Skotlands førsteminister, Alex Salmond, kalder det nogle gange en »bonus« til en i forvejen stærk, skotsk økonomi, men han narrer ikke nogen. Olien er det afgørende argument for, at stadig flere skotter i øjeblikket tænker på at realisere en gammel drøm om at løsrive sig fra den union med England, der har eksisteret siden 1707.

Olien er hele grundlaget for, at Salmond og meningsfællerne — uden at blive grinet ud af lokalet og helt tilbage til Loch Ness — igen og igen kan hævde, at selvstændigheden er oplagt, fordi »Skotland er et af verdens mest velstående lande«.

Den britiske premierminister, David Cameron, har ifølge en hastigt voksende flok af kritikere satset hele fortsættelsen af Great Britain på, at skotterne er blevet så hårdt ramt af den vestlige økonomiske krise, at de i hvert fald ikke skal nyde mere usikkerhed ved afstemningen 18. september.

I stedet har flere og flere viftet med det blå-hvide »Saltire«, mens Alex Salmond blot har rullet med øjnene over de økonomiske dommedagsadvarsler sydfra. Han har talt om alt det, som skotterne er gode til — som at brygge whisky og at passe på folks penge i »Storbritanniens vigtigste finansielle centrum uden for London«, og han har talt rigtig meget om alt det, som skotterne gerne vil — som at udbygge et velfærdssamfund efter nordisk forbillede med sundhedsgarantier og uddannelsesmuligheder.

Men hele tiden har det sorte guld hængt i luften. Uden at det er blevet sagt alt for konfrontatorisk har det usagte buldret som tomme tønder: »De har stjålet vores olie. Nu vil vi bruge vores penge selv.«

Alex Salmond har en pointe. Britiske regeringer har siden 1980erne forvaltet de mange, mange milliarder pund fra olien i Nordsøen ud for de skotske kyster. En del penge, en rigtig stor del siger mange englændere, er gået tilbage til den tredjedel af Storbritannien, hvor mændene tager bukser og måske også underbukserne af og kilten på til fodbold og festlige lejligheder.

Men i lange perioder er oliepengene blevet forvaltet i London af konservative politikere, hvis ideer de seneste mange år kun har kunnet trække ét eneste mandats opbakning blandt skotterne, hvor der ellers er 59 at tage af.

»Skotland kunne være som Norge,« lyder det lokkende fra Salmond.

Det eksempel er der 470 milliarder gode grunde til at følge, hvis man ser på beløbet i den norske oliefond omregnet til britiske pund. Det nærmeste vi i dag i verden kommer på den skotske and Scrooge McDuck også kaldet Onkel Joakim.

Men stop lige lidt, siger fnysende unionstilhængere og enkelte advarende nordmænd. Salmond vil bruge oliepengene først på kraftig øget velfærd, så på en bugnende oliefond, og kritikerne siger, at han derefter nødvendigvis må bruge pengene en tredje gang på at betale af på den skotske del af den britiske gæld.

Ingen har i den ophedet debat de seneste dage slået på klicheen om, at skotter skulle være specielt nærige, men det kan blive nødvendig for et selvstændigt Skotland at være påholdende. Selv om en britisk regering rent faktisk skulle overholde internationale normer og give 91 procent af de kendte oliereserver til Skotland, så hersker der stor tvivl om, hvor meget af det olie og gas, der er tilbage, som det egentligt kan betale sig at hente op fra havdybderne.

Nordmændene betalte deres gæld og nød godt af et voldsomt økonomisk opsving, mens tid var. Der skal drikkes meget whisky og tages mange turistbilleder af kilt og sækkepiber, før den skotske »bonus« kan erstattes af andre indtægter.

Det mener man øjensynligt også selv i det nordlige. Ifølge The Scotsman tror næsten halvdelen af skotterne, at den britiske regering »sandsynligvis« holder oliefund »hemmeligt«. Det svarer nogenlunde til øjeblikkets meningsmålinger for et ja til skotsk uafhængighed.