Skotsk domstol: Boris Johnson kan legalt ophæve parlament

Særlig forvaltningsdomstol i Edinburgh afgør, at parlament kan suspenderes lovligt af premierministeren.

Arkivfoto. Boris Johnson. Fold sammen
Læs mere
Foto: NEIL HALL

En britisk dommer siger i en kendelse onsdag, at premierminister Boris Johnsons beslutning om at suspendere Storbritanniens parlament under de nuværende omstændigheder er i overensstemmelse med loven.

Afgørelsen blev truffet af dommer Raymond Doherty ved en særlig forvaltningsdomstol i Edinburgh.

Domstolens afgørelse har været ventet med spænding. Den er en af adskillige forsøg på at forhindre Johnsons manøvre over for parlamentarikerne, som med suspenderingen af parlamentet kun får meget lidt tid til at forhindre et såkaldt hårdt brexit 31. oktober.

Mindst to personer har rejst sager ved domstolene i forbindelse med Brexit - blandt andet i forbindelse grænseproblemerne i Nordirland.

En menneskerettighedsaktivist har indledt et retsopgør om den historiske fredsaftale i Nordirland, som er bragt i fare af Brexit.

Kendelsen i Edinburgh faldt kort før en dramatisk parlamentssamling i London, hvor oppositionen og en række konservative parlamentsmedlemmer tirsdag stemte for, at parlamentet onsdag overtager dagsordenen i Underhuset fra premierministeren.

Boris Johnson blev indsat som premierminister i juli. Her lovede han at få ført et Brexit igennem, efter at hans forgænger, Theresa May, udskød datoen for udtrædelsen af EU to gange.

Johnson har tidligere udtalt, at han gerne vil forhandle en udtrædelsesaftale med EU, men hvis det ikke sker inden datoen for Brexit, 31. oktober, vil han forlade EU uden en aftale.

/ritzau/Reuters