En nu 27-årig algerisk kvinde er blevet idømt fængsel på livstid for voldtægt, tortur og drab på en 12-årig pige i Frankrig i 2022.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Hun får ingen mulighed for prøveløsladelse.

Med dommen bliver kvinden, Dahbia Benkired, den første kvinde, som modtager den maksimale straf i landet ifølge nyhedsbureauet.

Lokale lægger breve og blomster ved et portræt af Lola, de 12-årige pige, som brutalt blev voldtaget og myrdet. 
Lokale lægger breve og blomster ved et portræt af Lola, de 12-årige pige, som brutalt blev voldtaget og myrdet.  Foto: Denis Charlet/AFP/Ritzau Scanpix

I domsafsigelsen blev der lagt vægt på den "ekstreme grusomhed i de kriminelle handlinger", som dommeren beskrev som tortur, skriver AFP.

Den 12-årige Lola Daviet blev dræbt i den franske hovedstad, Paris, og hendes lig blev efterfølgende fundet i en kuffert i forhallen i den bygning, hvor hendes forældre arbejdede som portnere.

Dahbia Benkired fanget på overvågningskamera. 
Dahbia Benkired fanget på overvågningskamera.  Foto: Planet Photos/Facebook/Ritzau Scanpix

En obduktion viste tidligere, at Daviet døde af hjertestop med tegn på kvælning og sammentrykning af halshvirvlerne.

Benkired har under retssagen undskyldt for sine "forfærdelige handlinger", skriver den franske avis Le Monde og tilføjer, at tre "psykiatriske eksperter" ligeledes har udtalt sig under sagen, som begyndte i sidste uge.

Alle tre fagfolk fortalte, at de havde observeret "psykopatiske tendenser" hos Benkired. De mente dog ikke, at hun led af nogen psykisk sygdom, der kan behandles.

Ifølge avisen udløste sagen efterfølgende en "anti-immigrationsstemning", fordi kvinden på tidspunktet for drabet ikke havde ret til at opholde sig i Frankrig, da hendes studentervisum var udløbet.

Politikere på højrefløjen brugte ifølge mediet sagen som et eksempel på, at landet havde behov for bedre håndhævelse af immigrationslovgivningen.

Lolas bror Thibault Daviet og hendes mor Delphine Daviet-Ropital ses her ved ankomst til domafsigelsen i dag mod Dahbia Benkired. 
Lolas bror Thibault Daviet og hendes mor Delphine Daviet-Ropital ses her ved ankomst til domafsigelsen i dag mod Dahbia Benkired.  Foto: Poitout Florian/Abaca/Ritzau Scanpix

Daviets mor har efterfølgende opfordret politikerne til at stoppe med at udnytte hendes datters død, skriver den franske avis.

Læs Berlingskes Martin Tønners artikel om sagen her. 

/ritzau/