Skotland kan blive EU-land nummer 29

Hvis Skotland stemmer ja til afhængighed, kan landet relativt nemt blive EUs 29. medlemsland, vurderer Tænketanken EUROPA.

Foto: BEN STANSALL

STORBRITANNIEN: Når skotterne på torsdag stemmer ja eller nej til, om Skotland skal løsrive sig fra Storbritannien, får det betydning for landets fremtid i EU.

Hvis den skotske befolkning stemmer ja til selvstændighed, må Skotland forlade EU, men det kan blive et relativt kort ophold uden for det europæiske fællesskab. I et nyt notat vurderer den uafhængige Tænketank EUROPA, der beskæftiger sig med EU-politik, at det bør være relativt ukompliceret at gøre Skotland til det 29. medlemsland af EU.

»Der er ikke nogens interesse i at have Skotland til at hænge halvvejs ude i Atlanterhavet. Folk vil være interesserede i at få en optagelse af Skotland i det europæiske fællesskab, og skotterne ønsker selv at blive medlemmer,« siger tænketankens direktør, Bjarke Møller.

Han ser flere grunde til, at et eventuelt skotsk EU-medlemskab ikke burde trække i langdrag.

»Skotterne har i mere end fire årtier været med i det europæiske fællesskab, de kender EUs regler og domme, og de har et relativt solidt økonomisk udgangspunkt. Selv om der i starten kan opstå noget økonomisk uro, så har Skotland ret gode forudsætninger for at blive medlem af det europæiske fællesskab,« siger Bjarke Møller.

Tænketanken vurderer, at forhandlingerne kan begynde i 2016, når Skotland har lavet en endelig bodeling med Storbritannien - hvis skotterne vel at mærke stemmer ja til en løsrivelse til folkeafstemningen på torsdag.

Den mulige bodeling kommer til at omhandle spørgsmål om, hvem der skal have olien i Nordsøen, hvad der skal stilles op med forsvaret og de britiske baser, samt hvor stor en andel af den britiske gæld, skotterne skal betale. Derudover skal skotterne tage stilling til en eventuel ny møntfod i landet.