Ekstremt voldsomme skovbrande hærger den canadiske natur denne sommer, og en stor del af dem har været ude af kontrol.
Ligesom flere andre steder i verden har det været usædvanlig varmt i Canada og i den vestlige del af landet.
300 kilometer nord for Vancouver har brandmænd fanget et usædvanligt syn på kamera.
I et forsøg på at få bugt med en skovband omkring Downton Lake dukkede en såkaldt ildtornado op. De canadiske myndigheder kalder det et »utrolig sjældent fænomen«.
Ildtornadoer kan opstå, når der er en kombination af intens ild, en enormt lav luftfugtighed og et meget lavt dugpunkt til stede, skriver det canadiske medie CBC.
I den forbindelse forklarer mediets videnskabs- og klimaekspert Darius Mahdavi, at en ildtornado kun opstår under særlige forhold.
»For at få en hvirvel af ild, så kræver det en intens skovbrand, stærke vinde og rotation og ustabilitet i atmosfæren,« siger han til CBC.
De mange skovbrande har været et alvorligt problem for Canada i løbet af sommeren. Ifølge DR var der i midten af august omkring 700 brande i gang, mens over 250 af dem var ude af kontrol.
Flere tusinde mennesker er i den forbindelse blevet evakueret.