog er bare ikke nok, sådan som Rusland opfører sig for øjeblikket,« siger Uffe Ellemann-Jensen.

Men nervekrigen om afskrækkelse går begge veje. For Ruslands militære ledelse er et vigtigt mål opnået, hvis vestlige generaler fremhæver eller endda overdriver, hvor let Rusland kan invadere, påpeger Janis Berzins.

»Det er godt for Rusland at have en sådan afskrækkelseseffekt. Det er i Moskvas interesse,« siger han.

Den største risiko i Østersøområdet er, at militærøvelser og oprustning øger risikoen for, at parterne fejlvurderer en situation med katastrofale følger, mener Lukasz Kulesa.

»Det bekymrer mig for det første, at Rusland kan fortsætte med at agere meget offensivt med en risiko for at fejlkalkulere. Der kan være episoder eller ulykker, der eskalerer til en militær konflikt i Østersøområdet, selv om ingen af parterne ønsker det.«