Skotsk uafhængighedsdrøm har medvind frem mod afstemning

For første gang viser meningsmåling, at det kan blive et tæt opløb, når skotterne om to uger skal beslutte, om de vil forblive sammen med resten af Storbritannien.

Tilhængerne af Skotlands selvstændighed har fået vind i sejlene, efter at meningsmålingerne viser større og større tilslutning til ja-siden. Her er ja-tilhængernes kontor i Maryhill i Glasgow. Foto: Andy Buchanan Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON: Med to uger til folkeafstemningen om Skotlands løsrivelse fra Storbritannien har ja-siden fået kraftig medvind. Flere gunstige meningsmålinger nåede et foreløbigt klimaks tirsdag, da en måling for The Times viste, at tilhængerne af uafhængighed nu er seks procentpoint fra nej-siden.

Det lyder fortsat af en del, men i en folkeafstemning er det »tre point fra sejren«, konstaterer den konservative britiske avis, der er stærk fortaler for at holde unionen samlet. I juli viste en tilsvarende måling 18 procentpoints føring til fordel for at lade Skotland forblive i Storbritannien.

I en analyse skriver Times, at der trods alt er »én stor fordel« i tallene for unionstilhængerne, fordi det fjerner »tågen af selvtilfredshed«: »Kampen er i gang. Og der er ingen tid at spilde.«

En del briter vil sige, at de slet ikke er med i »kampen« frem mod folkeafstemningen 18. september. Kun folk med bopæl eller besiddelser i Skotland kan stemme. Til gengæld har unge ned til 16-årsalderen stemmeret.

Det betyder blandt andet, at den mulige, forestående opsplitning af 300 års samhørighed er svær at få øje på i hovedstaden. Ingen bannere, ingen balloner, ingen fortalere for ja og nej på Londons hovedstrøg til at anspore debatten.

»Nogle af mine gode venner er skotter, men jeg har faktisk ikke spurgt dem om, hvad de synes,« siger en kvindelig lærer, der heller ikke har gjort op, hvad hun selv synes.

Hendes advokat-veninde er en smule mere afklaret: »Mine forældre har boet i Storbritannien siden 1970erne, men har beholdt deres indiske statsborgerskab, og de kæmpede for uafhængigheden, men jeg er vokset op her og er brite, og her hører vi sammen. Jeg synes, at det vil være trist, hvis skotterne melder sig ud, og hvis vi skal til at vise pas for at rejse frem og tilbage.«

I Skotland er stemningen derimod blevet markant mere hektisk i opløbet til afstemningen. Flere fra den store »ved ikke«-gruppe med ret til at stemme gør i disse dage deres holdning op, og målingerne viser, at to tilslutter sig ja til uafhængighed for hver ny nej-stemme.

»Hjertet siger ja, men hovedet siger nej«

Den »elektriske« stemning synes at være godt nyt for Alex Salmond, lederen af det lokale, skotske parlament og drivkraft bag afstemningen.

Nogle skotter har til Berlingske betegnet det som, at »hjertet siger ja, men hovedet siger nej«. Det kan man også se ved, at økonomien er unionstilhængernes absolut stærkeste kort. Både regering og opposition i det britiske parlament har blankt afvist en valutaunion med et selvstændigt Skotland.

En trængt Alex Salmond sagde i den første direkte TV-duel med nej-sidens leder, Alistair Darling, selv skotte og finansminister under den seneste Labour-regering, at ingen kan forhindre skotterne i fortsat at bruge pundet.

Det spage forsvar gav bekymringer hos de skotske nationalister, men i den næste TV-duel var Salmond tilbage i sin sædvanlige, slagfærdige udgave. Her opridsede han en situation, hvor konservative politikere i Westminster helt vil privatisere sundhedssystemet og afmontere velfærdsstaten.

Populistisk letkøbte argumenter, lyder det fnysende fra politikere og London-baserede medier. Men det ser ud til, at det virker. Målingen i Tims viser stor fremgang til fordel for uafhængigheden blandt kvinder og blandt traditionelle Labour-vælgere.

I øjeblikket fokuserer nej-siden på anklager om, at deres frontfigurer bliver mødt af organiserede »bøller«, der forhindrer dem i at komme til orde og angiveligt filmer fremmødte nej-tilhængere. I sidste uge fik en hovedtaler kastet æg på sig. Men flere fortalere for unionen advarer om, at der er brug for mere end advarsler og negative kampagnebudskaber.

»Det ser ud til at blive et tæt opløb, og en sejr for ja-siden er nu en reel mulighed,« siger lederen af meningsmålingsinstituttet YouGov til Times.